Der findes et brætspil, der hedder Junta. I det spil kan man under en afstemning i sidste øjeblik smide et kort, der afbryder strømmen, så en afstemning ikke kan gennemføres.
Klokken 18.59 mandag aften var noget tilsvarende ved at ske i byrådssalen, da Dansk Folkeparti i allersidste sekund foreslog at tage Humlebæk Syd ud af kommuneplanen som perspektivareal for boliger. I 23 minutter var det usikkert, om hele kommuneplanen pludselig skulle i en helt ny høring.
Samtidig ville det blive et helt nyt byråd, der skulle vedtage den kommuneplan, der ifølge lovgivningen skal revideres hvert fjerde år.
Det foregik omtrent på denne måde:
Et enigt byråd havde på byrådsmødet netop besluttet at skrive ind i kommuneplanen, at der tidligst vil ske byudvikling i Humlebæk Syd i 2044, altså en udskydelse på fire år. Bjørn Svensson (EL) havde desuden sagt, at han var træt af, at det hele tiden blev antydet, at byrådspolitikere ville snige byggeri ind i området.
Pludselig lød dette forslag fra DF:
”Forslag om at Humlebæk Syd udgår som perspektivareal for byudvikling og fastlægges som varigt og grønt rekreativt område.”
Borgmesteren tøvede, fordi måske der var et flertal for det? I praksis ville det betyde, at Humlebæk Syd blev trukket ud af Kommuneplan 2025 som fremtidig boligområde sådan mere permanent, ikke alene udskudt til 2044.
Den juridiske vurdering på byrådsmødet var, at det ville være så stor en ændring, at det ville kræve en ny høring – og dermed en betydelig forsinkelse af vedtagelsen af kommuneplanen.
Et kompromis kom på bordet
Mødet blev afbrudt i knap 10 minutter, hvor kommunaldirektør Mads Toftegaard måtte gribe telefonen for at hente råd, og der blev talt i små grupper på tværs af partierne.
Lars Simonsen (R) og Mie Stattau (V) stod i den ene side af byrådssalen, og der var ved indgangsdøren en let ophedet snak mellem Soma Mayel (R) og Jesper Tvilde (K), hvor Tvilde var i ilden – for hvorfor havde han ikke bragt det op på Økonomiudvalgets møde ligesom alle andre ændringsforslag, hvis han ønskede at støtte det sene forslag fra Dansk Folkeparti?
Det er ikke utænkeligt, at der er et flertal for DF’s forslag både i det nuværende og kommende byråd, men de kritiske røster mente, at forslaget skulle være stillet tidligere i forløbet.
Et kompromisforslag blev stillet af borgmesteren på opfordring af Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale), og det gik på, at DF’s forslag bliver en del af et tillæg til kommuneplanen med den indbyrdes aftale, at det skal diskuteres i det nye byråd efter en høring.
Det samme sagde valgkampens yngste kandidat…
Da Christian de Jonquiéres (FSK) fik ordet klokken 19.22, gik det hurtigt.
– Vi er enige i forslaget fra DF, men vi skal videre i aften. Det er ikke anstændigt, hvis vi som byråd ikke får behandlet sagerne og kommuneplanen, sagde han med henvisning til, at byrådsperioden slutter ved årsskiftet.
Dermed stod det klart for borgmesteren, at DF ikke ville få flertal.
At følge DF’s forslag ville få vidtgående konsekvenser for hele kommuneplanen med forsinkelse af de andre sager, der har været diskuteret i valgkampen, i høringsperioden og de seneste uger.
DF’s forslag kom til afstemning, og 19 byrådsmedlemmer stemte imod DF’s forslag. Kun DF’s to medlemmer, Venstres fire medlemmer og Thomas von Jessen (K) og Jesper Tvilde (K) stemte for forslaget.
Dermed kunne debatten om vedtagelsen af kommuneplan 2025 fortsætte.
Hvis man i valgkampen havde lyttet til Alternativets spidskandidat på vælgermødet på Kulturstationen, havde man måske fået et varsel om, at noget sådan kunne ske eller taget det i opløbet. Den 18-årige Tola Lubieniecka-Majewska havde i al fald samme undren.
Hvorfor overhovedet nævne Humlebæk Syd i planerne, hvis man ikke vil bygge i området?







