Hvor end man befandt sig i løbet af lørdagen, var man tæt på en sommerfest. Fodbold på banerne og kegleturnering i teltet. Loppemarked og hygge for børnene, og ikke mindst deltagelse fra de fleste partier til årets sommerfest i Karlebo.
Der blev holdt sommerfester i Karlebo, Fredensborg og på arealerne i bunden af Skovengen og Byengen i Kokkedal, og der var glade mennesker alle steder.
Efter en fredag aften med et fyldt bankotelt i Karlebo, var det aktiviteter for familier, der prægede dagtimerne lørdag, hvor det store telt ved 12.30-tiden blev fyldt af gæster til en udsolgt langbordsmiddag med smørrebrød fra SuperBrugsen i Fredensborg.
En glad Henrik Greiffenberg, formand for Karlebo Idræts Forening, stod med tilmeldingslisterne og glædede sig over, at sommerfesten blev afviklet fantastisk med hjælp fra mange frivillige.
– Jeg var faktisk ude for at spille lidt golf i går eftermiddag, inden vi startede. Det har jeg ikke haft tid til i mange år op til sommerfesten, lød det med et smil fra formanden, der sammen med et stort hold af frivillige havde været i gang både søndag og torsdag med at gøre klar.


I Fredensborg kunne Polle, en initiativtagerne til at genoplive sommerfesten, fortælle, at teltet fredag aften havde været fyldt med over 200 gæster, der spillede banko.
– Vi måtte flytte flere borde ind, og der var ikke plads til flere. Der kommer jo altid nogle til sidst, som vi måtte prøve at finde plads til, fortalte Polle, alias Poul Haldrup, der sammen med Brian Verner Johansen har stået i spidsen for at skabe Fredensborg Sports- og Sommerfest på opfordring fra FBI og med støtte fra idrætsanlæggets mange foreninger.
Men… De to var pressede fredag eftermiddag, hvor de godt kunne have brugt flere frivillige hænder i slutspurten med at gøre klar, men de nåede det.
– Det er fantastisk så mange, der i dag har sagt, at de vil hjælpe til næste år, og det er jo også sådan det er, når man starter noget op. Vi bliver flere og flere, konstaterede Polle omgivet lyden af fodboldkampe og ind imellem lyden af udrykning fra en brandbil fra Nordsjællands Brandvæsen, som man kunne besøge på den anden side af loppeboderne.



På kanten af engene i Kokkedal begyndte sommerens musikfestival først ved 14-tiden med et børnevenligt program med Maja, Mingus og aben BinGO, og aftenen sidste programpunkt var – eller er – bandet PEACH med sang og dans.
Det er tredje år, at Byengen, Nordengen og Skovengen i AB Hørsholm Kokkedal og Blåbærhaven står for minifestivalen på parkeringspladsen i Byengen.


Musikfestivalen i Kokkedal slutter – eller sluttede – lørdag aften ved 23-tiden. I Karlebo står Hot Shots på programmet til at lukke festen med koncert klokken 21.00, og Fredensborg Sports- og Sommerfest har Human Sounds på programmet fra 21.00 til 23.00 og DJ Filippa til at lukke festen fra midnat og frem til klokken 02.00.
Hele søndagen frem til klokken 16.00 er der aktiviteter på Kastanievej, hvor Fredensborg Sports- og Sommerfest holdes.
I Karlebo var der traditionen tro mulighed for at få en god snak med politikerne, og de havde skruet op for charmen op til det kommende kommunalvalg tirsdag den 18. november.













