18. marts 2026

Godt nyt i byområder. Ny teori kan måske forklare den første forurening

Efter snart fem uger med kogeanbefaling i landområderne er kilden til den mest drilske vandforurening endnu ikke fundet. Nu undersøges ny mulighed - de gamle brandhaner.

Del artiklen

Endnu et villaområde i Kokkedal slipper for kogeanbefaling, og stort set hele Nivå slipper også, men ude på godt 400 ejendomme i landområderne er der stadig problemer med for højt bakterieindhold. Nu skal arbejdet med at finde kilden intensiveres, lyder det fra Carsten Nielsen (S), formand for Fredensborg Forsyning.

– Folk har spurgt mig, om årsagen hele tiden har været forureningen af vandet i vandtårnet nord for Kokkedal, men der er to kilder til forureningen. I øjeblikket bruger vi meget tid og mange ressourcer på at tage prøver af vandet, og det er også vigtigt, men nu skal vi have fundet kilden til forureningen ude på landet, siger han og kommer med en ny mulig teori.

Annoncer

Der har længe været talt om tilbageløbsventiler i landområderne, hvor nogle vandinstallationer er af ældre dato, og det samme er mange af brandhanerne. Og der er faktisk oplysninger på foreningen Danske Vandværkers hjemmeside, der beskriver risikoen for forurenet vand fra brandhaner, der har været ubenyttet i lang tid.

Brandhaner kan være bakteriebomber

En video viser tilmed, hvordan brunt vand fosser ud af en vandhane, der testes, og prøver af vandet i brandhaner viser, at bakterieindholdet kan være langt over grænseværdierne.

“En konkret vandprøve udtaget fra en brandhane viste et indhold af colibakterier på mere end 200, samt kimtal ved 22 grader celcius og kimtal ved 37 grader celcius på mere end 3.000. Oveni var der overskridelser af jern og mangan”, fremgår det af hjemmesiden.

Det er Carsten Nielsen (S), der gør opmærksom på muligheden, og han understreger, at han ikke ved, om det reelt kan være årsag til den lange forurening af vandet i de områder, der tidligere hørte under Gunderød Vandværk.

Efter at Fredensborg Forsyning overtog Gunderød Vandværk den 1. juli, skete der tilfældigvis et brud, der ligesom andre ting kan give kortvarigt undertryk. Er en masse gamle brandhaner blevet tømt for plumret vand, der er løbet retur i ledningsnettet? Der burde være tilbageløbsventiler, men måske brandhaner er så gamle, at de er defekte?

– Det skal i al fald undersøges, og derfor har jeg lige skrevet til beredskabet for at få overblik over, hvor mange brandhaner, vi har i landområderne og hvordan de vedligeholdes og testes, siger Carsten Nielsen (S), der understreger, at det blot er en af flere mulige forklaringer.

Til de heldige – lad vandet løbe

Hvis der er brand, betyder det ikke noget, om de første mange liter vand der mudret og bakteriefyldt. Det er kun, hvis det ved et uheld kommer retur i ledningsnettet.

Og til de områder, der nu slipper for kogeanbefalingen:

Når der åbnes for vandhanerne, lyder anbefalingen, at vandet skal løbe fra alle vandhaner i 5 – 10 minutter for at rense rørene igennem. Hvis man oplever gult vand i hanen, efter det har løbet i 5-10 minutter, kan det være nødvendigt at lade vandet løbe lidt længere tid til det er helt klart.

Sådan virker det kort, der giver overblik

  • Øverst til venstre kan man på kortet se sin præcise placering ved at klikke på ikonet, der er formet som en omvendt dråbe.
  • Når musen står over et prøvested, vises en popup med alle resultaterne i rækkefølge, men uden dato.
  • Klikkes på vandhane-ikonerne / prøvestedet, popper en graf op med tallene fra de enkelte prøvetagningssteder:
  • Blå hane: Her er der 2 på hinanden rene prøver og området er uden for myndighedens (kommunens) kogeanbefaling.
  • Grå hane: Her er den seneste prøve ren, men området er stadig inden for kogeanbefaling.
  • Rød hane: Her er de seneste prøver ikke rene og der opretholdes kogeanbefaling.

Vær opmærksom på, at der hele tiden sker en udvikling sagen om drikkevandet, der siden 10. juli har været forurenet af bakterier i landområderne. Torsdag i sidste uge ramte forureningen også Kokkedal og Nivå. Kogeanbefalingen betyder, at man anbefales at koge vandet i to minutter, inden det drikkes eller bruges til fx at skylle grøntsager.

Denne artikel er udgivet onsdag den 13. august ved 13.15-tiden. Seneste udmelding fra myndighederne og Fredensborg Forsyning kan altid ses via dette link, hvor der også er “Spørgsmål og svar ved forurening af drikkevandet”.

Fakta

  • Siden torsdag den 10. juli har borgerne i landområderne omkring Karlebo været underlagt en kogeanbefaling for det vand, der skal drikkes eller bruges i madlavningen. Man må gerne bade i vandet, og dyr må gerne drikke vandet.
  • Efter akkurat fire uger konstaterede Fredensborg Forsyning e-coli bakterier i Kokkedal vandtårn, ganske tæt på grænseværdierne, men dog over. I samarbejde med Fredensborg Rådhus og Styrelsen for Patientsikkerhed udløste det en anbefaling om at koge vandet også i Nivå og Kokkedal.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Fik I læst? Efter bekymring for dyre uheld: Sag om stor kran er afgjort

Sejlerne har kæmpet for at få lov til at bruge kranen i weekenderne, når der er stævne.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder