18. marts 2026

Træstykket med den royale hemmelighed er fundet

Hvad skete der med træstykket, der i 1953 ved et utroligt held afslørede Christian den VI's navnetræk? Jo, i næsten et halvt hundrede år lå det på et loft et sted i slotsparken.

Del artiklen

Slotsgartner Christiansen ser stolt ud på det gamle fotografi fra 1953, og han ser også ud til at være en anelse bevæget over det lykketræf, der dengang gjorde, at et gammelt træ fra 1600-tallet blev fældet og skåret på så forunderlige en måde, at det afslørede et gammelt navnetræk skjult inde i træet. Men eksisterer træstykkerne stadig?

Dengang lovede slotsgartneren, at Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm ville få træstykkerne, men efter 72 år er det ikke sikkert, at træstykkerne stadig kan findes. For knap ti år siden blev museet i Hørsholm fusioneret med et andet af landets museer, og magasinerne blev tømt og kørt til Jylland, hvor det måske er gået tabt – eller blev smidt ud inden afsendelse?

Annoncer

Sådan gik det heldigvis ikke, kan TjekFredensborg fortælle efter at have henvendt sig til Det Grønne Museum i Auning.

– Ja, der skulle falde mange ting på plads før denne historie kunne fortælles. Og det gik faktisk som beskrevet. Træstykket med navnetrækket kom på museum, men det tog lidt længere tid end som så, fortæller Helle Serup, museumsinspektør med ansvar for skovenes kulturhistorie på Det Grønne Museum i Auning.

Hun oplyser, at træstykket i museernes registreringssystem SARA er beskrevet som “Overvokset barkindgravering, museumsnummer JSH 9330 a,b.”. A og b skyldes, at de to stykker har fået deres egen litra.

Af den gamle artikel fra Frederiksborg Amts Avis i 1953 fremgik det, at de to stykker træ skulle indleveres til Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm, men…

– Træstykkerne kom først til museet i 2000, efter at de havde ligget ”på loftet i det lange træhus (Det Københavnske Træhus) i Fredensborg Slotspark. ”C6 1736” der er skåret i stammen, er formentlig en markering af slotsparkens grænse”, skriver Helle Serup i en mail, og hvis man har bare lidt fantasi, giver det anledning til en del gisninger.

De grænser, som fantasien sætter…

For hvis nu man i Fredensborg Slotspark på kanten af slotsparken kan finde et bøgetræ, der er fra midten af 1600-tallet – ja, så er der måske en chance for, at der også skjult i det træ er navnetræk fra en konge, der satte slotsparkens grænser i 1736…

Den del står dog for egen regning. Helle Serup fortæller, at de to træstykker med indgraveringen i øjeblikket er udstillet på Det Grønne Museum i Auning i en udstilling, som museet har kaldt “Flytningen”.

Her ses de to træstykker i 1953 umiddelbart efter, at de ved et lykketræf blev fundet og skåret ud af den gamle bøgestamme.
På billedet her ses Christian den VI’s navnetræk som det ser ud i dag, fotograferet i en flyttekasse på Det Grønne Museum i Auning. Foto: Det Grønne Museum

– Udstillingen illustrerer, hvordan genstandene blev pakket på paller i Hørsholm og flyttet hertil, fortæller hun.

Derfor kan man – lidt muntert – tale om, at træstykkerne er fundet i en flyttekasse…

Jagt- og Skovbrugsmuseet flyttede fra Hørsholm i 2016, hvor det blev lagt sammen Dansk Landbrugsmuseum og blev til Det Grønne Museum i Auning på kanten af Djursland.


Fik I læst? Det 300 år gamle bøgetræ afslørede sin hemmelighed, da det var døende

Der er et par vigtige ting, der skal falde på plads, for at denne historie kan fortælles…

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder