18. marts 2026

Få svar på 10 af de hyppigste spørgsmål om det forurenede vand

Det seneste fund af e-coli bakterier i drikkevandet i Kokkedal vandtårn udløser mange spørgsmål fra borgerne. Her har TjekFredensborg samlet svar på nogle af de ting, der undrer borgerne.

Del artiklen

Bør vi koge vandet, når det kommer rent fra Sjælsø Vandværk? Hvorfor tager det så lang tid at finde kilden til forureningen? Hvorfor får jeg ikke direkte besked i en sms?

Der er mange spørgsmål fra borgerne, og antallet steg torsdag aften, hvor borgerne i Nivå og Kokkedal fik besked om, at de nu også anbefales at koge vandet. Årsagen er tilsyneladende en helt ny forurening, der kan spores i vandtårnet ud til motorvejen i Kokkedal.

Annoncer

I denne artikel svarer Henrik Hansen, direktør for Fredensborg Forsyning, på nogle af de spørgsmål, som I læsere og borgere har stillet de seneste uger og ikke mindst torsdag aften. Vær opmærksom på, at der hele tiden sker en udvikling sagen, og at denne artikel er udgivet fredag den 8. august om formiddagen.

Og så til de 10 spørgsmål og svarene:

Hvis vandet kommer rent fra Sjælsø Vandværk direkte til forbrugerne i Kokkedal og Nivå, hvorfor anbefales det at koge vandet?

– Fordi der har været bakterier i det vand, der er kommet fra vandtårnet ud i ledningsnettet, og der kan desværre gå noget tid, inden det er skyllet ud af ledningerne. Bakterierne kan sætte sig i biofilmen inde i rørene.

Er der fundet bakterier i det vand, der kommer ud af hanerne i boliger i Kokkedal og Nivå?

– Nej, men der er fundet bakterier i vandet i vandtårnet, og derfor er vi nødt til at lave en kogeanbefaling og for at være på den sikre side, gælder anbefalingen hele Nivå og Kokkedal, svarer Henrik Hansen om kogeanbefalingen, der er koordineret med sundhedsmyndighederne.

Er der områder af Nivå og Kokkedal, der er undtaget kogeanbefalingen?

– Vi arbejder hårdt på, at vi kan ophæve kogeanbefalingen løbende i udvalgte områder i takt med, at vi får taget prøver. Men desværre tager det tid, før vi får resultaterne fra laboratoriet, forklarer Henrik Hansen og tilføjer, at analysen af vandprøver rent teknisk ikke kan gøres hurtigere.

Hvad er kilden til forureningen?

– Vi ved det endnu ikke, og vi arbejder med, at vi har to forureninger. En ude i Gunderød Vandværks gamle område og en forurening, som vi kan måle i vandtårnet i Kokkedal. Vi har været oppe i vandtårnet, som vi i øvrigt jævnligt fører tilsyn med, og der er intet deroppe tyder på, at der er gået noget som helst galt. Vi ved kun, at forurening i vandtårnet er kommet undervejs fra Sjælsø Vandværk og til udløbet fra vandtårnet, siger Henrik Hansen, der betragter den forurening som forholdsvis afgrænset i sin kilde, selvom kilden endnu ikke er fundet.

Hvorfor tager det så lang tid at finde kilden i landområdet?

Da der var forurening sidste år nær Fredensborg, fandt Fredensborg Forsyning forholdsvis hurtigt ud af, at det skyldes tusindvis af sankthansoldenborrer i Veksebo Vandtårn. Denne sommer er det mere kompliceret, men kilden til forureningen må jo have en vis størrelse. Hvorfor tager det så lang tid?

– Det kan jeg desværre ikke svare på. Vi undersøger alle muligheder, og vi har sågar forsøgt at analysere vandprøverne med e-coli og enterokokker for at få svar på, hvilke dyr bakterierne stammer fra. Det kunne lette opsporingen af kilden. Der er mange muligheder, og vi undersøger dem alle, siger Henrik Hansen og fortsætter:

– Når der fx er et brud på en ledning, som vi har haft, kan der opstå et vakuum, og hvis der på en mark med dyr står et gammel badekar fyldt med vand fra en vandslange, er det set andre steder, at et vakuum kan trække det vand tilbage i rørene.

– Vi undrer os også over, at niveauet af bakterier var faldende, men pludselig steg det igen. Det kan måske skyldes bakterierne i vandtårnet, tilføjer han, efter som en ny forurening fra vandtårnet i så fald vil sprede sig også til landområder og dermed forplumre billedet og opsporingen at kilden til forureningen, der har plaget landområderne i en måned.

Hvad er forklaringen på, at bakterier kan sætte sig i biofilmen i rørene, så det tager tid at skylle rent?

– Den biologiske, tekniske forklaring kender jeg ikke godt nok til at kunne forklare det. Men erfaringen er desværre fra andre steder, at det kan tage tid.

Kan I gøre mere?

– Vi har lige investeret i nyt måleudstyr, som vi kan bruge til at spore kilden til forureningen. Det kan ikke på stedet måle, om vandet er rent, så det må drikkes, men det kan give os en hurtigere vurdering af bakterieindholdet, og vi håber, at vi kan bruge det til hurtigere at indkredse de steder, hvor bakterieindholdet er højt.

Hvorfor oplever folk, at de ikke får informationer fra jer via sms eller e-boks?

– Hvis man ikke er tilmeldt e-boks, får man ikke informationerne i et brev. Der er mange, der har en arbejdstelefon eller har taletidskort. Vi kan kun sende sms til de forbrugere, der har en telefon registreret på deres bopæl. Hvis man ikke har det, kan jeg kun opfordre til, at man går ind på vores hjemmeside og melder sit telefonnummer til vores sms-service. Det vil hjælpe vores kommunikation, forklarer Henrik Hansen.

Nogle i landområderne bemærker, at vandet ser mere urent ud end tidligere. Hvad kan der gøres?

– Vi vil gerne have, at folk bruger så meget vand som muligt for at skylle ledningsnettet igennem. Hvis der har været brud eller lukket af, kommer der ofte et gult skær af okker i vandet, og det er ikke skadeligt, men det er partikler, der løsriver sig fra rørene. For at få farven væk, skal man lade vandet løbe lidt fra alle sine vandhaner, siger Henrik Hansen og oplyser, at der ikke er nævneværdig forskel i kalkindholdet fra det tidligere Gunderød Vandværk og vandet fra Sjælsø Vandværk.

Kan I udvide åbningstiderne for at hente vanddunke hos jer?

Torsdag tilbød Fredensborg Forsyning, at borgerne kan hente en plastikvanddunk på Højvangen i Fredensborg inden for åbningstiden. Det har fået folk til at spørge, om tiderne kan udvides af hensyn til pendlerne.

– Vi tager en drøftelse af det, men medarbejderne har i en lang periode haft meget travlt og haft meget overarbejde, så det er en afvejning af, hvor vi skal bruge timerne, svarer Henrik Hansen og tilføjer, at medarbejdernes fokus er prøvetagning og sporing af kilden til forureningen.

Fakta

  • Vær opmærksom på, at denne artikel er udgivet fredag den 8. august ved 10-tiden. Hvis man vil se de seneste anbefalinger om drikkevandet, kan man se mere på hjemmesiden for Fredensborg Forsyning, hvor der også er “Spørgsmål og svar ved forurening af drikkevandet”.
  • Siden torsdag den 10. juli har borgerne i landområderne omkring Karlebo været underlagt en kogeanbefaling for det vand, der skal drikkes eller bruges i madlavningen. Man må gerne bade i vandet, og dyr må gerne drikke vandet.
  • Efter akkurat fire uger konstaterede Fredensborg Forsyning e-coli bakterier i Kokkedal vandtårn, ganske tæt på grænseværdierne, men dog over. I samarbejde med Fredensborg Rådhus og Styrelsen for Patientsikkerhed udløste det en anbefaling om at koge vandet også i Nivå og Kokkedal.
  • Coliforme bakterier er ikke colibakterier, som typisk stammer fra afføring og er alvorligere. Risikoen for at blive syg af coliforme bakterier er lille, men når grænseværdien overskrides, skal bakterieniveauet reduceres.
  • Efter 14 dage blev der imidlertid også fundet for høje værdier af e-coli bakterier og enterokokker i nogle af prøverne, og dermed er der også forurening med de bakterier, der findes i mennesker og dyrs tarme.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Fik I læst? Stormløb på vanddunke. Sådan gør I det bedst, hvis I vil hente vand

Flere gange fredag løb Fredensborg Forsyning tør for gratis vanddunke. Ved middagstid blev der sendt biler til Harald Nyborg så langt væk som Gladsaxe og Herlev.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder