”Pattegris” skriver Brian Verner Johansen med kuglepen på det foreløbige program, der ligger printet på bordet. Det er egentlig ved at være lukket for flere punkter, men der kommer hele tiden ideer og flere mennesker, der vil være med. Damefodbold, skakturnering og nu også helstegt pattegris som en af de lækre retter i madteltet.
– Jeg håber, at vi også kan få et par hoppeborge. Eller tre… Det er godt for børnene, og når børnene har det sjovt, bliver forældrene her også i længere tid, siger Brian Verner Johansen.
Over for ham sidder Polle, alias Poul Haldrup, og han nikker og smiler. Enhver anden tovholder ville muligvis blive stresset over nye ideer med så kort varsel. Det er mandag, og der er blot 11 dage til premieren på tre dage med ”Fredensborg Sports- & Sommerfest”.
– Du må aldrig lægge bånd på eller sige nej til Brians ideer, forklarer Polle, og det er afgørende for den måde, som de to arbejder på.
Mails fungerer som huskeseddel
Om det skal vi høre mere om lidt senere, men først skal scenen lige sættes. Der kommer igen en sommerfest på Kastanievej ved idrætsanlægget i Fredensborg, og mange af områdets idrætsklubber er på en eller anden måde involveret.
Det sker fra fredag den 8. august om eftermiddagen til og med søndag den 10. august, og her i skrivende stund tirsdag den 29. juli er der stadig ledige pladser til bankospillet, men det begynder at gå stærkt, så tøv ikke med at skrive til brivejo@hotmail.com for at reservere en plads.
Atletikklubben arrangerer et løb, Petanqueklubben har åbent hus, og FBI (Fredensborg Boldklub og Idrætsforening) er den primære initiativtager og arrangerer et par fodboldkampe. FBI står også for de bærende elementer som loppemarked, bankospil og livemusik i det store festtelt, der opsættes ved Fredensborg Hallen med plads til omkring 400 siddende mennesker, hvis der er borde i hele teltet.
Jeg sender mails til mig selv i øjeblikket, hele tiden, med ting som jeg skal huske
Ud på de små timer, når musikken spiller, flyttes nogle af bordene væk. Brian har lavet en oversigt over bordenes placeringer, målfast, for det er nu engang den måde, han arbejder på, fortæller han og uddyber:

– Jeg sender mails til mig selv i øjeblikket, hele tiden, med ting som jeg skal huske.
Polle smiler, for hans arbejdsform er anderledes.
– Der er utrolig mange ting, vi skal huske. Vi skal fx huske at købe mælk til den kaffe, vi serverer, men jeg kan bedst lide at have det hele i hovedet, siger han og tilføjer, at der er én afgørende ting for, at et så tæt makkerløb kan fungere.
– Vi orienterer hinanden hele tiden, når vi har i mål med en opgave. Bare en kort besked, så den anden ved det, og det er nok også derfra, at vi får energien til det. Fra hinanden, når vi samarbejder, fortæller han, fordi der går mange timer med at arrangere sommerfesten.
Brug for at styrke fællesskabet
Heldigvis har der været stor opbakning fra lokalområdet og fra sponsorer, hvoraf nogle har sponsoreret præmier til bankospillet, selvom de har forretning i fx Lyngby.
– Ja, jeg kender dem lidt, griner Brian, for sådan er det jo også – man trækker på sine kontakter, men det skal tilføjes, at langt de fleste sponsorer kommer fra Fredensborg og omegn, og det vil man kunne se på store opslag til sommerfesten.
Støtte fra kommunen fremhæves også, og der er mange gode grunde til at lave en sommerfest, fortæller de to og forklarer:

For det første bliver det tre gode dage, som kan samle byen. Når festen er ovre, og der forhåbentlig er et overskud, kan de deltagende klubber søge om en andel til et projekt, de mangler økonomisk hjælp til. Resten gemmes til at forbedre næste års fest.
Man får en øl eller to, hvis man står i baren, og man bliver en del af et fællesskab
Eftersom op mod 200 frivillige fra idrætsforeningerne er involveret, bliver det også en måde, hvor de forskellige foreninger omkring idrætsanlægget kan lære hinanden bedre at kende, og folk udefra skal ikke tøve med at melde sig som frivillig til at stå i baren eller hjælpe med andre opgaver.
– Man får en øl eller to, hvis man står i baren, og man bliver en del af et fællesskab på kryds og tværs, og det har vi brug for, fordi foreningerne mangler frivillige, der gerne vil engagere sig, siger Polle, der fik sit øgenavn i skoletiden, og det holdt ved igennem årene.
Hvis man vil være frivillig, er det haldrup@live.dk, som man skal skrive til. Undervejs i samtalen om sommerfesten kigger de to på programmet og konstaterer, at når musikken stopper klokken 02.00 natten til både lørdag og søndag, er der kun få timer til opsætning af baner til den udsolgte kegleturnering lørdag formiddag eller loppemarkedet, som søndag også er inde i teltet.
– Det kan være, at vi når at sove et par timer i en pause midt på dagen, konstaterer Brian, og det lader ikke til at bekymre nogle af de to…
Fakta
- Fredensborg Sports- & Sommerfest åbner fredag den 8. august klokken 16.00, og frem til søndag klokken 16.00 vil der være et væld af aktiviteter med sport, skak, loppemarked, kegleturnering, brandbiler fra Nordsjællands Brandvæsen og livemusik med Donut Brothers og Human Sound samt DJ Daniel og DJ Filippa.
- Det er muligt at booke en loppebod ved sommerfesten. Loppemarkedet sker i tidsrummet fra lørdag klokken 10.00-20.00 og søndag fra klokken 10.00 til 16.00. Det koster 150 kroner udendørs, og søndag er det muligt at booke i teltet for 250 kroner. Begge dage udendørs koster 250 kroner, kombination af inde og ude koster 350 kroner. Tilmelding skal ske til brivejo@hotmail.com. Man må gerne sætte en pavillon op udendørs, pladsen er 2-3 meter på hver side.
- Banko starter fredag den 8. august klokken 18.00 i det store telt ved Fredensborg Hallen. Aftenen med banko forventes at slutte omkring klokken cirka 22.00-22.30. Tilmelding skal ske til brivejo@hotmail.com.
- Gå eller løb med Fredensborg Atletik Klub. Det sker lørdag den 9. august med ”OneMile” klokken 9.00, tre kilometer klokken 9.30 og fem kilometer klokken 10.15. Stedet er Fredensborg Atletikstadion. Tilmelding er ikke nødvendig. Bare mød op.
- Man kan læse seneste opdateringer via dette link. Artiklen er præciseret, da der først stod, at en del af overskuddet bliver uddelt til de deltagende foreninger. Det sker dog først efter ansøgning om hjælp til et konkret projekt.









