18. marts 2026

Ny i politik: Er valgkampen blevet til sæbereklamer?

Af Cæcilia Nilsson, spidskandidat for Kristendemokraterne ved kommunalvalget i november

Del artiklen

Jeg stillede op, og ja, jeg var både ny og naiv.

Jeg trådte lige ind i Orkestret, uden at kende til de indforståede koder. Alle kendte musikken. Jeg prøvede at finde melodien.

Annoncer

De andre politikere var venlige, imødekommende og virkede ærligt nysgerrige på både mig og min politik. Det gav mig både håb og mod til at fortsætte.

Bag venligheden opdagede jeg et andet lag – et næsten subtilt lag af intern konkurrence. Kandidater fra samme parti står ofte alene. Samarbejde og videndeling kommer i baggrunden, fordi opmærksomhed og stemmetal fylder så meget. Det undrer mig, især i lokalpolitik, hvor udfordringerne netop kræver samarbejde på tværs.

Ressourcer afgør også meget. Dem med netværk, tid og penge får bedre synlighed: flere plakater, flere flyers – og langt bedre mediedækning. Det bliver et spil om, hvem der kan få deres ansigt frem flest steder. Vi ved jo, at det, vi ser mest, ender med at føles mest bekendt – ligesom at vælge den samme sæbe i supermarkedet, fordi vi har set reklamen 100 gange.

Det gav stof til eftertanke. For når politik i stigende grad formes af synlighed frem for indhold, risikerer vi, at borgerens valg ikke træffes på et oplyst grundlag. At genkendelse erstatter indsigt. At det vigtigste ikke bliver, hvad man står for, men hvor meget man fylder i byrummet.

Som ny kandidat undrede det mig, hvor lidt plads der er til tvivl og nysgerrighed i det politiske rum. Der er en forventning om, at man hurtigt ved præcis, hvad man mener – også om komplekse spørgsmål, som i virkeligheden fortjener eftertanke. Jeg oplevede, at tempoet i politik kan gøre det svært at blive i det åbne spørgsmål. Og netop dér mener jeg, at vi mister noget vigtigt. Hvis vi ønsker et levende lokaldemokrati, må vi skabe rammer, hvor indhold vægtes højere end volumen.

Noget af det, der gjorde størst indtryk, var dog mødet med borgerne, med det enkelte menneske. Det var en fornøjelse at være til NivåNu’s “speeddate en politiker”, hvor samtalerne handlede om deres personlige historier – om deres børn, skoler, ældre, fællesskaber og hverdagen. Om trygheden. Om at høre til.

Jeg oplevede en respekt, nysgerrighed og ægte interesse for samtalen – også når vi var uenige. Det står i skarp kontrast til det polariserede billede, vi ser på sociale medier og i nationale debatter. Men de mangler adgang til reel, sammenlignelig information. Hvad står kandidaterne faktisk for? Hvad vil de prioritere lokalt? Hvilke værdier guider deres valg?

Det er svært at få øje på bag et hav af ensartede plakater med ansigter og korte budskaber.

I Fredensborg – og i resten af landet – bør borgerne få mulighed for at sætte deres kryds på et reelt oplyst grundlag. Og når vi som politikere gør os relevante, så bliver det også relevant at sætte sit kryds, også af dem, der fravælger det i dag.

At være ny i politik er at stå med ét ben udenfor og ét ben indenfor. Det giver et klart blik for, hvad vi bør gentænke. Jeg lærte, hvor meget usynligt arbejde politik rummer: frivillige, lokale ildsjæle, der bruger deres fritid på at hænge plakater op, arrangere møder og skabe rum for samtale. Det er demokratiets nervesystem – og det fortjener mere anerkendelse.

Min største erfaring: Lokalpolitik bliver relevant, når vi flytter fokus fra konkurrence til fælles ansvar – og fra synlighed til substans. Ikke for systemets skyld, men for de mennesker, som politikken i sidste ende handler om.

Fakta

  • Cæcilia Nilsson stillede op for Kristendemokraterne til kommunalvalget. Partiet fik 82 stemmer, og Cæcilia Nilsson fik som spidskandidat 64 personlige stemmer.
  • TjekFredensborg har spurgt hende, om hun i et indlæg vil reflektere over det at være ny i en valgkamp. Hvordan var det? Hvad lagde hun mærke til? Hvad undrede hende? Tak til Cæcilia Nilsson for ordene i dette indlæg.

Fik I læst? Tænk på, hvordan vi bedst kan glædes over verden om 10 år. Ud fra det vil hun lave politik

Kristendemokraternes spidskandidat Cæcilia Nilsson kommer udefra med friske ideer, hvor fokus er frisættelse af medarbejdernes viden og tidsforbrug – men samtidig med skarpe krav til, at de bruger ny teknologi effektivt. Læs mere

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder