18. marts 2026

Klokken 19.48 skete det. Karlebo mistede endegyldigt tålmodigheden

Jeg er træt af at høre de undskyldninger. Hvis borgmesteren havde siddet her, havde jeg spurgt ham, lød det i den anden bølge af frustrationer over 15 års løfter om en cykelsti.

Del artiklen

Det begyndte stille, men da politikerne i flere runder ikke kunne forklare, hvorfor en cykelsti vedtaget til efteråret 2025 ikke var gået i gang efter 15 års snak – ja, så mistede salen på Karlebo Kro tålmodigheden.

For alle jer, der ikke var med, skete det på denne måde, da politikerne diskuterede den planlagte cykelsti mellem Avderød og Karlebo.

Annoncer

Byrådsmedlemmet Thomas von Jessen (K) fik rejst sig som en af de første og stillede sig pænt i skudlinjen for at forklare, at byrådspolitikerne var ganske overraskede over, at cykelstien står i budgettet for i år, når den ude i virkeligheden ikke er sat i gang. Han ser det som et problem, der ligger i forvaltningen, sagde han.

– Det er forholdsvis irriterende for jer, fordi I er på valg om 14 dage, lød det halvhøjt og brummende fra en af borgerne i salen.

I sidder her alle sammen – er der ikke en af jer, der kan forklare mig…

Derefter kom der en runde, hvor der fra panelet af politikere blev udtalt en ærgrelse over, at projektet med cykelstien ikke var gået i gang, men at cykelstien jo nu er i budgettet, og at pengene er fundet.

Og så var det, at klokken var blevet 19.48 i den store sal på Karlebo Kro, og en række af de fremmødte mistede tålmodigheden.

– Jeg er ikke specialist, men det er tankevækkende… I sidder her alle samme. Er der ikke en af jer, der kan forklare mig, hvorfor vi ikke har fået den cykelsti, vi har talt om i 15 år, spurgte en herre og fortsatte:

– I min virksomhed, hvis en ikke leverer fra en forvaltning, så fyrer vi ham. Det kan ikke tage 15 år at få en cykelsti, hvis pengene er der.

Svært at forklare endnu en udskydelse

I panelet var Steen Løfstrøm (DF) og Per Frost Henriksen de to politikere, der klarest trak ansvaret ind politisk.

– Det kan aldrig være andet politikernes ansvar. Hvis planen ikke er lagt, så er det vores pligt at bede om at få den plan, sagde Steen Løfstrøm og understregede, at han jo kun har siddet i byrådet i fire år og genopstiller for netop at sætte fokus på at nå i mål med de vedtagne ting.

Venstres Lars Søndergaard ridsede op, hvordan partiet var først til at presse på for en cykelsti og fik det på budgettet med en lille udgave.

Den tidligere konservative byrådspolitiker Ulla Meng Schmidt er nu opstillet for Fredensborg SocialKonservative og kom på banen, da emnet var parkeringspladser – det sket med et et konstruktivt spørgsmål til publikum. Til højre sidder Thomas von Jessen (K). Foto: Steffen Slot

– Og så kom Konservative med ganske få minutter efter, indskød Thomas von Jessen (K) hurtigt fra sin plads.

Derefter gik der nogle år med at arbejde videre med projektet og at finde pengene. I den periode blev cykelstien forsinket, fordi andre projekter havde større opbakning og flertal i andre partier.

– Hvis I vil have den cykelsti, skal I bare stemme på Venstre – så vi får større indflydelse, sagde han med et stort smil, men det kunne Per Frost Henriksen (S) i den anden ende af panelet ikke lade stå usagt.

– Der er to ting i denne her sag. Den lange, hvor Venstre var den første til at foreslå cykelstien, og så kom vi andre med. I den allersidste del er vi nået til, at cykelstien står i budgettet for i år. Og så er det altså politikerne, der tager ansvaret for, at det ikke er sat i gang. Det er sådan, mit firma kører, sagde Per Frost Henriksen.

Politik er ikke en privat virksomhed

Bettina Bové (R) gav endnu et perspektiv og forklarede, at alle partier gerne vil have cykelstien, men at den type af anlæg skal finansieres af de penge, der er tilbage, når de vigtigste kerneopgaver af løst – børn, skole og ældre.

– Det kan godt se ud som om, at vi er meget enige i panelet, men jeg kan godt fortælle jer, at når vi skal blive enige om, hvorfra pengene skal komme til en cykelsti – så er vi rygende uenige, og det er jo derfor, at det nogle gange kan tage tid, fordi vi ikke er en privat virksomhed, forklarede hun med henvisning til, at politik er at forhandle og prioritere.

Jeg græmmes, når jeg hører, at cykelstien ikke er sat i gang endnu. Jeg kan ikke holde ud at tænke på de ulykker, der kan ske, lød det fra Josée Linnemann fra Moderaterne, hvis slogan er “Vi kan godt gøre det lidt bedre”. Til venstre sidder Steen Løfstrøm (DF) Foto: Steffen Slot

Thomas Elgaard, byrådskandidat for Liberal Alliance, har tidligere siddet i byrådet for Venstre, og han bemærkede, at der bliver lavet en implementeringsplan efter budgettet, hvorefter forvaltningen er nødt til at følge den. Men da han ikke sidder i byrådet nu, kender han ikke til detaljerne.

Borgmesteren, den øverste chef for politikerne

Derefter kom 2. runde med afsæt i den tålmodighed, der er væk. Endnu engang fra en herre blandt de fremmødte:

– Jeg er træt af at høre de undskyldninger, sagde han med tryk på ”træt”.

Jeg sparker ikke nedad – det er et politisk ansvar

– Hvis borgmesteren havde siddet her, havde jeg spurgt ”Hvorfor kan du ikke få det til at fungere? Du er den øverste chef blandt politikerne, du burde kunne få cykelstien sat i gang”. Nu har vi hans kollega, Per. Har du en kommentar til det?

– Jeg vil gerne gentage, at vi skal kigge indad, jeg sparker ikke nedad – det er et politisk ansvar. Nu er det i budgettet og skal udføres, og vi skal have lavet cykelstien næste år, lød det fra Per Frost Henriksen i debatten.

Politikerne var på forhånd varslet om de tre emner cykelsti, parkeringspladser nær kroen og planerne om et rensningsanlæg.

Flertal mod flere asfaltbåse mellem kro og idræt

Karlebo Kroforening havde arrangeret vælgermødet, hvor der var et begrænset antal pladser, og det overraskede nogle tilhørere, der kom til Karlebo Kro op til vælgermødets begyndelse klokken 19.00. De blev afvist, da brandmyndighederne kun havde godkendt lokalet til et vist antal mennesker.

Dermed var der heller ikke så stort et pres på parkeringspladserne, men manglende p-pladser er ofte et problem, fortalte Søren Sparkov, der stadig ejer bygningerne Karlebo Kro og i nogle år har bortforpagtet krodriften.

I takt med de gode udvidelser af idrætsanlægget bør politikerne anlægge flere parkeringspladser, lød opfordringen men det var der generelt ikke stemning for.

– Jeg ville elske at give dig ret – jeg oplever ikke så ofte, at der reelt mangler de parkeringspladser, og jeg vil være ked af, at vi laver parkeringspladser på de områder, hvor vi kan lave fællesaktiviteter, sagde Cæcilia Nilsson, der er Kristendemokraternes spidskandidat og selv bor i Karlebo.

Jeg ville hellere sende mine børn ud langs Slotsherrens vej i Vanløse end herude. Vi skal ikke nå dertil, at vi siger, at den ulykke kunne være undgået, sagde Cæcilia Nilsson (KD) om cykelstien – her med Thomas Elgaard (LA). Foto: Steffen Slot

Konservative, Venstre og Liberal Alliance var forsigtigt imødekommende for også at støtte op om erhvervsvirksomheder, men de var ikke glade for ”sort asfalt”. Så hellere nogle fleksible grønne arealer, lød det, imens de andre partier ikke rigtig mente, at det var en kommunal opgave at lave parkeringspladser til en virksomhed.

– Vi skal have de unge væk fra skærmene og ud at bevæge sig, og der er en fantastisk kultur herude, den skal vi bevare, sagde Thomas Elgaard, imens Josée Lindemann fra Moderaterne positionerede sig midt imellem med en vis forståelse for, at der er fordele ved at kunne finde en parkeringsplads nær såvel selskaber på kroen og idrætsfaciliteter.

Opbakning til at løse p-problemer nær skole

Ulla Meng Schmidt fra Fredensborg SocialKonservative bemærkede, at hun på vej ind havde set, hvordan folk ikke parkerede særlig godt i båsene, så måske de kunne mærkes bedre op?

– Da jeg så, at vi skulle tale om parkeringspladser, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle mene. Kom med nogle gode forslag til hvor parkeringspladser kunne være, sagde hun henvendt til salen, og så gik det hurtigt endnu engang.

Ved de nye cricketbaner ligger nemlig et asfaltareal, der er så tæt på skolen og børnehaverne, at det kan bruges også til at aflaste de to offentlige steder. I morgentimerne og ved arrangementer er der behov for pladser. I første omgang kræver det umiddelbart kun en opmærkning og måske lidt småreparationer, lød det.

Og den ide blev noteret og nød opbakning i hele panelet, og så bliver det spændende at se, om det sker og hvornår det sker.

Aftenen på Karlebo Kro sluttede med debat om rensningsanlægget. Positionerne ændrer sig ikke rigtigt, så hvis I interesserer jer for den del, kan I læse artiklen fra vælgermødet i oktober på KulturStationen via dette link.


Din guide til at få overblik: Mød partiernes topkandidater

Hvad mener spidskandidaterne, når de bliver spurgt om, hvad der er vigtigst for dem? Få her et overblik i TjekFredensborgs interviews med de 12 spidskandidater. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder