18. marts 2026

Nu nørder vi: Sæt jer langs p-husets mur og nyd, at der ikke er støj…

SF har med fagkundskab i sit bagland gennemgået støjberegningerne for op mod 438 boliger på Cirkelhusgrunden. Her er hvad partiet påpeger.

Del artiklen

Hvis man om nogle år kommer til at bo i etageejendommene på Cirkelhusgrunden og er træt af støjen, når man går ud, kan man sætte sig på små 150 kvadratmeter ind mod det nye parkeringshus, der skal bygges. Det er nemlig et af de steder, hvor støjen kommer under grænseværdien på 58 dB på friarealerne.

Men reelt set er det jo ikke et friareal, påpeger SF i en grundig beskrivelse af sagen, hvor partiet har taget investorernes skitsekort og lagt ind i deres egne professionelle programmer, der kan krydstjekke og perspektivere opmålingerne.

Annoncer

Hvis det skulle lykkes at ændre på kravene til friarealer på området, således at arealet kun behøver at være 30 procent af boligarealet, er det stadig svært at finde et tilstrækkeligt stort areal, der ikke er støjplaget over grænseværdierne.

I udgangspunktet holder oversigtstallene for selve arealerne mellem blokkene i investorernes skitser, hvor der er fundet omkring 11.000 kvadratmeter, hvis tagterrasser og altaner tælles med, men SF mener, at investorerne har glemt at modregne stiarealer og arealer til affaldscontainere.

691 altaner til godt 400 boliger?

Dermed reduceres arealet med anslået 1240 kvadratmeter, og så stort et areal kan næppe findes ved at lave flere tagterrasser og altaner.

For tagterrasserne kommer til at ligge så højt, at de reelt set bliver belastet af støj, og hvis der skal kompenseres med altaner, svarer det i runde tal til behovet for knap 700 altaner i et byggeri, hvor der maksimalt planlægges op mod 438 boliger, anslår SF.

Beregningerne viser, at friarealerne mellem blokkene holder sig akkurat under 58 dB på størstedelen af områderne og kun få arealer er nede under 48 dB, hvor støjen karakteriseres som stille baggrundsstøj. Men beregningerne holder næppe, argumenterer SF.
Det skyldes, at stier på området ikke må regnes med som friarealer, da de tjener andre formål. Desuden fremhæver SF, at det er nødvendigt at tælle knap 150 kvadratmeter i “læ” af parkeringshuset med som et rekreativt friareal under grænseværdien. Skitsen her er lavet af SF.

SF mener på ingen måde, at beregningerne holder samlet set, og investorerne er allerede sendt tilbage til tegnebrættet, fordi byrådspolitikerne afviser at hæve bebyggelsesprocenten med et tillæg til kommuneplanen. Det stiller yderligere krav til friarealer, der ikke er plaget af støj over 58 dB.

Og så har SF slet ikke taget hul på kritikken af lysforholdene. Den kommer her:

”Udviklers forslag betyder, at solen skal mindst 45 grader over horisonten for, at der kommer sol ned på en lille del af gårdarealet mellem blokkene. Det sker kun i korte perioder på vores breddegrader. Det sker fx slet ikke i 7 af årets 12 måneder”, skriver SF i et notat til byrådskollegerne og fortsætter:

”Hvis der udbygges med altaner, som på grund af støjen skal vende ind mod de skyggefulde indre gårde, vil det forstærke skyggen for lejligheder under altanerne.”

SF: Lad os få en ekstern juridisk vurdering

Partiet vil desuden have undersøgt, om de relative små gårdmiljøer i et trafikplaget område vil føre til dårlig udskiftning af luft og dermed ophobning af skadelige stoffer, og samtidig ønsker SF en ekstern vurdering af et helt grundlæggende og afgørende forhold i selve planarbejdet:

Der stilles strengere krav til støjpåvirkning, hvis man omdanner nye områder til boligområder end hvis man fx huludfylder i eksisterende boligområder, hvilket skete for nogle år siden med projektet Donse Åpark.

Sådan er loven, argumenterer SF, hvilket for partiet er en understregning af, at samfundet som helhed tager støjgener alvorligt på vegne af borgerne.

Cirkelhusgrunden har aldrig været andet end erhverv og skole, og mod vest ligger motorvejen, mod nord rådhuset i Kokkedal, mod øst yderligere en vej og erhvervsområder.

Kun mod syd ligger rækkehusene på Christianshusvej i Hørsholm Kommune, og SF mener helt grundlæggende ikke, at forvaltningen kan bruge de lempeligere muligheder for at godtage støjgener, som er sat i spil i den aktuelle sag.

Selvom der for nogle år siden blev vedtaget en lokalplan, hvor en del af byggeriet er boliger, er lokalplanen aldrig blevet effektueret, argumenterer partiet.

Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og få ugens nyhedsbrev med overblik over lokale nyheder og inspiration til oplevelser i dit nærområde.


SF advarer: Sådan kan 438 boliger blive til et støjmareridt

SF vil have byrådet til at erkende og tage stilling til risikoen i sagen om op mod 438 boliger i Kokkedal Bymidte Syd. Læs mere


Positiv med et forbehold: Pas på med at bygge 400 nye lejeboliger i Kokkedal

Mie Stattau (V) ønsker at stille krav om ejerboliger. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder