Kan kvinder skabe selv eller bare efterligne? Tro det eller ej – det var faktisk et samtaleemne i 1500-tallet, og inden vi løfter for mange pegefingre, skal vi huske på, at kvinder i kunsthistorien har haft det langs sværere end mænd helt op til for ganske kort tid siden.
På Nivaagaards Malerisamling findes et maleri fra renæssancen, der fik mændene til at spærre øjnene op og konkludere, at kvinder ikke bare kopierer andres værker, men faktisk skaber selv. Få år tidligere havde selveste Michelangelo ud fra en skitsetegning konkluderet, at kunstneren Sofonisba Anguissola fra en norditalienske by Cremona var et mirakel som kunstner.
Værket på Nivaagaards Malerisamling er et familieportræt, som kunstneren forlod ufuldendt, fordi hun fik tilbud om at blive hofdame hos dronningen af Spanien, det mest magtfulde kongehus på den tid.
I maleriets højre side er der træer og blade, og i toppen ses en baldakin med udsigt over et landskab, hvor varmen hænger tung som en dis. Er vi ude eller inde? Det er ikke helt til at se, fordi Sofonisba endnu ikke havde besluttet sig. Hun var i en kreativ proces, da hun pludselig hastede til det spanske hof og efterlod maleriet.
Hun blev afbrudt i en skabelsesproces
På den tid rejste kunstneren Giorgio Vasari rundt for at indsamle materiale til en bog om store italienske kunstnere, og han kom til samme konklusion som Michelangelo, da han så familieportrættet.
De to børn og faderen på billedet fremstår levende og med udtryksfulde ansigter, og der var mange detaljer i maleriet, som var ufærdige – fx hænder og fødder.
Det er alt sammen oplysninger, der blev samlet for nogle år siden, hvor museet viste en stor udstilling med de ganske få bevarede værker af den kvindelige renæssancekunstner.
Maleriet er endt i Nivå, fordi den danske maler Wilhelm Marstrand angiveligt købte det i Paris i 1800-tallet og efter Marstrands død, blev det opkøbt af Johannes Hage, der stiftede Nivaagaards Malerisamling.
Sofonisba Anguissola endte i øvrigt sine dage på Sicilien i en alder af omkring 90 år, i de seneste år gift med en kaptajn, som hun havde mødt på en rejse. Barnløs var hun dog, eftersom de mest virksomme år blev brugt som hofdame, hvor hun i øvrigt malede værker, som mændene angiveligt satte deres signatur under.

Fakta
- Dette er en artikel i serien ”Hva’ ska’ vi lave? Guide til steder, som ikke alle kender”. Ideen er at samle inspiration til oplevelser, der knytter sig til fysiske steder i Fredensborg Kommune. Kom gerne med inspiration og tips til steder, der har en særlig historie, stor som lille. Skrivtil@tjekfredensborg.dk
- De fysiske steder kan knytte sig til mange emner, hvad enten det er kunst, arkitektur eller udeliv. Maleriet, der her er beskrevet, er som regel en del af Nivaagaards Malerisamlings udstilling af museets egne værker, men det kan i perioder være udlånt eller på magasin.




