18. marts 2026

Nær billedet på livslang censur, kan vælgerne i dag glædes over at stemme

For første gang i museets historie er Nivaagaards Malerisamling et valgsted - en smuk hyldest til demokraten Johannes Hage og et minde om stifterens farbror, der blev idømt livslang censur.

Del artiklen

Hvad er smukkest på en solskinsmorgen? Lyset under bøgetræerne i haven ved Nivaagaards Malerisamling eller oplevelsen med de tre vælgere, der klokken 8.00 blev indbudt til at se, at de store spande til stemmer var tomme, inden der blev sat lås på?

Det foregik ved, at valgformand Thomas von Jessen spurgte, hvem der ville med ind for at tjekke – og tre rakte hånden op, og de gik med ind og kiggede dybt i de tomme spande, der stod foran Janus la Cours maleri ”Uroligt vejr” fra 1888.

Annoncer

Og uroligt kan det måske blive senere, hvis opløbet om borgmesterposten i Fredensborg Kommune bliver så tæt, som en tidlig meningsmåling varslede for godt en måned siden.

Det er første gang, at Nivaagaards Malerisamling er valgsted, og det skyldes byggerodet i Nivå Bymidte. Normalt er det NKK-Hallen, der er valgsted – men i år er den lette lugt af sved skiftet ud med nærheden til kunst fra de seneste 500 år.

Her ses Lisbeth Jansen og Vagn Koch Jensen ved det ene valgbord – med guldalderkunst på væggene bagved. Foto: Steffen Slot

Med til historien hører, at stifteren af Nivaagaards Malerisamling, Johannes Hage, selv var aktiv som folkevalgt og opkaldt efter sin farbror, der døde som en forpint idealist i en alder af 37 år i første halvdel af 1800-tallet

Inde bag valgsekretariatets hovedbord, i museets gamle fløj, er der et portræt af redaktør Johannes Dam Hage, der udgav det liberale tidsskrift Fædrelandet. Han var en ivrig forkæmper for trykkefrihed og demokratiske rettigheder, og han døde i 1837 efter at være idømt livslang censur for sit virke som redaktør.

Så hvad er smukkest denne morgen? Opløbet er tæt, men mon ikke, at det denne valgdag den 18. november 2025 er de tomme, grønne spande til stemmesedlerne og de tre vælgere, der kiggede derned – og derefter afgav deres stemme?

Han burde være på toppen af sit virke som 37-årig mand i slægten Hage, men i de år i 1830’erne kæmpede han så idealistisk for demokrati og trykkefrihed, at han blev idømt livslang censur i 1837. Han døde samme år. Fem år senere blev Johannes Hage født og opkaldt efter sin farbror. Foto: Steffen Slot
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder