18. marts 2026

Masser af lopper – selv de franske turister køber til deres Paris-lejlighed

Jernbanegade i Fredensborg er fyldt med liv og mennesker i anledning af Copenhagen Sprint – helt frem til klokken 16.00 søndag den 22. juni.

Del artiklen

På et af loppemarkedets borde ligger et skilt med vejnavnet ”Sophie-Charlotten-Strasse”, og det er et stykke fra Jernbanegade, indrømmer Kim Mogensen, der jævnligt har rejst til Berlin for at opkøbe lamper, skilte og andre spændende ting til at sælge på loppemarkeder.

Det er Kim Mogensen, der fortæller om det franske ægtepar, der vist nok bor på Hotel Store Kro og var blandt nogle af de første besøgende søndag formiddag til loppemarkedet i anledning af Copenhagen Sprint.

Annoncer

– De købte en af mine lamper, som de ville tage med til Paris, og selvfølgelig pruttede de om prisen. 450 kroner blev til 400 kroner, fortæller Kim Mogensen og tilføjer, at de også opkøbte lamper fra boden ved siden af.

Her fortæller det yngre par Camilla og Jonni, at der ganske rigtigt blev solgt tre PH-lignende lamper til samlet set 950 kroner – der blev givet 150 kroner i afslag.

– Jeg slog lamperne op på google, og der stod en masse med PH, men der var en lille forskel, så jeg tror ikke, at de var originale, fortæller en smilende Camilla, inden manden Jonni – foranlediget af journalistens spørgsmål – tilbyder et fint sæt med en lang haveslang for så få penge som ”en plov”.

Og så vil den skarpsindige læser måske spørge, om vi med sikkerhed ved, at lamperne skulle bruges i en lejlighed i Paris? Indrømmet. Den del er gætteri…

Gå ikke glip af sardiner på sølvfad

Tæt på står Tina Deichmann og frister med salget af arvegods fra hjemmet i Fredensborg, og her kan man blandt andet købe et fint lille fad i sølv til sardiner, hvor der i fadet er indgraveret ”Fra eleverne 21. maj 1892”.

Ideen er hermed givet videre til de skoleelever, der endnu ikke har nået at give deres lærer en gave op til sommerferien…

Og hvis vi får en stund går tilbage til Kim Mogensen, så har han derhjemme et særligt skilt, som han ikke sælger. På det står ”John Foster Dulles”, og det var den amerikanske udenrigsminister under begyndelsen af den kolde krig i 1950’erne.

Skiltet har angiveligt siddet på vejen op til kanslerboligen i Berlin, indtil det blev taget ned for at blive erstattet med et skilt, hvor bogstavernes typografiske udtryk er mere moderne.

Det skilt kommer Kim Mogensen ikke til at sælge! Se her billederne fra en dag, der i skrivende stund slet ikke er slut og læs også om byens andre aktiviteter via dette link.

Vi skal jo til at preppe – så hvad med denne boremaskine, hvis strømmen pludselig går, lyder salgstalen fra Tina Deichmann. I kan nå det endnu… Foto: Steffen Slot
Camilla og Jonni står ved af de store boder på hjørnet ved Store Torv, og de har enkelte lamper tilbage – og meget andet… Foto: Steffen Slot
Der er kø i alle cafeerne på Jernbanegade – og selvom en fadøl koster mindre end iskaffe, er det kaffe og kolde sodavand, der bliver solgt mest af her til formiddag. Foto: Steffen Slot
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder