18. marts 2026

Imens borgerne klager over huller i vejene, pruster asfaltfirma over “bodsregime”

En aktindsigt viser, at Fredensborg Kommune de seneste år har skruet bissen på over for asfaltfirmaet Colas, der får omkring seks millioner kroner årligt. På fire år har firmaet lagt 10-11 kilometer ny asfalt.

Del artiklen

I de seneste par år har samarbejdet mellem kommunen og asfaltfirmaet Colas været lige så bumlet og fuld af huller, som kritikerne mener, at asfaltens kvalitet er i Fredensborg Kommune. Det viser en aktindsigt og en gennemgang af en korrespondance, hvor Colas klager over, at der er indført et bodsregime.

Forvaltningen i Fredensborg Kommune har derimod det synspunkt, at asfaltfirmaet på en række punkter ikke lever op til kontrakten, og det udløste i foråret en bod til Colas på 280.000 kroner, som ifølge mødereferaterne blev konverteret til asfaltarbejder. Det er blot en af flere interessante oplysninger i den aktindsigt, som TjekFredensborg har fået.

Annoncer

I 2013 blev der lavet en aftale mellem Fredensborg Kommune og asfaltfirmaet Colas, der over en 15-årig periode skulle genoprette asfalten på kommunens veje og stier til en vis standard og derefter vedligeholde den.

Ideen var, at politikerne ikke fra år til år kunne spare midlertidig på vedligeholdelsen af vejene for at bruge pengene på andre ting, der var akutte eller bare sjovere at bruge penge på. Spørgsmålet er imidlertid, om modellen har været god eller dårlig?

Faktum er, at der er en del kritikere af asfalten derude, og en af dem – Thomas Elgaard fra Liberal Alliance – beskriver meget malende, at kørsel på Vejenbrødvej minder ham om indflyvningen til Stockholm i let turbulens.  Umiddelbart er aftalen med Colas ikke blevet evalueret undervejs i årene siden 2013.

Da bodsregimet blev indført…

Hen over sommeren 2023 var dialogen mellem Colas og Fredensborg Kommune så ophedet, som den kan være, når parterne ved, at de skal samarbejde i mindst fem år endnu.

Kommunen havde sendt bodsopkrævninger for over 200.000 kroner til Gældsstyrelsen, men Colas argumenterede imod og mente, at nogle af sagerne var opgjort på et fejlagtigt grundlag.

Emnet var slaghuller i asfalten, hvor Colas er kontraktligt bundet til at reparere dem inden for en fastsat tid, alt afhængig af kategorien af vejene. Colas endte med at betale 70.000 kroner, da Colas ifølge aktindsigten argumenterede med, at hvis kommunen i en årrække ikke havde benyttet sig af en ret til at opkræve bod, kunne kommunen ikke pludselig ændre praksis.

Her fandt kommunens eksterne advokat, at Colas havde en god juridisk pointe, og derfor blev der indgået et forlig, hvorefter Colas angiveligt accepterede, at kommunen fremadrettet ville holde nøje øje med, om slaghuller hurtigt blev repareret.

I den periode lå det begge parter på sinde, at dialogen og samarbejdet blev genskabt, men siden 2023 har det alligevel udløst yderligere bodsopkrævninger i foråret på de førnævnte 280.000 kroner.

Ny asfalt på godt 100 kilometer

Da aftalen med Colas blev præsenteret for 12 år siden, blev der på pressemødet med de store asfaltmaskiner nær Lønholt fortalt, at 230 til 330 kilometer af kommunens veje og stier i de kommende år ville blive vedligeholdt og ført op til en minimumsstandard.

Det fremgår af artikler fra dengang i både Frederiksborg Amts Avis og Uge-Nyt.

Af en opgørelse, som TjekFredensborg har fået aktindsigt i, fremgår det, at der i perioden fra 2013 og til nu i bedste fald er lagt ny asfalt på 110-120 kilometer veje og stier.

Det er naturligt, at en entreprenør med en funktionskontrakt laver mest i begyndelsen af en kontraktperiode. Men der er langt fra pressemødets løfter om at vedligeholde og forny 200-300 kilometers veje og stier og til dette søjlediagram, der viser længden på veje, der rent faktisk har fået ny asfalt i perioden.

En oversigt over udbetalinger til Colas viser, at asfaltfirmaet har fået udbetalt 23 millioner kroner de seneste fire år, hvor der er lagt knap 11 kilometer ny asfalt, hvis vi runder op.  På det regnestykke er der nogle overordnede forklaringer, men tilsyneladende ingen analyse af eller opgørelse over, hvad Fredensborg Kommune reelt har fået for de årligt omkring seks millioner kroner, heraf en million kroner årligt i tillæg til funktionskontrakten.

TjekFredensborg har kun bedt om tallene for udgifter til Colas fra 2020 og frem, og årene 2020 og 2021 var lidt billigere med årlige udgifter til Colas på cirka 4,5 millioner kroner.

Det hele handler om middelskadepoint

Hvis man undrer sig over, at der i de seneste fire år kun er lagt 12 kilometer asfalt, skyldes det aftalens fokus på at vedligeholde vejens tilstand på et niveau, der er beskrevet i en såkaldt funktionskontrakt, hvor en entreprenør får ansvaret for både vedligeholdelse og drift af vejbelægninger over en længere periode – typisk 10-15 år.

”Funktionskontrakten fokuserer på resultatet – altså hvordan vejen skal fungere og fremstå. Funktionskravene er typisk knyttet til jævnhed, antal huller, udbedringstider mm. Funktionskravene er i vores kontrakt er differentieret fra vejenes funktion. Jo mere betydende vejen er, des skrappere krav”, forklarer Jacob Wrisberg, teamleder i Trafik i Fredensborg Kommune.

Han fortsætter med at give et overordnet perspektiv:

I en periode har det været Vejdirektoratet, der har gennemkørt vejene for at uddele middelskadepoint. De er samlet her og viser, at asfaltfirmaet efter kontraktens indgåelse i 2013 reducerede middelskadepoint væsentligt på især de vigtigste færdselsårer.

”Betaling til entreprenøren er knyttet til, at vejen opfylder funktionskravene i hele kontraktperioden. For løbende at holde øje med om servicekravene er overholdt, laves blandt andet målinger af skadespoint. Så længe vejenes tilstand opfylder de opstillede krav er entreprenøren ikke forpligtet til at lægge asfalt på vejen.”

Dernæst forklarer han, at entreprenøren har vundet kontrakten på at opfylde servicekravene med en pris, der var fordelagtig, da udbuddet blev lavet. Betalingerne falder som faste årlige betalinger uanset omfanget af årets arbejder.

”Entreprenøren skal ofte selv finansiere større vedligeholdelsesarbejder i starten hvor udgiften til at holder serviceniveauet overstiger betalingerne, og får først sin investering tilbage over tid via de løbende betalinger. Hvis kravene ikke er opfyldt, kan der ske fradrag i betalingen eller bod”, skriver Jacob Wrisberg og tilføjer:

”Den daglige varetagelse af kontrakten og dialogen med Colas varetages af Nordsjællands Park og Vej.”

Kan det gøres lidt bedre? Eller meget bedre? Deltag i debatten med synspunkter – send en mail til skrivtil@tjekfredensborg.dk eller ring på telefon 40826851.

Her ses asfalten i Karlebo i slutningen af juni måned, og sådan er asfalten mange steder på de veje, der er kategori 3 og 4. Foto: Steffen Slot

Fakta

Efter cykelløbet Copenhagen Sprint i juni måned, hvor især Præstemosevej blev kritiseret for dårlig asfalt, har TjekFredensborg i en række artikler undersøgt tilstanden af kommunens veje.

Med hjælp fra input fra læserne har TjekFredensborg givet en eksempler på steder, hvor asfalten er dårlig, og hvor der i længere tid har været huller i asfalten.

Det er ikke lykkes at finde en evaluering af den kontrakt med Colas, der har eksisteret i godt 12 år og udløber i 2027. Aftalen blev indgået med det formål at genoprette asfalten i kommunen til en minimumsstandard.

Har Denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder