En populær genre inden for historie er at undersøge, hvordan historien kunne have udviklet sig, hvis enkelte begivenheder ikke havde fundet sted – eller havde fundet sted. Hvordan ville Nivå se ud i dag, hvis godsejer Johannes Hage en kold, blæsende dag i maj 1891 ikke var blevet sat i land ved Lyngebækgaards bådebro?
Det var en dag for 134 år siden, der begyndte hyggeligt med en frokost og endte ganske katastrofalt med to dødsfald. Theodor Andersson, som I allerede har mødt i en artikel om livet som håndværker på valsen igennem Europa, genfortæller i sine erindringer historien, som han har fået fortalt af sin egen far.
Faderen var forvalter på teglværket i 1891, hvor godsejer og teglværksejer Johannes Hage havde sin gode ven Dr. Warming på besøg på Kristi himmelfartsdag, der lå forholdsvist tidligt det år, nemlig den 7. maj. De var alle samlet til frokost, hvor også inspektør Kristensen deltog, og de fik den ide, at de ville sejle ud på Øresund for at skyde gæs. Tømrer Petersen, der altid gjorde båden klar, fik besked om planen og mødte dem med båden på molen.
Min far stod på molen og råbte opmuntrende ord til ham
Da de stod ude på molen, som i dag er tangen ude foran fugletårnet i Nivå Bugt Strandenge, nægtede Theodor Anderssons far at tage med, da han syntes, at det var for koldt, og at der var for mange i båden. Han gik hjemad, men han kunne ikke finde ro og gik ud på molen for at følge båden, der sejlede mod syd. Ud for Lyngebækgaard kunne han se, at godsejeren blev sat i land, da han frøs, og båden satte igen ud mod dybere vand.
Kort efter kæntrede den. Tømrer Petersen kunne ikke svømme og gik hurtigt ned, imens inspektør Kristensen fik fat i en åre og klamrede sig til den, indtil en fisker fra Sletten samlede ham op. Dr. Warming var dygtig til at svømme og satte kursen mod molen.
”Min far stod på molen og råbte opmuntrende ord til ham. 10 meter fra molen fik Dr. Warming krampe og gik ned. Alt dette rystede godsejeren, ja det hele samfund, naturligvis”, fortæller Theodor Andersson i sine erindringer.
Sejltur før filantropen kom rigtig i gang
På det tidspunkt var godsejer Johannes Hage 49 år gammel, og man kan kun gisne om, hvorvidt han ville have overlevet, hvis han havde været ombord på båden, da den kæntrede.
Det havde været et tab for udviklingen af hele Nivå, eftersom godsejeren på det tidspunkt var i den tidlige fase af sit virke som områdets store mæcen. Få uger efter katastrofen, i begyndelsen af juni 1891, kunne han tage Nivaagaard Hospital i brug med plads til otte patienter, og han havde købt sine første kunstværker.
Men han havde slet ikke skabt den enestående samling, som i dag er Nivaagaards Malerisamling. Godt nok havde han ved et lykketræf i 1873 som 31-årig købt et værk fra et dødsbo, som viste sig at være et af de få bevarede værker af den kvindelige renæssancekunstner Sofonisba Anguissola.
Wilhelm Marstrand havde købt det i Paris, og Johannes Hage købte det ufuldendte værk af boet efter kunstneren Marstrands dødsfald. I dag anses maleriet for at være et af beviserne på, at den kvindelige renæssancekunstner skabte sine egne værker og ikke bare malede efter andre.
I Heidi Lauras to år gamle bog om den stille filantrop Johannes Hage skriver hun, at godsejeren først for alvor begyndte at samle på kunst, da han var i 50’erne, hvilket svarer til årene efter den skæbnesvangre Kristi Himmelfartsdag.
Jagt kan være en farlig hobby, kunst en dyr…
Dengang i årene omkring århundredeskiftet kunne man stadig i Europa rejse rundt og fra private samlere opkøbe den kunst, der i dag kun findes på museer eller som investeringsgenstande i ofte hemmelige private samlinger.
Fem år efter drukneulykken rejste Johannes Hage med en anden ven, Frederik Grünwaldt, til Rügen for at besøge den forarmede greve Wilhelm Malte 2. af Putbus, der lod dem gå rundt på sit gods på en dag, hvor han selv var på jagt. Det regnes for begyndelsen på en lang periode, hvor Johannes Hage var dybt engageret i at opkøbe malerier af renæssancen og barokkens største malere
Ofte rejste de sammen, herunder til London, hvor de to herrer i 1901 med Heidi Lauras ord købte et ”lille portræt af en kvinde malet af selveste Rembrandt”. I dag er det et af malerisamlingens mest værdifulde værker.
Ja, selv ikke Nivå Kirke var bygget på Kristi himmelfartsdag i 1891. Den blev først indviet i 1910, og dermed kan man godt – hvis man er til det kontrafaktiske – gyse lidt ved tanken om, at Johannes Hage havde været bedre klædt på den kolde majdag, hvor herrerne ville ud på Øresund for at skyde gæs.
I så fald var han ikke begyndt at fryse og var ikke blevet sat i land. Med stor sandsynlighed var han druknet, og Nivå havde næppe fået sin malerisamling og givetvis en helt anden kirke.
Fik I læst? Forvalteren gik på en rygende vulkan i sin ungdom
Theodor Andersson nåede til Napoli, da Vesuv var i et mindre udbrud – og inden da var han blevet “drugged” og frastjålet sin opsparing.
Fakta
Ugens godnathistorie er tænkt som lokalhistorisk læsestof, der giver et lille smil på læben og slutter dagen med den pointe, at der sker nye ting hver eneste dag – men meget er tematisk det samme. Og ja, de små artikler kan også læses til morgenkaffen…
Fredensborg Arkiverne ligger i den nordlige del af rådhuset i Kokkedal og udgør en enestående lokalhistorisk samling. Materialet til denne artikel er fundet på arkivet, der kan kontaktes via telefon 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk
En tak skal også lyde til Carl Jørgen Schousboe, formand for Nivaagaard Teglværks Ringovn, der har bidraget med biografiske oplysninger og sit kendskab til, at Theodor Anderssons erindringer eksisterede og nok ville ligge på Fredensborg Arkiverne.
