18. marts 2026

Forpagterpar klagede til Civilstyrelsen over skimmelsvamp og chikane

Civilstyrelsen modtog for et år siden en formel klage over bestyrelsen i Fredensborg Vandrerhjems Fond. Oplysningerne er en overraskelse for fondens formand, Claus Israel, der afviser klagepunkterne.

Del artiklen

En søndag aften i begyndelsen af november sidste år modtog Civilstyrelsen en mail med et opråb fra forpagterparret på Fredensborg Vandrerhjemmet. Forpagterparret Anders og Charlotte Fosvald beskrev en konflikt i samarbejdet med fondsbestyrelsen, som efter deres mening gjorde det svært at drive vandrerhjem, og de følte ikke, at Fredensborg Kommune var interesseret i at afhjælpe konflikten.

Derfor bad de Civilstyrelsen om hjælp for at håndtere det, som de oplevede som en slags chikane og som et pres for at udleje værelser, der var ramt af skimmelsvamp.

Annoncer

Det fremgår af en aktindsigt i sagen hos Civilstyrelsen. Klagen er sendt til Civilstyrelsen den 3. november 2024, derefter videresendt til Erhvervsstyrelsen, hvor klagerne angiveligt ikke fik medhold, men derimod blev opfordret til at rette en henvendelse til Fredensborg Kommune.

Og sagen har da heller ikke noget på sig, lyder det fra Claus Israel, der i de seneste år har været formand for Fredensborg Vandrerhjems Fond og nu er formand for Fonden for Fredensborg Byliv & Kultur.

Han oplyser, at han ikke er bekendt med, at der har været en klage til Civilstyrelsen, men at det er korrekt, at samarbejdet mellem bestyrelsen og forpagterne ikke har været godt i de seneste år.

Kontrolbesøg, men intet pres for at udleje med skimmel

Det har været en svær situation for fondens bestyrelse, eftersom der ikke har været overskud fra driften af vandrerhjemmet til at finansiere den nødvendige istandsættelse og modernisering, og det har udfordret samarbejdet, oplyser Claus Israel.

Han understreger, at fondens bestyrelse har forsøgt at finansiere øget vedligeholdelse, men at det ikke har været økonomisk muligt uden at fonden risikerede at blive insolvent som følge af udgifter i størrelsen 30-35 millioner kroner til en renovering og modernisering.

Derfor har vi haft nogle kontrolbesøg og sagt, at der skal være et minimum antal varmegrader

I klagen til Civilstyrelsen skriver forpagterparret, at de har oplevet et pres for at udleje værelser, der er ramt af skimmelsvamp.

De skriver også, hvordan et af bestyrelsesmedlemmerne har foretaget en slags patruljering af parkeringspladserne flere gange om ugen, hvilket de har oplevet som chikane i en periode over flere måneder.

Det afviser fondens formand, Claus Israel:

– Det passer ikke det, men vi har haft en dialog om, at der alle steder i en gammel bygning kan komme skimmelsvamp, hvis man ikke fyrer. Derfor har vi haft nogle kontrolbesøg og sagt, at der skal være et minimum antal varmegrader, og at der var steder, hvor der ikke måtte lukkes for varmen om vinteren. Gassen har selvfølgelig været dyr, forklarer Claus Israel.

Imidlertid har der været problemer med skimmelsvamp også før det nuværende forpagterpar kom til efter 2015. En bygningsrapport fra 2016, bestilt dengang af Fredensborg Vandrerhjems Fond, konkluderede dette:

”Skimmelforekomsten bag polystyrenisoleringen, udgør et indeklimaproblem og er sundhedsskadeligt. Polystyrenisoleringen vil ved brand, udvikle giftig røg.”

I den sammenhæng oplyser Claus Israel, at de nødvendige reparationer dengang er udført før han blev bestyrelsesformand.

Efterslæbet har altid været for stort

Han vil ikke gå nærmere ind i, hvordan samarbejdet kørte skævt omkring driften af vandrerhjemmet, men han oplyser dog, at bestyrelsen har søgt en dialog med forpagterparret om, hvordan fonden bedst med sin sparsomme økonomiske formåen kunne afhjælpe de udfordringer, der var i den gamle bygning.

Bag det ligger angiveligt en dialog og muligvis også uenighed om, hvordan vandrerhjemmet skulle drives, eftersom forpagterparret brugte vandrerhjemmet til lejlighedsfester og lignende for at holde økonomien kørende, hvilket ligger på kanten af vandrerhjemmets formål.

Vores fokus var at sikre, at vi ikke forærede vandrerhjemmet væk

Omvendt er vandrerhjemmet igennem årene blevet brugt til mange ting. For 10 år siden boede der syriske flygtninge i en periode, og henover denne sommer har vandrerhjemmet angiveligt været udlejet til håndværkere.

Claus Israel ønsker som formand ikke at rippe op i de samarbejdsproblemer, som han forsøgte at håndtere i de seneste 6-7 år, hvor han har været formand.

– Vi har hele tiden haft det ønske, at der skulle være en fornuftig indtægt fra vandrerhjemmet. Men der har i alle de 30 år været et efterslæb, også moderniseringsmæssigt, fordi værelserne stod med porcelænsvasker fra 1950’erne. På den anden side af vejen på Store Kro kunne man få et værelse med bad for ekstra 150 kroner.

– Vores fokus var at sikre, at vi ikke forærede vandrerhjemmet væk og endte med en likviditet, der var i minus, understreger Claus Israel, formand for Fonden Fredensborg Byliv & Kultur.

Forpagterpar betalte selv for en rapport

Af klagen til Civilstyrelsen i november sidste år medsendte forpagterparret en rapport fra Dansk Skimmel A/S. Det er en rapport, som forpagterparret selv har betalt for at få udført for to år siden i december 2023.

Rapporten beskriver et meget højt niveau af skimmelsvamp i dele af bygningen og kommer med denne konklusion:

“Årsag til skimmelvækst vurderes i høj grad at skyldes uhensigtsmæssigt materialevalg til efterisolering af våde kældervægge ved anvendelse af heriblandt polystyren, masonit, glasvæv og plastmaling, hvilket giver øget vækstbetingelser for skimmelsvampe.”

”Ligeledes ses tværgående skillevægge samt ydervæg i værelserne uhensigtsmæssigt overfladebehandlet med en diffusionslukket maling, hvilket tillader at dette afskaller og skaber øget vækstbetingelser for skimmelsvamp. Det vurderes at der i Sovesal A har været en fugtskade på væg og gulv som ikke er udbedret, hvorfor der er fundet høje niveauer af skimmelsvamp.”

TjekFredensborg har talt med det tidligere forpagterpar Anders og Charlotte Fosvald, der ikke ønsker at udtale sig.

De oplyser dog, at de i forlængelse af klagen til Civilstyrelsen og Erhvervsstyrelsen sendte en klage til Fredensborg Kommune. I den klage og kommunens svar har TjekFredensborg nu søgt aktindsigt.

Klik her for at se tidslinje i sagen

17. juni 2024: Fonden og en byder på ejendommen havde foretræde for Økonomiudvalget i Fredensborg Kommune hvor et oplæg blev forelagt. Buddet var på 14 millioner kroner og byder agtede at nedrive ejendommen og opføre nyt byggeri. Senere blev tilbuddet trukket tilbage.

3. november 2024: Forpagterparret klager til Civilstyrelsen over manglende samarbejde, lydhørhed over for problemer med skimmelsvamp og over chikaneagtig adfærd fra et bestyrelsesmedlem.

17. december 2024: Fredensborg Vandrerhjems Fond anmoder om Erhvervsstyrelsen om forhåndstilladelse til at ændre fondens formål.

20. februar 2025: Erhvervsstyrelsen mener ikke, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at formålet om at drive turistkontor ikke kan opfyldes.

26. februar 2025: Fredensborg Vandrerhjems Fond uddyber sin argumentation for, at fonden ikke kan drive turistkontor.

26. februar 2025: Erhvervsstyrelsen beder Civilstyrelsen tage stilling, da Erhvervsstyrelsen er indstillet på at give tilladelse til ændringerne.

11. marts 2025: Fredensborg Vandrerhjems Fond anmoder om hastebehandling af sagen med henvisning til, at forpagtningen udløber ved udgangen af marts. Underskriver er en advokat Pedersen fra Gammeljord Advokater.

14. marts 2025: Civilstyrelsen afviser at hastebehandle og varsler en sagsbehandlingstid på seks månder fra den 26. februar.

25. juni 2025: Civilstyrelsen beklager, at sagsbehandlingstiden på seks måneder ikke kan overholdes som følge af mange sager.

10. juli 2025: Fredensborg Vandrerhjem Fonds oplyser, at det for fonden er kritisk, da indtægterne fra forpagtningen ikke mere eksisterer, og at der er et købstilbud på 16 millioner kroner betinget af Civilstyrelsens accept og derefter Fredensborg Kommunes accept. Underskriver er Anne Birgitte Gammeljord.

11. juli 2025: Civilstyrelsen godkender vedtægtsændringerne.

Fakta

  • Bestyrelsen for Fredensborg Vandrerhjem Fond, nu Fonden for Fredensborg Byliv og Kultur, har Claus Israel Andersen som formand, og derudover sidder 1. viceborgmester Christian de Jonquiéres (FSK), Ørving Paludan, Ole Birch, Poul Juul, Niels Rasmus Jensen og Bjørn Cronquist.
  • På et lukket byrådsmøde den 1. september vedtog et enigt byråd at sige nej til at udnytte en forkøbsret til at købe Fredensborg Vandrerhjem, og byrådet accepterede, at byrådet fremover ikke kan udpege to medlemmer til bestyrelsen.
  • I oktober blev salget af Fredensborg Vandrerhjem tinglyst, og køberen er Niels Fennet, der har givet 16 millioner kroner for ejendommen. Fonden bag vandrerhjemmet har fået fondsmyndighedernes godkendelse til at blive til Fonden Fredensborg Byliv og Kultur, der ventes at få en egenkapital på 9-10 millioner kroner.
  • Ejendommen var i mange år en international kendt gymnastikskole, siden seniorhøjskole og derefter vandrerhjem.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt uafhængig lokaljournalistik, der skaber stærke lokalsamfund.

Således gik det til, at ni millioner endte afkoblet fra byrådet og styret af tre-fem personer

I processen med salget af Fredensborg Vandrerhjem til hotelejer Niels Fennet har fonden bag vandrerhjemmet fået lov til at kappe navlestrengen til byrådet. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder