Ofte er grønne områder svære at bebygge, fordi det udløser protester fra borgerne, men sådan har det ikke været med lokalplanen for en ny institution på Lystholm. Om få uger er lokalplanen på plads, og så er det egentlig bare at komme i gang med at erstatte midlertidige pavilloner i Fredensborg med en ny institution til 130 børn og 30 ansatte.
– Vi har holdt et borgermøde om lokalplanen, og nej – der var ikke særlig mange fremmødte, og der har ikke været indsigelser mod planen, så den vedtager vi, siger Lars Simonsen (R), formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget.
Lokalplanen bliver endeligt vedtaget på byrådsmødet mandag den 1. september. Den nye institution ved Lystholm skal ikke kun øge kapaciteten, men også bidrage til at gøre Fredensborg Kommune til et attraktivt sted at bo og arbejde, fastslår lokalplanen om institutionen, der i maksimalt to etager kommer til at ligge tilbagetrukket fra vejen.
Det betyder, at når man kommer kørende ind til Fredensborg ad Humlebækvej, så opleves området som grønt og åbent.
”Børnehuset i Fredensborg samt kommende, fremtidige børnehuse opføres ud fra et fælles pædagogisk koncept, således at hvert byggeri tager samme afsæt og ikke udvikles fra bunden hver gang. Som en del af det fælles koncept, er der udviklet en bæredygtighedsstrategi, som er fælles for alle fremtidige projekter, men som vil blive tilpasset de specifikke, lokale forhold, hvor institutionen placeres”, står der i lokalplanen.
Spaderne findes frem om knap to år
Men hvornår går byggeriet så i gang? I midten af 2021 begyndte det daværende byråd for alvor at fokusere på byggeriet af nye daginstitutioner, og nu er projekterne for både en ny institution i Kokkedal og i Fredensborg faktisk i udbud.
Det ventes, at byrådet inden jul kan godkende en kontrakt, oplyser Per Frost Henriksen (S), formand for Børne- og Skoleudvalget.
Derefter forventer Fredensborg Kommune at bruge godt et år på at færdiggøre projekterne, og byggestart planlægges i foråret 2027 for byggeriet i Kokkedal og efter sommerferien 2027 i Fredensborg. Altså om to år.
Dermed vil institutionen i Kokkedal være klar til børn i sommeren 2028, imens de fleste af børnene i pavillonerne i Fredensborg er begyndt i skole, når institutionen står klar i begyndelsen af 2029. Hvis tingene går som planlagt.
Fakta
- TjekFredensborg.dk følger planerne for byudvikling og fortæller om dem med et historisk perspektiv – og helst inden de endelige beslutninger tages. Det giver jer som borgere mulighed for at kommentere på planerne.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik, der skaber stærke bysamfund. Kontakt redaktionen via skrivtil@tjekfredensborg.dk








