Det var en stille fredag aften på museet, og det var dagen før juleaften, da den 82-årige græsk-cypriotisk industrimand og kunstsamler besøgte kunstmuseet Louisiana med sin hustru.
Han er umiskendelig græsk af udseende, og han har tjent formuer på at bygge veje, broer og bygninger i det sydlige Europa og Nordafrika, og igennem alle årene har han været en ivrig kunstsamler og begejstret for installationskunst.
Nu er han nået den alder, hvor han er ved at gennemgå sin samling for at beslutte, hvad der skal gives i arv til børnene – og hvad der skal ud at leve på de største kunstmuseer i verden.
Netop derfor var det godt, at Dakis Joannou var forbi Louisiana om aftenen fredag den 23. december 2022, hvor museet viste den største udstilling nogensinde i Europa med værker af kunstneren Alex Da Corde.
– Jeg var ikke selv på museet den aften, da jeg var taget på juleferie, men vi havde andre til at tage godt imod dem, og han var imponeret af, hvordan vi viste kunstneren Alex Da Corde. Jeg tror, at han har tænkt, at når vi kunne det, ville han godt sælge os værket af Paul McCarthy og Mike Kelley til en meget generøs pris. Og det er et hovedværk, som Louisiana nu har fået i sin samling, fortæller museumsinspektør Anders Kold.
Julegaven til os alle, også henne om hjørnet
Værket ”Heidi, Midlife Crisis Trauma Center & Negative Media Engram Abreaction Release Zone” kan nu ses i udstillingen ”Nye værker” på kunstmuseet Louisiana.
Som Anders Kold skriver i beskrivelsen af værket, står det som en bombe under oplysningstidens idealer om orden og balance i livet.
Alt er gået galt i et ”fascinerende raritetskabinet af rekvisitter”, og det er blot et af mange værker, som kunstmuseet Louisiana har opkøbt de seneste år med egne midler, med fondsstøtte og med tæt kontakt til kunstnere og samlere over hele verden.
Museet viser nu sine indkøb og donationer i en stor udstilling, der fylder hele Sydfløjen og kan ses enkelte steder også i museets nordlige del.
For museets medarbejdere er den nye udstilling som at gå rundt om et juletræ og glæde sig over alle de gaver, der er pakket op, og som publikum kan man glæde sig over, at museets indkøbte kunstværker nu tilhører os alle sammen.
Louisiana må ikke sælge værkerne, og de tilhører nu os alle sammen. ”Du og jeg og dem henne om hjørnet”, som museumsdirektør Poul Erik Tøjner skriver i sin præsentation af udstillingen.
Lidt ligesom hønseringe – bare til en højere pris…
Værkerne er samtidig valuta på et kunstmarked, hvor det som kunstmuseum handler om at have noget at bytte med, når man skal låne fra andre museer for at lave særudstillinger på kanten af Øresund i Humlebæk.
Sådan er den verden – benhård på dét punkt, samtidig med at meget handler om personlige relationer og venskaber.
Det værk, som han generøst tilbød os at købe, er også lidt svært at hænge op på væggen som et maleri
Netop derfor var det så afgørende, at den 82-årige Dakis Joannou havde en god oplevelse lillejuleaften for tre år siden.
– Dakis Joannou har ejet værket, siden det blev solgt første gang i 1992. Han er en stor græsk samler, der også var en af hovedlånerne, da vi lavede Kari Upson-udstillingen. Jeg vidste godt, at han havde det værk. Min relation med ham går tilbage til starten af 1990’erne, hvor jeg var på det gamle Aarhus Kunstmuseum og lånte værker til en Jeff Koons-udstilling, fortæller museumsinspektør Anders Kold og fortsætter:
– Det værk, som han generøst tilbød os at købe, er også lidt svært at hænge op på væggen som et maleri og dermed give til børnene. Og måske det også er svært at sælge i disse år til et amerikansk museum med Trumps puritanisme, for det er historien om Heidi i alperne vendt på hovedet, rystet og spyttet ud igen.
At få kunstnere og samlere til at følge sig hjemme
Kunstmuseet Louisiana er et fyrtårn i Norden, men stedet må aldrig blive arrogant og utilnærmelig, tværtimod skal det hele tiden være et gæstfrit sted for såvel publikum som de kunstnere og samlere, der nærmer sig stedet.
– Vores fødder pedallerer hele tiden for at holde netværket ved lige, og vi tager imod mange mennesker og er søde og imødekommende over for mange, og det skal vi være – vi må aldrig være arrogante, for der er mennesker bag kunstværkerne, og de skal holde af stedet og museet, og det arbejder alle mine kolleger for, forklarer Anders Kold.
Et andet godt eksempel er det nye værk af den danske kunstner Poul Gernes, hvor han har malet en farverig skive på en sengegavl. Ridset i træet er en lille børnetegning, angiveligt lavet af en veninde til Poul Gernes datter. Hvordan i alverden får man sådan et værk?
– Rettidig omhu, bemærker Andes Kold og fortsætter:
– Vi lånte værket, da vi lavede den store Gernes-udstilling i 2016, og allerede dengang spurgte jeg damen, der ejer værket, om hun ville sælge, men det var hun ikke klar til. Vi lavede en aftale om, at hun ville kontakte os, inden hun fx satte det på auktion, og en dag for nogle år siden fik jeg en mail – at nu ville hun gerne honorere vores aftale.
Værket har kvinden opkøbt i en periode, hvor Poul Gernes endnu ikke var berømt og ofte malede på det, der lige var ved hånden, og hvis pludselig én gæst ville købe noget – ja, så solgte man hvad man havde, i dette tilfælde en sengegavl…
På det punkt var øjnene lukkede hos museets stifter
Knud W. Jensen, museets stifter, var selv mesterlig til den personlige kontakt til mange af datidens store kunstnere, og det er blandt andet derfor, at museet har en af de største samlinger med værker af Giacometti.
Derfor kan det undre, at Knud W. Jensen ikke i sine leveår opkøbte værker af fx den kvindelige kunstner Marisol, der i en årrække var stor i USA i slutningen af 1960’erne. Hendes kunst udstilles i øjeblikket på Louisiana og har sine rødder i sydamerikansk kultur, og hun var en af blot fire kvindelige kunstnere, der udstillede på Documenta i Kassel i 1969.
I de år var Knud W. Jensen ofte forbi den tyske by for at opfange tidens ånd i kunstverdenen, men selvom han seks år tidligere i 1963 havde hejst store mexicanske stenskulpturer ind i museets park, havde han ikke blik for Marisol…
– Det er en del af et mønster, må vi nok sige, hvor bevågenheden på kvindelige kunstnere ikke var stor i de år, og det kunne selv ikke Knud W. Jensens hæve sig op over, konstaterer Anders Kold, og museumsinspektør Kirsten Degel uddyber:
– Knud W. Jensen fik i 1959 på documenta II det såkaldte documenta-chok. Udstillingen blev en øjenåbner for ham og satte gang i transformationen af museet til en platform for internationale udstillinger.
Hun fortsætter:
– Marisol var én af de fire kvindelige kunstnere på documenta IV i 1969, og Louisiana viser et udvalg af grafiske værker fra documenta efterfølgende. Jeg har kigget den tilhørende revy igennem og der bliver skrevet meget om amerikansk kunst fra 1960erne og de hovedsagelig hvide mandlige kunstnere inden for Pop Art, Minimal Art og Op Art.
– Marisol nævnes ikke med et ord. Så man må nok sige, at KWJ og den danske kunstverden i øvrigt på det tidspunkt ikke var mere progressiv end mange andre museumsfolk i Europa, hvor det kun er Museum Ludwig og Bojmans van Beuningen, der slog tidligt til i forhold til at købe værker af Marisol.
Kirsten Degel, der er kurator på museets nuværende udstilling med Marisol, bemærker enkelte omstændigheder, som medvirker til at forklare de blinde punkter.
– Økonomien var heller ikke til større indkøb på det tidspunkt. Museet kom på finansloven i 1968, og egne større indkøb af pop art sker først i slut 1970’erne og 1980’erne. Louisianas samling af pop art er de senere år blevet suppleret med kvindelige kunstnere som Kiki Kogelnik, Dorothy Iannone og senest Marisol.
Louisianas nye værker kan opleves frem til den 6. april 2026.
Historien bag et scoop: Man skal læse sine nyhedsbreve…
Det vakte international opmærksomhed, da Nivaagaards Malerisamling erhvervede et værk af kunstneren Artemisia. Få her historien om købet. Læs mere
