Den navnkundige redaktør af Lokalavisen (siden Uge-Nyt) kom til Fredensborg fra Hillerød i 1968 og lod stadig ikke den spidse pen hvile, da han gik på pension i 1998.
Jørgen Hansen udviklede den lille ugeavis til at blive en af Politikens store lokalaviser med dækningsområdet Fredensborg-Humlebæk-Karlebo-Kokkedal-Nivå. Og til at blive tidens vigtige forum for den lokale information og debat.
Jørgen var senere med til at grundlægge Fredensborgs første seniorbofællesskab, Florahøj, hvor han nåede at bo i tyve år, heraf de første fire sammen med hustruen, Irma.
Medgrundlæggere var en gruppe estlandsfrivillige, der i 1990’erne havde indsamlet og transporteret fornødenheder til det nyligt selvstændige land.
Det var et af de mange frivillige fællesskaber, Jørgen Hansen indgik aktivt i. Folkedans, amatørteater, ældrehaver og ikke mindst fodboldklubben FBI var andre; Jørgen nåede at være en stærkt engageret og afholdt hovedformand i perioden 1982–2000, fremhæver klubbens hjemmeside om æresmedlemmet.
Jørgen Hansen var født ind i en landarbejderfamilie i Hornsherred og kom senere i typograflære på Frederiksborg Amts Tidende. Som udlært arbejdede han bl.a. for konkurrenten Frederiksborg Amts Avis, men søgte ind i journalistik og annoncesalg, allerede inden typograffaget døde ud.
Jørgen var optaget af verden og af lokalsamfundet, men det overordnede perspektiv var nordisk. Han vendte altid tilbage til den skånske hytte og de norske fjelde, det så sent som i påsken.
Musik og visesang var kilder til uudtømmelig glæde, og højskolesangbogen blev flittigt brugt, ikke mindst på mange højskoleophold også i en høj alder. Hans seneste navneskilt fra Krogerup bærer årstallet 2025.
Med daglig træning, bl.a. stavgang og petanque helt ind i dette forår, blev kræftens virkning nok stækket, men indhentede ham til sidst i en smertefri afsked med den verden, han fik det bedste ud af og gav sit bedste til.
Jørgen var i allerhøjeste grad også et familiemenneske. Han efterlader sig børn, svigerdøtre, børnebørn og oldebørn – og mange andre, der tænker på ham med varme og taknemmelighed.
Bisættelsen bliver i Asminderød Kirke onsdag den 23. juli klokken 13.
Familien skriver i et mindeord, at bisættelsen bliver i Asminderød Kirke onsdag den 23. juli klokken 13.






