De er blevet ”hyret” på mange forskellige måder. En har selv henvendt sig for nogle år siden og er blevet sat til at løse flere og flere opgaver, en anden er blevet “headhuntet” af fritidsvejleder Janne Lock Møller, når hun har været rundt på skoler og områdets klubber.
Fælles for dem er, at de har været en vigtig del af sommerens aktiviteter for kommunens børn og unge. De er CampChamps, hvor de er ansat til at hjælpe med at afvikle sommerferieaktiviteterne, og det giver dem et fællesskab – og en okay løn.
Mere end lønnen i Netto, smiler de, inden både Muhammad og Caroline konstaterer, at det også giver en sjovere sommer. Muhammad bemærker, at han ikke fristes til at sove hele formiddagen, og Caroline forestiller sig, at hun ellers ville sidde for meget med ansigtet i telefonen.
Fordi de har haft et sommerferiejob, fortæller de, da TjekFredensborg.dk forleden mødte dem ved bålet bag Egedalshallen i en af sommerens sidste ferieuger. Nu er det igen arbejde for de fleste voksne, børnene er tilbage i skole, men dengang for to uger siden – ja, der havde holdet af CampChamps travlt.
– Jeg har været med i Kreaværkstedet, og det var sjovt at se, at selvom drengene egentlig ikke ville være med, så fik de lavet nogle armbånd, som de syntes var rigtig flotte, fortalte Ilknur i den korte pause omkring bålet, hvor snakken gik om alt det, som de hjælper med.
Caroline sørgede fx for, at alle de deltagende børn blev inddraget i aktiviteterne i lokalet, hvor ”Oos” havde lavet en masse hjemmelavede spil, og der var i øvrigt rosende ord til de mange CampChamps fra Preben og Gunnar.
Holdet af CampChamps ved også, hvornår de skal træde et skridt tilbage og sørge for at inddrage en voksen.
– Der er nogle gange en konflikt, som vi ikke kan løse. Fordi vi ikke er voksne, og så må vi hente hjælp, konstaterer Muhammad med et stilfærdigt smil.
Mangfoldigheden er en styrke
Men det ændrer ikke ved, at de unge ansatte er særdeles værdsatte blandt de voksne kolleger i kommunens Fritidsbutik, der står for sommerens mange aktiviteter.
CampChamps får mulighed for at lege med i aktiviteterne og samtidig øve sig i at være på arbejde. De har et unikt fællesskab og passer på hinanden, lyder det om konceptet.
– CampChamps kan på forskellige måder bidrage til at børn og andre unge trives på campen. De kommer med mange forskellige baggrunde, opvækst og kompetencer, hvilket er en styrke, fordi de kan spejle sig i hinanden og give hinanden nye perspektiver på ting og vigtigst af alt får de et fællesskab, fortæller fritidsvejleder Nana Gnanasundari Nielsen og tilføjer:
– Man kan tydeligt se, hvordan de henover sommeren bliver mere og mere fortrolige med deres opgaver og tør kaste sig ud i nye ting.






