14. november 2025

Hotelmilliardær har købt historisk vandrerhjem og fortæller om sine planer

Siden byrådspolitikerne sagde nej til at udnytte en forkøbsret, har det svirret med rygter om ejendommen - for hvem var ved at købe?

Share

Nu er Fredensborg Vandrerhjem solgt for 16 millioner kroner. Handlen er tinglyst og offentliggjort i begyndelsen af denne uge, rygterne har svirret længe, og for mange er det ingen stor overraskelse, at køberen er Niels Fennet, der tilbage i foråret 2013 købte Store Kro og siden har genskabt stedet som et driftigt hotel.

Han køber dog ikke for at drive vandrerhjem. Ja, faktisk har han endnu ikke de store planer for den historiske ejendom, siger han til TjekFredensborg og fortæller, at der er én primær årsag til købet.

Annoncer

– Jeg vil gerne beskytte min investering i Store Kro. Nu har vi efter en årrække opbygget en fornuftig forretning med mange glade gæster, og jeg ønsker ikke, at der i tre-fire år pludselig er byggeplads på så central en nabogrund, hvis stedet bliver solgt til anden side, forklarer Niels Fennet og tilføjer, at han ikke har aktuelle planer om at forsøge at få en ny lokalplan for området.

Hvis den gamle ejendom, hvor der har været gymnastikskole, højskole for pensionister og senest vandrerhjem skal bruges til andet end vandrerhjem, skal der laves ny lokalplan for området.

– Men det har jeg ikke aktuelle planer om. Der er 12 værelser dernede i bygningen fra 1886, der er i udmærket stand, og det sker, at vi har personale på kroen, der får fri sent efter et arrangement eller en fest, og de vil kunne gå derned for at overnatte, uddyber Niels Fennet og forklarer, at indtil videre er baggrunden for købet først og fremmest at sikre investeringen i Fredensborg Store Kro.

– Det er lykkes os at få en god forretning i Store Kro. Egentlig har det aldrig været rigtig skidt, men da vi fik udvidet med 48 værelser for fem år siden, fik vi skabt den kapacitet med værelser, der er nødvendigt for at kunne drifte en restaurant af så god og høj kvalitet i Fredensborg. Nu har vi pæne overskud, men det kan kun lade sig gøre, fordi kroen drives med de samme it-systemer, som vi bruger i CABINN, forklarer den 81-årige milliardær og tilføjer stilfærdigt, at han er travlt optaget af sit seneste projekt på Kalvebod Brygge i København.

En travl mand i København

Derfor venter han lidt med at finde ud af, hvad han vil gøre med vandrerhjemmet i Fredensborg. I København er han nemlig ved at lukke “hullet” mellem sit CABINN-hotel og den Ikea, der ligger med busterminalen på den ene side.

Derinde i København kommer 100 nye værelser, et TV Movie Center, hvor der kan optages tv-shows med publikum og produceres indhold, 5200 kvadratmeter butikker og en offentlig tagpark 19 meter over jorden – med fri adgang for alle.

Med andre ord er der gang i byggeriet derinde. Ved at købe Fredensborg Vandrerhjem sikrer Niels Fennet sig kontrol over en prominent nabogrund i en periode, hvor Fredensborg Store Kro har succes og ikke brug for forstyrrelser. Og mon ikke, at investeringen på de 16 millioner kroner også er god på den lange bane?

Fredensborg Kommune havde forkøbsret til ejendommen. Byrådet valgte i slutningen af september at sige nej til at benytte forkøbsretten. Ifølge TjekFredensborgs oplysninger skete det uden, at byrådspolitikerne på det lukkede møde blev orienteret om, hvem køberen var. Ejendommen er vurderet til godt syv millioner kroner.

Tidslinje i sagen

  • I 1930’erne, 40’erne og 50’erne lå der en internationalt berømmet gymnastikskole på Østrupvej 3 i Fredensborg. Den blev kaldt ”Den Engelske Skole” eller ”Fredensborg College of Physical Education”, og der knytter sig mange skønne kærlighedshistorier til det sted, hvor byens unge mennesker mødte og senere giftede sig med de tilrejsende gymnaster.
  • Fra midten af 1960’erne og frem til 1989 lå der en højskole for seniorer i bygningerne på Østrupvej 3, ejet af Ensomme Gamles Værn, der var forløberen for Ældre Sagen. Da det blev for dyrt at istandsætte ejendommen til seniorhøjskole, solgte Bjarne Hastrup stedet i sin egenskab af direktør for Ensomme Gamles Værn.
  • Fredensborg-Humlebæk Kommune købte dengang ejendommen for at etablere et vandrerhjem på stedet, og det blev i 1995 forankret i fonden Fredensborg Vandrerhjem, der indtil sidste år har drevet vandrerhjem på stedet med to forpagterpar igennem årene. Til sidst ønskede forpagterparret ikke at forny kontrakten, da ejendommen krævede vedligeholdelse for at sikre en fremtidig drift som vandrerhjem.
  • Har denne historie værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt uafhængig lokaljournalistik, der skaber stærke lokalsamfund.

Engang var det mødrenes skræk og døtrenes fryd

Fredensborg Vandrerhjem på Østrupvej kan meget vel være på vej mod et salg. Bygningernes tidligste historie bliver sjældent fortalt – men her sker det.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder