Det var en helt almindelig dag på kontoret, hvor museumsdirektør Andrea Rygg Karberg skimmede de hundredvis af mails i indbakken og nåede til nyhedsbrevet fra kunsthandleren Nicholas Hall. På en liste med firmaets projekter i New York stod navnet ”Artemisia Gentileschi”, og på kontoret i Nivå ud til markerne med rådyr tøvede Andrea Rygg Karberg.
Eller det gjorde hun faktisk ikke. Hun bad straks en af sine museumsinspektører om at spørge galleriet, om navnet var udtryk for, at de fik et af den berømte kvindelige 1600-tals kunstner til salg, og svaret var et ja.
– I sådan en situation skal man aldrig spørge selv som museumsdirektør, smiler Andrea Rygg Karberg, for det kan strategisk vise en for stor interesse i en al for tidlig del af den proces, der kan føre til et køb.
Vi vidste ikke, at Hall havde været her, en sommer med kone og barn, som også havde leget i parken
Men der gik kun kort tid, inden Andrea Rygg Karberg involverede sig direkte i dialogen med Nicholas Hall, der udmærket kendte museet i Nivå, da han havde besøgt museet sidste sommer og fundet, at det var et vidunderligt lille museum.
– Vi vidste ikke, at Hall havde været her, en sommer med kone og barn, som også havde leget i parken, fortæller Andrea Rygg Karberg, og det gør ikke historien mindre god, at familien Hall havde oplevet museet uden særbehandling, blot som gæst i mødet med malerierne, personalet og de mange frivillige, der forleden fik dette års kulturpris af kommunen.
Budapest, Madrid og så Nivå…
Ganske hurtigt fik museet lov til at reservere maleriet, imens arbejdet med at søge fondsstøtte til et køb begyndte, og det lykkedes med midler fra Ny Carlsbergfondet og Aage og Johanne Louis Hansens Fond.
– Vi fik 10 procents rabat på prisen, fordi vi er et museum, og transporten herover var også med i prisen, fortæller Andrea Rygg Karberg.
Prisen er ikke offentlig, siger museumsdirektøren med et hemmelighedsfuldt smil, og derudover stråler hun af stolthed over de malerier, som gæster kan se i det første rum i den gamle del af malerisamlingen.
– Det er et ret blæret rum. Kun to steder i Europa kan de vise både Artemisia og Sofonisba på samme tid, og det er Prado Museet i Madrid og i Budapest, bemærker hun i det, der faktisk er et sjældent udbrud af noget, der tangerer praleri.
I denne situation helt rimeligt. Johannes Hage, stifteren af Nivaagaards Malerisamling, købte i sin tid et ufuldendt værk af Sofonisba Anguissola, hvor hun har malet sin far og to søskende, og det regnes for at være et af hovedværkerne skabt af en den nok mest berømte kvindelige kunstner i 1500-tallet.
Fra kærlig familie til krænkelse
Siden Andrea Rygg Karberg og museets ansatte for nogle år siden lavede en fabelagtig udstilling med de få overlevende værker af Sofonisba Anguissola, har hun søgt at supplere samlingen med kvindelige kunstnere fra den periode.
Tidligere på året tog museet et skridt med købet af to mindre malerier af blomster, som også ses i ”det blærede rum”, hvor det nye værk ”Susanna og de ældste” – malet af Artemisia Gentileschi i 1644-48 – hænger over for værket af Sofonisba.
Hvor det ene er et kærligt familieportræt, er det andet et vredesudbrud over mænds magt til at forgribe sig på kvinder, og når man står i rummet og kigger på det over mandshøje værk, kan man diskutere med sig selv og ledsagere, om Susanna på maleriet har et vredt udtryk eller et selvsikkert og selvbevidst udtryk, måske en kombination.
Og hvis det ikke fanger blikket, er der museets Rembrandt på den anden væg – men kvinden på maleriet er nu et noget snerpet bekendtskab…
Fik I læst? Museets nye maleri viser et livsfarligt nej i mødet med to ældre magtfulde mænd
