Fordi jeg i aften rejser til Berlin, svarede sønnen, da faderen spurgte, hvorfor han sad i sit søndagstøj. Alt lå stille i foråret 1903, hvor den 18-årige Theodor Andersson var nyudlært tømrersvend, og han kunne ikke finde arbejde.
På den første dag i april hævede den unge mand sin opsparing i banken i Hørsholm, vekslede til 70 tyske mark og nåede tilbage til frokostbordet hos sin far, der var forvalter på Nivaagaards Teglværk. Da faderen havde hørt sønnens besked, rejste han sig og gik.
Nogle timer senere kom han tilbage og foreslog, at de skulle følges ad til København, hvor de fik middag, en god cigar og var i Skala for at se visesangerinden Dagmar Hansen. Da toget gik klokken 10.00 om aftenen, blev sønnen sendt afsted med opfordringen om at skrive ofte, ikke mindst hvis han fik brug for penge.
Theodor Andersson, der siden overtog sin fars stilling og i godt tre årtier frem til 1952 var forvalter på Nivaagaards Teglværk, genfortæller historien i sine erindringer. Han skrev på skrivemaskine i 1965, hvor han var mere end 80 år gammel.
Stor sorg, jeg græd og skammede mig
I et ærligt tilbageblik, der senere er blevet indleveret til Fredensborg Arkiverne, beretter han om livet på vejene i Europa i begyndelsen af 1900-tallet, hvor han i selskab med andre unge håndværkere gik rundt for i perioder at arbejde, i andre perioder at være turist – og enkelte gange også at ernære sig som en slags vejfarende tigger.
Første stop var Berlin, hvor det lykkedes ham at få arbejde, så han kunne spare 700 mark op og gemme de mange guldmønter i en læderpung med rem, som han spændte om maven. I Leipzig faldt han og en kammerat i dårligt selskab, fortæller han med disse ord:
”I spisesalen sad der nogle andre unge håndværkere, som vi kom i snak med. Da det var pæne unge mennesker, var vi ikke ængstelige for at gå ud sammen og se på byen. Efter at have gået i gaderne lidt, gik vi ind for at få en natøl. Dette skulle vi aldrig have gjort. Hvor mange øller vi fik, aner jeg ikke, men fulde var vi ikke, men de må have kommet noget i vore glas, vi anede ikke, hvorledes vi kom hjem i seng.”
”Jeg vågnede tidligt næste morgen ved, at jeg lå og frøs. Da jeg kom rigtigt til mig selv, opdagede jeg, at mine benklæder stod åbne, og min pengepung var skåret af, så kun remmen var tilbage. Stor sorg, jeg græd og skammede mig. Vi talte om at gå til politiet, men kunne det nytte. Nej, det ville blive meget værre, måske blev vi sendt hjem til Danmark, så hellere se at komme ud af byen.”
Slagteraffald til pæne unge håndværkere
Derefter fulgte en tid, hvor Theodor Andersson beskriver dage i solskin med højt humør og nætter, hvor de gik frysende i regnvejr, indtil de ud på morgenen fandt ly og tog en ordentlig skraber.
Han lærte at man ikke skulle gå fra hjem til hjem for at tigge, men derimod opsøge bagerne og slagterne i byerne for at bede om gammelt brød og slagteraffald som pølseender og flæskeaffald.
”Dette at gå på valsen er ikke at sammenligne med de luffere, som i vore dage går på vejene, nej, men det var pæne unge håndværkere, der var ude for at lære noget, se andre forhold, lære andre lande at kende, lære andre bygningsmetoder”, skriver han i sine erindringer, der også nævner episoder med stor hjælpsomhed.
I Biel i den vestlige del af Schweiz var han i en periode uden arbejde og opsøgte folk på banegården, hvor han havde besvær med at finde tysktalende mennesker i den tosprogede by, hvor mange taler fransk. Han så en meget fin herre med stok og høj hat og tænkte, at han da måtte tale tysk, men nej…
Først da Theodor Andersson sagde ordet ”København”, lyste herrens ansigt op, og han blev med fagter bedt om at følge med hjem til en af byens fine huse, hvor herrens hustru talte tysk, og hvor han efter at have drukket te blev tilbudt at leje et separat værelse i huset for en rimelig husleje. Hvorfor denne venlighed?
Jo, ægteparret havde for 20 år siden været på bryllupsrejse i København…
Han så det boble og koge i kraterne
Efter at han igen havde tjent gode penge og sparet op, rejste han tilbage til Italien for at opleve området omkring Napoli, hvor han ankom fra søsiden på en stille aften, hvor røg og damp stod op af Vesuv imens en tordende buldren kunne høres fra vulkanen.
Som fra en kæmpe skorsten, og da Theodor Andersson senere blev en særdeles dygtig forpagter og forvalter af Nivaagaards Teglværk og ejendomme, er det oplagt at slutte denne beretning nær en af naturens store skorstene, der var i udbrud i 1906.
Naturligvis var Theodor Andersson så nysgerrig og eventyrlysten, at han ville se vulkanen på tæt hold.
”Vi nåede bjerget og begyndte at gå opefter, straks mærkede vi ikke noget, men halvvejs oppe kunne vi høre, hvordan det buldrede under os, og bjerget blev varmere og varmere at gå på. Selve krateret var afspærret, men nogle steder kunne man kigge ned i de næsten udslukte kratere, hvor man så det boble og koge.”
”Hvert tredje eller femte minut var det som bjerget rystede, og en søjle af sten og lava blev slynget højt op i luften og faldt ned i krateret igen. Det var som bjerget åndede. Vi kom også nær til de steder, hvor lavaen flød ned ad bjerget. Jeg syntes, at det var uhyggeligt, og vi gik snart ned igen.”
Fik I læst? Skibet Bono blev til vrag få år senere
Få historien om det største skib, der er sejlet ind i Sletten Havn.
Fakta
Ugens godnathistorie er tænkt som lokalhistorisk læsestof, der giver et lille smil på læben og slutter dagen med den pointe, at der sker nye ting hver eneste dag – men meget er tematisk det samme. Og ja, de små artikler kan også læses til morgenkaffen…
Fredensborg Arkiverne ligger i den nordlige del af rådhuset i Kokkedal og udgør en enestående lokalhistorisk samling. Materialet til denne artikel er fundet på arkivet, der kan kontaktes via telefon 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk
En tak skal også lyde til Carl Jørgen Schousboe, formand for Nivaagaard Teglværks Ringovn, der har bidraget med biografiske oplysninger og sit kendskab til, at Theodor Anderssons erindringer eksisterede og nok ville ligge på Fredensborg Arkiverne.
