18. marts 2026

Forstå hvorfor der skal spares, selvom økonomien er god

Det er voldsomme besparelser, der beskrives i årets sparekatalog, men de mest upopulære kommer næppe i spil i et valgår – også fordi økonomien grundlæggende er sund.

Del artiklen

For et par måneder siden var der lagt op til besparelser på 15 millioner kroner for at overholde den såkaldte serviceramme, men så kom en god aftale mellem regeringen og kommunerne, og derfor skal Fredensborg Kommune for første gang i flere år ikke spare, fordi servicerammen skal overholdes.

Problemet dette år handler om likviditeten. Det er lidt som hvis man køber en ny sofa og har valgt at betale kontant i stedet for på afbetaling. For de fleste mennesker vil der være lidt lavvande i kassen de næste par måneder, og dermed handler det mest om, hvor stor en chance, man tør tage. For hvad nu hvis køleskabet også går i stykker? Så kan der komme minus på kontoen.

Annoncer

For Fredensborg Kommune er udfordringen, at politikerne er i gang med at bygge en ny bymidte i Nivå, hvor en stor del af regningen for Generationernes Hus med ny skole og moderne bibliotek skal betales af kommunekassen. I øjeblikket er kommunens kassebeholdning over 300 millioner kroner, men når regningerne for anlægsprojekterne er betalt, falder den til 65 millioner kroner i begyndelsen af 2027.

Og det er lidt for lavt i forhold til politikernes målsætning om, at der altid skal være 100 millioner kroner i kassen, regnet som gennemsnit over en periode på 12 måneder. Da politikerne sidste gang besluttede sig for et større kassedyk, skyldes det også et skolebyggeri – nemlig skolen på Vilhelmsro.

Et 10 år gammelt spøgelse

Byggeriet af skolen holdt budget, men andre udgifter overraskede, og dermed var Fredensborg Kommune for 10 år siden pludselig landets fattigste målt på kassebeholdningen, faretruende tæt på at komme under den grænse, hvor en kommune kommer under administration.

Fortiden spøger, selvom den økonomiske situation i dag er bedre end for 10 år siden. Fredensborg Kommune har tilbagebetalt gældsposter for en halv milliard kroner, og der er egentlig ingen grund til at spare på driftsbudgettet, fordi det hænger nogenlunde sammen trods pres på det specialiserede område.

Udfordringen er først og fremmest anlægsudgifterne, men det kan også være alvorligt nok.

Den røde streg er kommunens kassebeholdning, hvis politikerne ikke laver besparelser på næste års budget. Da politikerne for 10 år siden tillod et lignende kassedyk, dog dybere, endte det med en meget hård opbremsning – og det ønsker ingen igen.

”Normalt vil administrationen ikke anbefale at løse en likviditetsudfordring med driftsbesparelser, da en likviditetsudfordring er midlertidig, hvor driftsbesparelsesforslag er varige”, skriver forvaltningen i et oplæg til politikerne, der fredag og lørdag i denne uge har været på budgetseminar.

Alle skuffer er tømt for småpenge

Problemet er blot, at politikerne har drejet på de lette håndtag til at håndtere en likviditetskrise, og det er fx sådan noget som at udskyde planerne om at flytte Fredensborg Bibliotek i stueetagen.

En anden ting er ikke at sige særlig meget om 2. etape af det 12 år gamle byfornyelsesprojekt ”Den Grønne Slotsby” og desuden arbejde grundigt, men ikke hurtigt, når der skal bygges nye daginstitutioner.

Desuden er de årlige anlægsreserver på budgetterne stort set inddraget på forhånd, og for første gang i mange år budgetterer kommunen igen med salgsindtægter fra grunde – det har ellers været en lærestreg fra 00’ernes fest og fald med finanskrisen, at jordsalg er indbringende, når det lykkes, men kun usikkert kan budgetteres.

Derfor slipper borgerne næppe ikke for mindre besparelser med dette års budget for at undgå, at kassebeholdningen om halvandet år dykker så lavt, at kommunen skal ud i pludselige og akutte opbremsninger.

Omvendt kan denne type af budgetudfordringer, hvor alle tænker, at det ikke bliver slemt, give et uforudsigeligt forløb, hvor vindere og tabere udpeges til sene forhandlinger – uden at borgerne egentlig kan forudsige eller nå at kommentere på, hvad der er i spil.

Her kan man se, hvordan kommunens samlede gæld er faldet voldsomt på 10 år. I samme periode har anlægsbudgettet ligget lavt.

Fakta

  • TjekFredensborg vil i de kommende uger følge budgetforhandlingerne tæt og beskrive nogle af de ting, der kan komme i spil som besparelser. Hvis I har input, er det nu, I skal påvirke den demokratiske samtale med debatindlæg. Skriv til debat@fredensborg.dk

Siden ovenstående punkt blev skrevet i faktaboksen, er budgetforliget blevet indgået og vedtaget – læs om resultatet her.

  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Fik I læst? Har den garvede strateg forført de to nye? Nej, nej, lyder det

En klokkeklar analyse og et politisk signal om samarbejde hen over midten ligger til grund for, at Moderaterne og Radikale Venstre indgår valgforbund med Socialdemokratiet, forklarer de to partier.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder