18. marts 2026

Stjerneryttere klarede asfalten. Men hvor dårlig er den egentlig?

Weekendens Copenhagen Sprint har givet anledning til en del kommentarer om huller i asfalten på kommunens mindre veje. Nu får emnet et journalistisk tjek.

Del artiklen

På det sted, hvor Veksebovej møder Højsagervej, er asfalten i så dårlig stand, at det tydeligt kan ses ved at zoome ind på Google Maps, og strækningen er også hullet i virkeligheden. Deltagerne i Copenhagen Sprint kørte nordom i søndags, da de to gange susede tværs igennem kommunens skønne naturområder.

Men også en del af cykelløbets rute har dårlig asfalt, lød det i bemærkninger i dagene omkring cykelløbet. Heldigvis skete der ingen styrt i søndags, og tak for det. Hvor dårlig er asfalten egentlig og hvad er risikoen, når man kører på to hjul i høj fart?

Annoncer

TjekFredensborg.dk tager fat på en undersøgelse af emnet i denne artikel.

Men lad os først lige høre en professionel cykelrytter, hvad huller i asfalten betyder, når man træner eller kører i et tæt felt i et cykelløb.

Kun én ting at gøre: Hold godt fast…

Den 33-årige dobbelte verdensmester i mountainbike-orientering, Cæcilie Rueløkke Christoffersen, bor i Ny Hammersholt uden for Hillerød, og hun kender de nordsjællandske veje godt, eftersom hun ikke kun træner i bakket terræn i skovene – hun træner også på landevej.

– Copenhagen Sprint kom forbi her hvor jeg bor, og jeg tænkte med det samme, at asfalten syd for Ny Hammersholt ikke er særlig god. Der er ikke meget andet at gøre end at holde godt fast på styret, især hvis man ligger i et felt, hvor man ikke kan se vejen. Men man kan jo ikke køre et helt cykelløb og holde lige godt fast på styret hele tiden, fortæller hun.

Typisk har professionelle cykelryttere forberedt sig på ruten og ved derfor på forhånd, at asfalten kan være dårlig på visse strækninger, forklarer hun. Det er selvfølgelig med til at reducere risikoen, og der kan også ske uheld på god asfalt, hvis ryttere kommer for tæt på hinanden – kommer op at ride på hinanden, som hun siger.

Sådan ser et af de største huller ud på Præstemosevej. I svinget, der anes på dette billede, er asfalten noget af et kludetæppe. Foto: Steffen Slot

Men det er ikke altid, at fx motionsryttere har forberedt sig på ruten, inden de cykler i en flok på 10-12.

– Hvis man kører på landevej, vil den forreste rytter ofte signalere, at der er huller eller løs grus, men når asfalten er meget dårlig, kan man jo ikke råbe hele tiden. Så er det, at uheldene kan ske, lyder det fra Cæcilie Rueløkke Christoffersen, der er opvokset omkring Svendborg og derfor jævnligt træner på sin hjemegn.

– Vejene er meget bedre dernede. Det er chokerende, så dårlig vedligeholdelsen er i Hillerød og kommunerne heroppe, konstaterer hun og tilføjer om hullerne på Præstemosevej, at de godt nok er store.

Noget er ulogisk, noget måske bare dårlig?

Asfalten på vejene i Fredensborg Kommune vedligeholdelses som en del af en kontrakt, der for over 10 år siden blev indgået med Colas. En af de politikere, der interesserer sig for den kontrakt, er Carsten Bo Nielsen fra Aktive Liberale.

– Jeg kender ikke selve kontrakten, men jeg mener, at enten er vedligeholdelsesniveauet sat for lavt eller også lever Colas efter min bedste overbevisning ikke op til kontrakten, siger Carsten Bo Nielsen, der ikke kan huske, at byrådet er blevet orienteret om en evaluering eller status på kontrakten og den vedligeholdelse, der sker.

Kontrakten blev indgået, inden Carsten Bo Nielsen selv blev valgt til byrådet for otte år siden. En del af ideen er ifølge byrådspolitikeren god nok – at byrådet forpligter sig til et fast årligt beløb over mange år, for derved at undgå, at politikerne med års mellemrum udskyder asfaltvedligeholdelse for at få råd til andre ting.

At resultatet ude på vejene er så dårligt, undrer dog Carsten Bo Nielsen, der finder visse arbejdsgange for uhensigtsmæssige.

– Når borgerne indberetter huller i asfalten, samler Nordsjællands Park og Vej informationerne sammen, og når der er nok til en tur, kører de rundt for at tjekke. Hvis hullet er stort, markerer de til Colas, at det skal repareres, men det havde jo været lettere, hvis de havde flydende asfalt med sig til at lave de mindre reparationer, når de nu alligevel er kørt ud, vurderer byrådsmedlemmet Carsten Bo Nielsen.

Fakta

  • Nu er det, at I som læsere af denne historie skal på banen. Hvad oplever I? Hvor er kvaliteten af asfalt dårlig, og er der nogle steder, hvor den igennem de seneste 10-15 år er blevet bedre.
  • Jeres input er vigtige, fordi I samlet set udgør en stor viden om kvaliteten af asfalten. Måske I tilmed iagttager noget, der er svært at samle i en officiel evaluering.
  • Husk også at komme med synspunkter og input, hvis der er sket en forbedring. Skrivtil@tjekfredensborg.dk hvis I har kommentarer til denne artikel.

Fik I læst? De husker asfaltaftale til op mod 100 millioner kroner, men ingen at have set en status

Det er svært at finde informationer eller evalueringer af kontrakten, der over tre valgperioder meget vel kan nærme sig 100 millioner kroner.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder