18. marts 2026

Se de præcise kort og tjek om du skal koge vandet: Her er der coliforme bakterier

I slutningen af denne artikel har TjekFredensborg zoomet ind på de tilgængelige kort over forureningen for at give jer et detaljeret overblik.

Del artiklen

I landområderne omkring Karlebo, Gunderød, Kirkelte og op til Hesselrød skal borgerne i øjeblikket koge vandet, inden de drikker det.

Det anbefaler Fredensborg Forsyning og Fredensborg Kommune, eftersom der er registreret coliforme bakterier i drikkevandet.

Annoncer

”Vi arbejder på højtryk for at finde fejlen. Det drejer sig kun om forsyningsområdet, der indtil 1. juli var tilknyttet Gunderød Vandværk”, skriver Fredensborg Forsyning på sin hjemmeside og fortsætter:

Vandet skal kun koges i disse områder af kommunen – syd for Grønholt Hegn og fra området omkring Hesselrød og mod syd samt i et lille bælte nord for Fredensborg Kongevej og derfra sydpå ned til ved kommunegrænsen. Det oplyser Fredensborg Forsyning. Se mere detaljerede kort i bunden af denne artikel.

”Der er kun en meget lille risiko for, at du bliver syg, hvis du har drukket af vandet. Indtil nu er der fundet meget små mængder af bakterier. Men kog vandet fra nu af, før du drikker det.”

Ikke nok at brygge kaffe

To minutters kogning dræber bakterierne i vandet. Ved brug af elkedel eller gryde gives en portion vand 2 opkog med 2-5 minutters mellemrum.

Ved brug af kaffe- og temaskiner opnår vandet ikke en temperatur på de nødvendige 100 grader i 2 minutter, oplyser Fredensborg Forsyning.

”Vandet skal koges, indtil nye prøver viser, at forureningen er ophørt. Når vi får resultatet af en række nye prøver, vil de vise, om kogeanbefalingen kan ophæves. Vi vil løbende opdatere med nyt om sagen”, lover Fredensborg Forsyning og tilføjer:

Hvis du bliver dårlig søg egen læge. Man kan godt bade i vandet, og dyr må gerne drikke det.

Man kan følge udviklingen her på TjekFredensborg.dk samt på Fredensborg Forsynings hjemmeside. Det fremgik tidligere i overskriften, at det er colibakterier, men der er ikke fundet de bakterier, der relaterer sig til fækalt materiale. Derimod er der Coliforme bakterier, der kan komme fra overfladevand og planterester.

Her ses afgrænsningen op mod Grønholt Hegn.
Nord for Hesselrød og et bælte nord for Fredensborg Kongevej er også ramt.
Ejendomme helt ud til Helsingørmotorvejen samt nordvest for Fredtoften og Stasevang er også berørt.
Vær opmærksom også syd for Isterødvejen ind mod Kirkelte.
På kortet ses afgrænsningen syd for Kirkelte.
Og her et sidste zoom på Kirkelte-området.
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder