“Den gamle Redacteur” er ikke mere. Lokal Avisens mangeårige drivkraft, Jørgen Hansen, døde lørdag den 12. juli, 91 år. Han var “Hr. Avis” på Lokal Avisen i tredive år, og fortsatte med at levere artikler til efterkommerne Tirsdagsavisen og UgeNyt. Og det er ikke lang tid siden han havde sit sidste læserbrev i Politiken.
Jeg mødte Jørgen første gang i marts 1976, da jeg kom op til ham på Lokal Avisen på 1. sal, over den gamle boghandel. Jeg ville bestille en åbnings-annonce til min nye butik “Fredensborg Foto”, og mødet med Jørgen var “gensidig sympati ved første blik”. Det resulterede i et samarbejde, som har betydet umådelig meget for mig. Jeg begyndte at fremkalde Jørgens fotos til avisen, og i 1983 udvidedes vort samarbejde, da jeg blev fotograf på Lokal Avisen. Det blev til næsten tyve rigtig gode år, hvor jeg lærte at sætte pris på Jørgens særlige naturlige autoritet på avisen. Han gav os medarbejdere “frie hænder” på en god ansvarsfuld måde.
Jørgen var utrættelig med til f.eks. byrådsmøder, og når han brændte særligt for en sag, eller nogen i lokalsamfundet skulle have “en opsang”, underskrev han sine artikler med det undseelige, men alligevel magtfulde: JH.
Jeg lærte både Jørgen og fru Irma at kende som “gode mennesker”, og de blev, med et lidt gammelt udtryk, “mine velgørere” i Fredensborg.
Bl.a. på grund af mit nære venskab med sønnen Henning, har jeg haft den glæde at være sammen med Jørgen, også i de sidste år, og det er kun kort tid siden vi sidst hyggede os sammen, med anekdoter fra vores tid på Lokal Avisen.
Æret være Jørgens minde.






