Anmeldelse
Den ene arkitekt bevæger sig rundt i landskabet og de kvarterer, hvor hun skal bygge, og dermed fornemmer hun med kroppen, hvad der er på spil.
Hun ser god arkitektur som en slags akupunktur, der kan styrke et lokalområde, og hun eksperimenterer med at åbne sine projekter for et samspil mellem nytteværdi og rekreative værdier. Den anden arbejder som en slags arkæolog og samler genstande og historiske billeder for at analysere en bygning eller et områdes kulturhistorie.
Bravo! Nu har jeg i 20 år skrevet om boligprojekter i Fredensborg Kommune, og med få undtagelser er det en fantasiforladt udfoldelse af det jævne, det kedelige, det forudsigelige, der muligvis giver en investor penge på den korte bane, men som i store hele er blottet for selvstændige ideer eller koblinger til de nærliggende kulturhistoriske og landskabsmæssige værdier.
Eller sagt på en anden måde: Vil man om 50 år glæde sig over de seneste års byggerier, ligesom man glæder sig over fx Åtoften i Nivå eller Fredensborghusene tegnet af Utzon? Nej, vel. Og netop derfor er der brug for at lade sig inspirere af kinesiske Xu Tiantian og japanske Tsuyoshi Tane.
Timevis af historisk research for dine fødder
På kunstmuseet Louisiana kan man i øjeblikket lære dem at kende i udstillingen ”Memoryscapes”, der kan findes i museets store sal og udstillingsrum lige under cafeen.
Det er en meget kropslig udstilling og næsten overvældende, når man går ind i den del, der præsenterer japanske Tsuyoshi Tane. Fødderne bevæger sig på et slags tapet, en vild mosaik af gamle topografiske kort, skitser til malerier, kopier af malerier og fotografier af gamle bygninger, og det samme fylder væggene i en vild forvirring.
Først når man kommer hjem og studerer udstillingskataloget og spoler tilbage, går det op for en, at man som publikum præsenteres for samme mulighed for at være arkæolog, som den japanske arkitekt har som arbejdsform.
Han dykker ned i et områdets historie og samler brudstykker for at bringe dem med ind i den arkitektur, der skal stå i fremtiden.
Mødet med Xu Tiantian arkitektoniske ideer er mere rolige for øjet, men de går til gengæld i næsen, når man træder ind en mindre del af det svampecenter, som den kinesiske arkitekt har tegnet til opførsel i Kina i 2026.
Som museumsgæst kommer man simpelthen helt tæt på svampeproduktion ved hjælp af substrater i det fugtige rum, hvor lugten af svampe svider en anelse i næsen, og man spekulerer på, hvor de spiselige svampe ender, efterhånden som de høstes i løbet af udstillingsperioden. Måske oppe i museets cafe?
Få meter derfra kan man træde op på en model af faciliteter til at dyrke østers, skabt så man som gæst kan bevæge sig på produktionsfaciliteterne, og det er netop en af Xu Tiantians pointer. Produktionen i det nære skal åbne sig arkitektonisk mod omgivelserne, hvilket visualiseres i gengivelsen af den tofu-fabrik, som hun har tegnet.
Om få år har vi meget at snakke om
Hvis man er et kreativt menneske, går man utålmodig fra udstillingen med lyst til at omsætte udstillingens pointer og ideer til konkrete ideer i det nære lokalsamfund.
Tænk hvis bymidternes arkitektur kunne åbne sig, således at de mange menneskelige aktiviteter blev en visuel del af bylivet, der inviterer til fællesskaber.
Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at ske i Nivås nye bymidte, hvor C.F. Møller Architects allerede har fået over 33 millioner kroner i honorarer for at styre processen efter næsten 10 års borgerinddragelse.
Vil det blive et eksempel på en ny bymidte, som vi er stolte af også om 50 år?
For ja, der er i processen arbejdet med at trække byens historie med teglværkerne ind i bymidten, og der bruges tegl til store dele af byggeriet, ligesom der også bruges træ, som det kendes fra den udvendige beklædning af ringovnen i Nivå.
Men vil det lykkes eller er det kun fine ord?
I Humlebæk Center er der allerede sket en transformation hen imod, at centret fyldes af flere servicefunktioner og ikke nær så mange traditionelle butikker, men når bymidten genskabes arkitektonisk, vil de så blive synlige, disse servicefunktioner og mødesteder for fællesskaber?
Vil man bygge, så man faktisk kan se, at strikkeklubben hos Marianne Wiberg hygger sig, når de mødes – eller gemmes de væk bag mure og døre?
Hold planen – og sæt krav for at undgå dyk i kvalitet
Et af de mest ambitiøse projekter, der rent arkitektonisk er på tegnebrættet i Fredensborg Kommune er boligprojektet i den gamle tunnelovn nær Nivås gamle stejleplads.
Her er der lagt op til at bevare de historiske bygningers karakter og bruge dem med blik for, hvad de historisk set har været brugt til.
Personligt krydser jeg fingre for, at det er reelle ønsker fra bygherren, der realiseres. Sådan gik det ikke med byggeriet på arealet, hvor Sølyst Teglværk i årtier lå som ruin, hvorefter det i 00’erne blev et formfuldendt boligprojekt med krav om bevaring af den gamle forvalterbolig.
Dernæst blev projektet ramt af finanskrisen og videresolgt til en investor, der knuste alle oprindelige arkitektoniske ambitioner bortset fra at bygge rundt, fordi sådan var byggefelterne aftegnet, i øvrigt baseret på en lokalplan med alt for mange juridiske huller, og efter 10 års stilstand var forvalterboligen endegyldigt sunket sammen.
Det muliggjorde en arkitektur og et boligprojekt, hvorom man i bedste fald kan sige, at den er anderledes end oprindelig tiltænkt.
Selvfølgelig er der ikke altid råd til at hyre en stjernearkitekt, og selvfølgelig findes der eksempler på dygtige arkitekter, der ramte forkert i deres valg og forslag.
To bedrifter vi kan glædes over lokalt
Men der bør oftere være tid til at gøre sig mere umage eller have en personlig ambition, hvilket ejeren af virksomheden Microturn ud til rundkørslen i Humlebæk havde, da ejeren opførte sin fabrik.
De fleste har ikke tid til at kigge ind ad vinduerne, når de kører forbi (og skal holde øje med trafikken), men hvis man gør det, kan man faktisk få et fascinerende indblik ind i selve produktionen af de meget små komponenter, som virksomheden producerer.
Mon ikke kinesiske Xu Tiantian ville billige og rose?
Microturns kunder er store virksomheder, for hvem det er vigtigt at få kvalitet og forsyningssikkerhed, og det er i øvrigt et andet element, som udstillingen Memoryscapes italesætter. Hvorfor bryde sten i Kina, bearbejde det i Europa og sejle det retur tilbage igen? Brug nu de lokale byggematerialer og leverandører!
Og værn om kvaliteten, ligesom ingeniøren Jørgen Saxild gjorde, da Jørn Utzon var ved at løbe tør for penge og var tæt på at skære på kvaliteten, da Fredensborghusene skulle bygges.
Jørgen Saxild trådte til med sine egne penge, og dem kunne han således ikke selv bruge på en villa i Sydfrankrig eller arven til sine børn, men til gengæld husker vi ham i dag for den gestus.
Derfor, som opsamling og konklusion: Se Memoryscapes på Louisiana før I begynder at bygge.
ARKITEKTURENS FORBINDELSER II. MEMORYSCAPES. Kunstmuseet Louisiana frem til den 17. maj 2026.
Fakta
- To arkitekter, to tegnestuer, viser, hvordan de rejser tilbage i tiden for at tegne arkitektur til fremtiden i Memoryscapes, der er den anden udstilling i serien Arkitekturens Forbindelser på Louisiana.
- Serien sætter fokus på arkitektens inspiration fra og brug af øvrige videnskaber. Memoryscapes belyser båndene til kulturgeografien og giver indsigt i arkitektens mangfoldige feltarbejde.
- Japanske Atelier Tsuyoshi Tane Architects, grundlagt af Tsuyoshi Tane, og kinesiske DnA_Design and Architecture, grundlagt af Xu Tiantian, har hver deres tilgang til de kulturgeografiske fag, og de har hver deres måde at lave feltarbejde på.
- Undersøgelserne af menneskelige såvel som kulturelle og stedsbestemte fortællinger har de tilfælles.
