18. marts 2026

“Det er ikke et job, man er blevet tyk og fed af”, sagde han tre år før lukning

For nylig blev der lavet trafiksanering på det sted, hvor Grønholtvej fører ud til Fredensborg Kongevej. I næsten 40 år lå der en købmandsforretning i bygningen på hjørnet.

Del artiklen

Da Kjeld Hansen blev brugsuddeler i Lønholt i 1958, var butikken 35 kvadratmeter, og det var ret tilfældigt, at han endte begyndte at arbejde i landsbyen, som var et levende sted med en af oplandets dygtigste smede.

Ligesom smeden oplevede Kjeld Hansen både de gode tider, og at han til sidst måtte lukke og slukke efter at have ”taget penge med på arbejde”. Sådan var det dog ikke i august 1988, hvor han selvsikkert kunne fejre sit 30 års jubilæum i en brugs, der var vokset til 310 kvadratmeter.

Annoncer

Omsætningen var seks en halv million kroner årligt, og man kunne handle i brugsen allerede fra klokken 7.30 om morgenen. Med deltidsansatte havde Kjeld Hansen fem ansatte og heldigvis den glæde , at mange pendlere handlede til og fra arbejde. Desuden var købmandsforretningen nyligt renoveret.

Han blev ”ikke tyk og fed af” jobbet, som han sagde i et interview, men han og familien kunne leve af det. To år senere kom meldingen ovenfra: Omsætningen var for lav, og Lønholt Brugs skulle lukke.

– Jeg kunne i min alder ikke forvente at få noget andet job. Og arbejdsmarkedet stiller sig bestemt ikke i kø for at headhunte mig. Så derfor var min reelt eneste chance at få bestyrelsens opbakning til, at jeg overtog butikken med alle forpligtelser, fortalte han dengang.

Købmand med overskud til omsorg

I årene op til, at Kjeld Hansen overtog købmandsforretningen, var den plaget af indbrud. Det førte til adskillige omtaler i aviserne – især da der var ubudne gæster i brugsens ølkælder.

En nabo opdagede det og forsøgte at stoppe to unge mænd, men de slap væk i en sort bil efter at have kastet en ølflaske mod den 60-årige nabo, fremgår det af en artikel i Frederiksborg Amts Avis i januar 1989.

I samme avis fortalte Kjeld Hansen tre år senere, at omsætningen var steget 20 procent, efter at han var blevet selvstændig med forretningen. De seks år gamle kølemontre skulle han dog selv tilbagebetale, og derfor var indtjeningen ikke så god.

Kjeld Hansen var også en venlig herre – han lod stadig en af sine ansatte køre ud med varer til de kunder, der ikke selv kunne komme til købmandsforretningen i Lønholt.

– Det er medlidenhedskunderne. Der er ikke så mange, men de skal også have deres, fortalte købmanden i Lønholt i 1992.

Mange har forsøgt at genoplive hjørnet

Fire år senere gav han op. En efter en var køle- og frysemontrene gået i stykker, indtjeningen stagnerede, og forretningen inklusiv lagerfaciliteter og to boliger på første sal blev sat til salg for 1,5 millioner kroner, skrev Helsingør Dagblad.

I årene efter solgte Jensen & Karlsen toiletter og brusebatterier fra ejendommen og senere kunne man køre forbi for at købe Caballo Rideudstyr fra den gamle brugs.

En periode var der fotoatelier i ejendommen, hvor Carina Fischer blitzede børnefamilierne omtrent på det samme sted, hvor fartbøllerne blev ”blitzet” ude på Fredensborg Kongevej, som journalisten ganske vittigt skrev.

I 2007 flyttede mediehuset Bageriet Biz ind for at tilbyde effektiv markedsføring på internettet, og i nogle år fra 2013 fristede Gitte Bornhøft med ”Gittes Mad & Delikatesser”. Senest har ”Den Grønne Kylling” ligget i ejendommen, der nu står tom i stueetagen.


Det 300 år gamle bøgetræ gav sin hemmelighed, da det var døende og gartneren kom

Hvad er chancen for at fælde et 300 år gammelt bøgetræ og finde en konges navnetræk skjult i stammen? Det skete i 1953.

Fakta

Ugens godnathistorie er tænkt som lokalhistorisk læsestof, der giver et lille smil på læben og slutter dagen med den pointe, at der sker nye ting hver eneste dag – men meget er tematisk det samme. Og ja, de små artikler kan også læses til morgenkaffen…

Fredensborg Arkiverne ligger i den nordlige del af rådhuset i Kokkedal og udgør en enestående lokalhistorisk samling. Materialet til denne artikel er fundet på arkivet, der kan kontaktes via telefon 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk

Tak til Knud Rauff Nielsen for det fantastiske billedmateriale, som han har indleveret til arkivet fra sin tid som fast fotograf på Lokalavisen fra 1983 til lukningen i 1999.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder