For en del år siden var Michael Olsen til et borgermøde om bevaringsværdige huse, og han fik en fin lille bog i hånden, der forklarede en masse om, hvordan man vedligeholder gamle bygninger. Han husker, hvordan en af værterne til mødet tog ordet og sagde, at folk ikke skulle have dårlig samvittighed, fordi kommunen heller ikke selv var for god til at vedligeholde sine bygninger, ej heller de bevaringsværdige.
Men selvfølgelig var der på mødet en klar opfordring til at sikre vedligeholdelsen af de bevaringsværdige bygninger. På det tidspunkt var det bare for sent med Michael Olsens barndomshjem på Endrupvej 56, der var i forfald og ramt af skimmelsvamp.
Hovedbygningen, der er opført 1782, navngav den forrige ejer i 1936 navnet Djawa efter en plantage, han havde haft på Java. i 1980’erne og 1990’erne var Djawa en af de gårde langs Endrupvej, som ikke blev fuldt udstykket til boliger. I de samme år var det svært at tjene penge som en lille, dansk frugtavler.
Tagvandet løb ind under huset, da det står på kampesten
– Min far havde heller ikke sådan en bog om at vedligeholde bevaringsværdige bygninger, da han stadig levede og passede på sin ejendom. Han var landmand, frugtavler, og det betød, at han selv lavede tingene på sin gård – og det var nok ikke altid, at han fik lavet tingene helt rigtigt på et gammelt hus fra slutningen af 1700-tallet, fortæller Michael Olsen om sin far, frugtavleren Hans Otto Olsen.
Han døde i 2012 som 97-årig, omtrent i de år, hvor kommunen for alvor satte fokus på de bevaringsværdige bygninger. På det tidspunkt var det mange år siden, at Djawa var blevet ramt af en vandskade fra et tilstoppet nedløbsrør.
– Tagvandet løb ind under huset, da det står på kampesten. Det blev udbedret ved hjælp af blandt andet dampfolie, hvilket betød at skimmelsvampen fik god grobund til at udvikle sig i det gamle hus, husker han.
Den kolde skulder kom pludselig frem
Michael Olsen er kørt til Endrupvej for at vise Djawa frem, og han har selskab af Jens Ross Andersens søn Martin Ross. Egentlig bryder de sig ikke om at være på ejendommen, der minder dem om en drøm, der er svær at udfolde, og de har også en frustration over, at det er umuligt at dæmme op over for hærværk.
Ejendommen viser de frem, fordi de gerne vil fortælle historien om, hvordan de har oplevet 20 års dialog med kommunen med det formål at udvikle arealet med boliger. For så længe har der været dialog, fastslår de, og undervejs har der også været opbakning at spore.
I 2017 afgjorde Plan- og Landdistriktsstyrelsen, at arealet kan overføres til byzone, og så sent som i 2024 vurderede forvaltningen på Fredensborg Rådhus i forbindelse med Planstrategi 2036, at ”Udbygningen af boliger på Endrupvej 56 ligger inden for det påviste behov for nye boliger i Fredensborg By”.
Men politisk blev der sagt nej.
Bedst var dialogen tilbage omkring årtusindeskiftet, hvor deres far overvejede at sælge til Fredensborg-Humlebæk Kommune, der så selv kunne stå for at udvikle et boligprojekt og derefter tjene pengene på at få arealet overført fra landzone til byzone.
Da deres far sagde nej til at sælge store jordarealer for mellem 1,5 og to millioner kroner, kølnedes interessen voldsomt, selvom argumenterne var de samme – at det vil være naturligt at ”huludfylde” arealet, der på tre sider er omgivet af villaer. Sådan er oplevelsen hos familien, der samtidig fortæller, at de mange gange igennem årene har været i tæt dialog med kommunen om at udvikle området.
Ekspropriation varslede de svære år
Men inden vi går ind i den del af historien, skal vi først have fortalt ejendommens historie sådan som Michael Olsen husker den som et af de tre børn, der voksede op hos frugtavler Hans Otto Olsen og moderen Bente.
Jeg kan huske, at meget af salget kom fra gårdsalg, men jeg kan aldrig huske, at priserne steg
Det var ret fantastisk, fordi ejendommen dengang havde frugttræer også ud på den anden side af den offentlige sti, der blev lavet i 1970’erne. Ved høsttid var kælderen fyldt med æbler, og der var gang i driften, men som årene gik, blev det sværere og svære at drive ejendommen.
– Jeg kan huske, at meget af salget kom fra gårdsalg, men jeg kan aldrig huske, at priserne steg. Det var altid samme pris for æblerne, og da cykelstien blev anlagt og delvist gravet ned i terrænet, skar den fars jord over i to, og det blev sværere at udvikle ejendommen som landbrug, fortæller Michael Olsen, imens han med nevøen Martin Ross viser rundt på ejendommen, der er i stærk forfald.
Rundt i græsset ligger plastbægre fra de unges fester, og der er tomme snuspakker ved nogle af vinduerne, der engang var dækket af træplader. Nu har ejerne opgivet at holde ubudne gæster ude. I de seneste år er pladerne hele tiden blevet fjernet.
Respekten for de, der ville dø på ejendommen
Michael Olsen og Martin Ross fortæller, at pengene blev små i takt med, at deres far og morfar blev ældre. Ved årtusindskiftet var Hans Otto Olsen 85 år gammel, og selvom han omkring år 2002 lavede et generationsskifte og videresolgte ejendommen til sine tre børn, var det med den aftale, at han og hustruen Bente kunne blive boende, indtil de døde.
Og sådan gik årene indtil 2018, hvor Michael Olsens mor døde. Til sidst var ejendommen i så dårlig tilstand, at selv hjemmeplejen klagede over skimmelsvampen. To ting var afgørende for, at familien ikke gjorde mere.
For det første ville de gerne leve op til løftet om, at deres forældre kunne blive boende på ejendommen, der var deres livsværk.
– På et tidspunkt var jeg i kontakt med kommunen om at hjælpe min mor, der efterhånden havde svært ved at klare sig selv, og derfor havde brug for mere hjælp, og at der blev taget nogle beslutninger for hende, men spørgsmålet kom med det samme – er hun umyndiggjort? Og nej, det var hun ikke, husker Michael Olsen om den tid, hvor familien skulle navigere i at respektere de aldrende familiemedlemmers selvbestemmelse og behovet for at foretage beslutninger.
Den anden ting handlede om økonomi.
– Det var jo også et spørgsmål om, at der ikke var penge til at gøre særlig meget, med mindre I kom videre med planerne om at udstykke og udvikle grunden, indskyder nevøen Martin Ross, der sammen med sine to søskende har overtaget sin mors ejerandel.
De forsøgte at leve op til ønskerne
I 2018 var status, at familien satsede på dialog med kommunen om at udvikle ejendommen til boliger, men det trak ud, og i påskeferien for tre år siden skaffede ubudne gæster sig adgang til ejendommen, festede og kastede store dele af inventaret ud af vinduerne.
Derefter blev der sat plader for vinduer og døre, men de er – som bekendt – revet af.
Kommunen ønskede udbygning med flere tilflyttere, og derfor ændrede vi det til at være flere, men mindre grunde
– Vi oplever, at hver gang vi er i dialog med kommunen, får vi pæne svar tilbage, men altid lige på kanten af, at vi bliver lovet noget, siger nevøen Martin Ross og fortæller, at familien engang omkring slutningen af 00’erne præsenterede et forslag om at udstykke ejendommen i relativ få parceller.
– Men så fik vi besked på, at kommunen ønskede udbygning med flere tilflyttere, og derfor ændrede vi det til at være flere, men mindre grunde, uddyber han og fortæller, at familien også – på opfordring – har brugt tid og ressourcer på at skitsere et meget ambitiøst projekt med at tage landområderne uden for den offentlige sti med og inddrage mulighederne for at bebygge arealerne omkring Endrupvej 64, som kommunen ejer.
– Men da vi var i dialog omkring det, endte vi også med at få et nej, fortæller Martin Ross og tilføjer:
– Vi har hele tiden haft en forventning om, at der snart ville ske noget, fordi ejendommen er et oplagt sted til det, som i fagsprog kaldes huludfyldning. Og når vi kom i gang med et projekt, ville vi få råd til at gøre noget ved hovedbygningerne.
Trafikken øges kun to procent
Her lægger familien dog ikke skjul på, at efter moderens død i 2018 har det ikke været en realistisk plan at sætte bygningerne i stand og bevare dem. I dag vil det være for dyrt.
Undervejs i samtalen konkluderer Michael Olsen, at dialogen siden 2002 har været præget af, at familien beholdt ejerskab til jorden. Men tilbage omkring 2002 var der et stort flertal i byrådet for at udvikle området.
– Det er rigtigt, at vi dengang tænkte på, hvorfor vi skulle sælge så billigt og lade andre få gevinsten. Så vi lavede en familieoverdragelse, og siden har det været svært at komme igennem, og hvor området engang lå først på listen over mulig byudvikling, er det blevet tovtrækkeri, hvor vi oplever, at det mere handler om hvem der ejer jorden, end om det er et oplagt sted at lave boligudbygning, siger han og fortsætter:
– For trafikken på Endrupvej betyder 20 senioregnede boliger jo ikke noget – kun to procent flere biler.
Læs mere om sagen under billederne og kom gerne med kommentarer til, hvad I mener om emnet. Skriv til debat@tjekfredensborg.dk
Fakta
- I en tidlig projektbeskrivelse skitserer Lind og Risør i samarbejde med ejerne 10 boliger på cirka 114 kvadratmeter og 10 boliger på cirka 137 kvadratmeter, alle i et plan. Der planlægges carport med plads til en bil og et udhus, og derudover er der 23 parkeringspladser i bebyggelsen.
- Ejendommen, der ligger på Endrupvej 56, blev senest handlet i 2013 som familieoverdragelse for 1,5 millioner kroner. Før da blev ejendommen handlet i 2003 for 2,2 millioner kroner, ligeledes familieoverdragelse. Arealet er godt 12.000 kvadratmeter, og der er tale om den del, der ligger inden for den offentlige gang- og cykelsti.
- Hvis arealet kommer med i kommuneplanen med henblik på overførsel til byzone, vil der komme en yderligere høring under lokalplanarbejdet, inden et projekt kan realiseres.
Fik I læst? Fra luften ligner arealerne hinanden, men noget bliver til guld, andet til vildnis
Naboerne til Djawa og ejerne på Endrupvej 56 ser gerne, at der snart sker noget med vildnisset og de forfaldne bygninger. Hvad bremser egentlig planerne om at bygge, når andre projekter går igennem?
