SF ser med stor bekymring på Byrådets beslutning fra december 2024 om at sætte udarbejdelsen af en lokalplan for en ny bymidte på Cirkelhusgrunden i gang. Et projekt, som i sin nuværende form vil indeholde op til 350 boliger. SF stemte imod denne beslutning, fordi vi mener, den peger Fredensborg Kommune i en forkert retning og strider mod grundlæggende principper for god byudvikling og borgernes trivsel.
Projektet er reelt flyttet fra at være en strategisk satsning på detailhandel, der skulle styrke vores kommunes handelsbalance, til nu at være et massivt boligbyggeri. Og det på en placering, der er alt andet end ideel for boliger.
Det strategiske grundlag er bortfaldet
Det oprindelige argument fra tilhængerne af FORMAT projektet, for at etablere en ny bymidte i Kokkedal, handlede om at afhjælpe handelsbalancen, og hente omsætning tilbage til kommunen. Men nu, hvor størstedelen af disse butikker er skåret ud til fordel for boliger, falder det centrale detailhandelsargument fuldstændigt til jorden.
Hvad er den strategiske begrundelse nu for at placere så mange boliger netop her, væk fra den eksisterende bykerne og uden en stationsnær placering, som ellers er et kendetegn for vores øvrige bymidter? I SF frygter vi, at vi ender med et projekt, der hverken leverer optimal detailhandel eller attraktive boliger.
Boliger i støjkonsekvenszonen
Forestil dig at bo bogstaveligt talt lige op ad motorvejen og en befærdet Kongevej. Dette er virkeligheden for de op til 350 familier, der potentielt skal flytte ind i disse nye boliger.
Ejendomsudviklerens eget oplæg har allerede afsløret, at man ikke vil kunne overholde Miljøstyrelsens støjgrænser på 58dB (LDEN) på alle de rekreative udearealer – selv med en høj støjvæg! Og når byggeriet skyder i vejret, vil støj fra motorvejen og Kongevejen uundgåeligt trænge ind i stuer og soveværelser, så snart et vindue åbnes.
Dette er ikke blot et teknisk problem. Det er et spørgsmål om livskvalitet, sundhed og trivsel for vores borgere. Fredensborg Kommunes egen kommuneplan taler om at skabe attraktive boligområder. Kan vi med god samvittighed kalde et område attraktivt, når beboerne må leve med konstant støj og begrænset mulighed for at nyde frisk luft og udendørs fællesskaber i ro?
SF mener et klart og tydeligt nej. Vi risikerer at skabe et boligområde, der ikke lever op til hverken vores egne eller borgernes forventninger til et godt hjem. Vi mener ikke det lever op til planstrategiens centrale vision om ”et godt sted at leve og bosætte sig for alle generationer”
SF mener, at Cirkelhusgrunden vil være bedre egnet til erhvervsområde, da det er mindre støjfølsomt.
Fortætning, ikke spredning
Byrådets beslutning strider også mod Fredensborg Kommunes vedtagne boligstrategi i planstrategien. I den har man besluttet at arbejde for en moderat boligtilvækst, som primært skal ske gennem fortætning af de eksisterende og stationsnære byområder.
At anlægge en helt ny “bymidte” med 350 boliger lige op ad motorvejen er ikke fortætning. Det er en udvidelse, en spredning, der risikerer at skabe en ny isoleret ”bymidte” og vi har svært nok ved at holde liv i de eksisterende bymidter vi allerede har. Dette er i modstrid med intentionen om at skabe levende og sammenhængende bysamfund.
SF vil en anden vej
I SF anerkender vi behovet for udvikling i vores kommune, men denne udvikling skal være klog, gennemtænkt og i harmoni med vores kommuneplan, naturen og borgernes trivsel. At stemme for at udarbejde en lokalplan, der fra start signalerer så alvorlige problemer med støj og boligkvalitet, er en forkert prioritering.
Derfor opfordrer vi til, at man genovervejer hele projektets præmis. Det er ikke for sent at stoppe op og ændre kurs, men det kræver at vi udviser kommunal selvtillid og tør stille krav til kvalitet, bæredygtighed og langsigtet planlægning. Vi skylder både nuværende og kommende borgere, at vi ikke prioriterer kortsigtet boligbyggeri over velgennemtænkt byudvikling.
I SF vil vi fortsat og vedholdende kæmpe for en ansvarlig byudvikling, der sætter trivsel, miljø, natur og langsigtet planlægning først.




