”Grundet flere omstændigheder…”, står der et stykke nede i dagsordenen for politikernes møde i Økonomiudvalget på mandag den 16. marts, og derefter fortsætter teksten:
”… er tidsplanen for skole, sportshal og bibliotek løbende udfordret. Hovedentreprenøren overholder pt. ikke den gældende hovedtidsplan, og Fredensborg Kommune har varslet dagbøder”.
Dagsordenen for politikernes møde er offentliggjort dagen efter, at mange af byrådspolitikerne deltog i rejsegildet for Generationernes Hus i Nivå – en festlig dag med en hyldest til håndværkerne, der har knoklet hele vinteren.
Desværre ikke uden at løbe ind i forsinkelser. De var umiddelbart ikke opstået i sensommeren, da der var fremvisning på byggepladsen forud for kommunalvalget. Teksten til politikerne uddyber ikke de konkrete årsager til forsinkelsen af byggeriet, der skal stå færdigt i sommeren 2027.
”Der er pt. dialog med entreprenøren om mulige løsninger. Der foreligger dog en væsentlig risiko for, at byggerierne kan blive forsinket i forhold til den aftalte tidsplan. Indtil andet måtte blive forhandlet, er den nuværende aftale og tidsplan dog fortsat gældende”, lyder det i orienteringen til politikerne, der mandag får mulighed for at stille uddybende spørgsmål.
En forsinkelse er træls af flere årsager, eftersom det er planen, at Endrupskolen efter sommeren 2027 skal renoveres for asbest i tagfladerne, og at eleverne i perioden med renovering skal køres til den nuværende Nivå Skole nord på Mariehøj, når eleverne er kommet på plads på den nye skole i bymidten.
Desuden er kommunens økonomiske situation bundet op på, at der sker salg af den nuværende gamle skole på Mariehøj for at finansiere den nye skole.
Fakta om byggeriet
- Generationernes Hus i Nivås nye bymidte skal stå klar i sommeren 2027 med en ny skole med plads til 1000 elever, moderniseret bibliotek og en udvidelse af NKK-Hallen.
- Projektet er tegnes af et team bestående af C.F. Møller Architects (totalrådgiver), GPP Arkitekter, NERD architects og AFRY.
- Hansson og Knudsen er hovedentreprenør med en kontraktsum på godt 410 millioner kroner, og den samlede kommunale udgift for Fredensborg Kommune er 650 millioner kroner.
Se billederne: Rejsegilde på skole til 1000 børn

Når man stod og kiggede sig omkring i det højloftede rum, havde man brug for lidt hjælp til at forestille sig, hvem der skal være hvor. Læs mere
Fik I læst? Sådan fordeler udgifterne sig. 160 millioner er brugt, rådgiver har fået…

Den samlede udgift til Generationernes Hus er 650 millioner kroner. Få her overblik over tallene. Læs mere






