De var nødt til at sætte et skilt ud foran det lille drivhus i feriekomplekset, som de havde lejet sig ind i på Bornholm. ”Teaterprøve. Just for fun”, stod der, for ellers ville de andre gæster undre sig over, at der blev råbt ”Jeg slår dig ihjel” og andre voldsomme ting.
Nivå Amatør Teater er ved at øve forestillingen ”Blodbadets gud”, der handler om forældrene til to drenge, hvor den ene dreng har slået to tænder ud på den anden. De fire voksne forældre mødes til et forsoningsmøde, der går helt galt.
Teaterstykket viser os noget om menneskets mangel på selvindsigt.
– De skændes i næsten halvanden time, og ja – det er også morsomt, men ikke som en revy, siger Marian Løsekrug Larsen.
Ordet teater har hun valgt som afsæt for samtalen i serien ”Kaffe og snak”, og hun fastslår, at teater for hende er at stå på en scene og fortolke et manuskript på den måde, som forfatteren har tænkt det – eller hvis inspirationen opstår, ændre en anelse, således at der opstår en nyfortolkning af et værk.
– Jeg ved godt, at jeg er til de smalle produktioner, men sådan bliver det, når jeg er instruktør. Der er andre, der er bedre til at lave revy, smiler hun og fortæller om stykket, der sættes op i begyndelsen af oktober med Nanna, Apollonia, Mikal og Pierre – fire af teatergruppens yngre kræfter
Hvem er den ligeglade?
Når flokken er samlet en weekend for at øve et teaterstykke, kan de bruge lang tid på at diskutere bare enkelte replikker, og det skete også forleden weekend, da Yasmine Rezas manuskript til “Blodbadets Gud” blev nærlæst.
Forestil jer en scene med to ægtepar, der skændtes indbyrdes, men der er også interne spændinger. En af hustruerne siger højt, at hun bor sammen med en mand, der er ligeglad med det hele, og i scenen kort efter læner manden sig tilbage i stolen og siger:
– Han er ligeglad med det hele.
Men hvem er han i den replik? Omtaler han sig selv i 3. person eller mener manden i virkeligheden den anden han i selskabet, altså med tryk på ”han”?
Det handler om alliancerne i rummet. Skal han kigge over på den anden mand, når han siger det?
– Vi diskuterede det, fordi det handler om alliancerne i rummet. Skal han kigge over på den anden mand, når han siger det? Hvem holder han med? Til sidst måtte jeg som instruktør tage den beslutning, at han siger det om sig selv. Men det var en sjov diskussion at have, fortæller Marian Løsekrug Larsen.
For hende er teater det modsatte af falskhed
En så lang diskussion knytter sig også til spørgsmålet om, hvorvidt teater også er en slags falskhed. Ordene ”falskhed” og ”fortolkning” nævnes som sekundære betydninger, når man slår ordet op i en ordbog.
Sikke et teater, kan man sige om en hændelse eller et møde ude i virkeligheden, men det er noget andet på scenen, argumenterer Marian Løsekrug Larsen. Hun tænker det modsatte af falskhed, fordi hun går meget op i at sætte sig ind i rollerne.
Fortolkning, ja – men efter en tænkepause konstaterer hun, at falskhed ikke for hende er en del af teater.
Ingen sagde, at det var for meget, og det var… naturligt for mig
Da ”Billedmagerne” i foråret blev spillet med en fortolkning af Selma Lagerlöfs liv, brugte holdet mange timer på at sætte sig ind i relationen mellem Selma Lagerlöf og hendes alkoholiserede far. Hvorfor?
Jo, uden at forstå hovedrollernes følelser, bliver det på scenen mest til oplæsning af replikker, fastslår Marian Løsekrug Larsen.
Kendte ansigter er det svære publikum
Hun husker tydeligt, hvornår hun første gang blev bevidst om, at det noget særligt at stå foran andre og fremføre noget.
– Det var til min storesøsters konfirmation, og jeg var syv år gammel, for hun er syv år ældre end jeg er. Dengang var konfirmationer jo forældrenes fest, og den blev holdt hjemme, og jeg lavede noget gæt og grimasser, og jeg fik lov til det af mine forældre. Ingen sagde, at det var for meget, og det var… naturligt for mig, fortæller Marian Løsekrug Larsen, der i sin barndom i midten af 1960’erne også dansede ballet.
Enten skulle jeg fortsætte med at prøve at blive skuespiller og næsten ikke tjene noget – eller…
I ungdommen forsøgte hun gentagne gange at komme ind på balletskole og skuespillerskole, men hun blev ikke optaget. Til sidst måtte hun tage et valg.
– Jeg har også et doven-gen, griner hun og tilføjer:
– Enten skulle jeg fortsætte med at prøve at blive skuespiller og næsten ikke tjene noget – eller også skulle jeg have en uddannelse, og der var mine forældre så fornuftige… De sagde til mig, at jeg skulle tage en uddannelse, og jeg blev kontoruddannet.
Men hun har spillet teater i sin fritid igennem alle årene, og det føles stadig naturligt. Især hvis det er på en rigtig teaterscene. Hun tager også ud med sin guitarspillende mand og optræder som bakkesangerinde, og her indrømmer Marian Løsekrug Larsen, at det kan være lidt svært at stå foran et selskab, hvor halvdelen er gode bekendte.
– Det er en anden bedømmelse fra folk, end når det sker inde på scenen, siger hun med et blik ind mod teaterscenen på Kalvehaven 6 i Nivå.
Fakta
- Kaffe og snak foregår altid en mandag morgen eller formiddag, og det er en interviewserie, hvor interviewet tager udgangspunkt i ét ord. Det kan være et ord, der er hyppigt brugt i tiden eller det kan være et ord, der betyder meget for et enkelt menneske.
- ”Teater” er ordet i denne artikel, og det er Marian Løsekrug Larsen, Nivå Amatør Teaters instruktør, der byder på kaffe og snak. I 1997 flyttede hun med sin mand til Nivå, og to vigtige årsager var Nivå Havn og Nivå Amatør Teater.
- Igennem årene har hun spillet teater på Hvidovre Amatør Scene og Teaterkatten i København. I 2010 spillede hun for første gang med hos NAT i forestillingen Nat med Oberstinden. Nu er hun instruktør på forestillingerne, der sættes op på Nivå Amatør Teaters scene i Teaterhuset på Kalvehaven 6 i Nivå. Man kan læse mere om Nivå Amatør Teater på www.nivåteater.dk
Fik du læst? Livets mening kan nogle dage være at gøre det, man har skrevet ned
Det lyder som at pine sig selv, at påtage sig en opgave og et ansvar. Men det handler om det modsatte, siger Peter Søndergaard i en snak om ordet “mening.
