Egentlig burde Louisiana sætte en kasse med æbler foran det værk, hvor kunstneren har skabt otte stjernebilleder. Æblerne skal være franske, så man kan sætte tænderne i et af æblerne og se sit spejlbillede i det stjernebillede, der i realiteten er en ruteplan for migranter.
Jep, en ruteplan for dem, der ofte ender med at plukke æbler til os i jagten på en bedre fremtid…
De har sikkert også plukket tomater og mange andre af sydens grøntsager for 15 år siden, hvor den marokkanske kunstner Bouchra Khalili skabte sit værk ”The Mapping Journey Projekt”.
Det er på mange måder ganske simpelt. Man ser otte menneskers ene hånd tegne deres rute på et kort. Fra et sted i Afrika op over Middelhavet til Europa, imens der sker en videooptagelse, og filmene vises på otte kæmpestore skærme i søjlesalen under museets cafe.
En tynd eller en tyk tusch markerer ruten, der forklares med lyd og tekst. ”It was going really bad, so I took my bag again”, fortæller en af stemmerne og tegner imens en rute, der først går over strædet ved Gibraltar skjult i en lastbil med syv euro på lommen, derefter til den første plantage, senere halvandet år som ”farmhand”, indtil en onkel vil tage hans penge.
I det nordlige Italien låner et andet familiemedlem ham 200 euro, og han tager en bus nordpå bare for at komme væk – han ender i Utrecht i Holland, indtil ønsket om at få de rigtige papirer igen får ham tilbage til Spanien. Kun for at få et afslag, og med en ven tager han til et sted nord for Nice, hvor de kommer for sent til at få et job, da æblesæsonen er ved at slutte…
Undervejs går der adskillige gange halvandet år med arbejde det samme sted i landbruget i Alicante, syd for Barcelona.
På vej mod en bedre fremtid
Hvis man tager videoptagelserne og de ruter, som migranterne tegner, og derefter fjerner de bagvedliggende kort og bare koncentrerer sig om at bevare punkterne, byerne, hvad end det er Torino, Barcelona, Alicante eller Utrecht – ja, så får man ved at forbinde punkter med prikker et slags stjernebillede.
Det har Bouchra Khalili gjort, og stjernebillederne ses på endevæggen bag de store skærme.
Når jeg er så fascineret af, at man kan se sig selv i en spejling i de blå billeder med hvide prikker, skyldes det, at vi har en tendens til at glemme, at de mange mennesker – migranterne – først og fremmest leder efter at forbedre deres livsvilkår ved at arbejde. Mange af dem ender i en periode med at plukke de grøntsager, som vi køber i supermarkederne.
Udstilingens kurator mindede om en anden ting, da hun midt på ugen præsenterede udstillingen til en kort pressebriefing og bemærkede, at mennesket har en evig trang til at være nomader. Især hvis livsvilkårene er ringe.
– Da jeg var barn og skulle lære engelsk, kan jeg huske, at jeg hjalp min bedstefar med at oversætte breve fra hans fætre i USA, sagde museumsinspektør Tine Colstrup og tilføjede, at over en længere periode omkring 1900-tallet var det 10 procent af den danske befolkning, der udvandrede til USA.
Poetisk modpres uden afslutning
Hun talte også om, at Bouchra Khalili med sine værker skaber et poetisk modpres, og at kunstnerens fortællinger aldrig har en afslutning. Vi ved fx ikke, hvad der er sket med manden, der kom for sent til æbleplukningen i den sydlige del af Frankrig.
I et nyere værk fra 2023, der også er med på udstillingen, forsøger den kvindelige kunstner at bevare og genskabe en del af migranternes historie i 1970’erne i Frankrig, hvor de med performance forsøgte at skabe opmærksomhed og fokus på at forbedre migranternes vilkår.
Det er en historie, der var på vej ud i glemslen, og som nu kan opleves i udstillingen, hvis print i lyskasser og videoinstallationer er omgivet af en dyb, mørk og dog lysende blå farve. Ligesom vandet og himlen – uden at de grænser, som vi alle sammen kender fra kort, er synlige.
Bouchra Khalili. Louisiana i Humlebæk . Frem til den 30. november 2025.
Fik I læst? Det er sjældent at kunne se døden i øjnene og gå beriget hjem
To runde pletter lyser som rovdyrets øjne i natten. Eller måske er det bare den sidste livskraft, der ses?
