At plaffe er en aktivitet, der i ordbogen er knyttet til jagt. Og lyst er det samme som passion, fornøjelse, en trang, og de fleste jægere taler om jagt som deres passion. Så jægere er lystplaffere.
Så kort er Tinne Borch Jacobsens argumentation for, at ordet ”lystplaffere” er sprogligt præcist og kan udgøre en erstatning for brugen af ordet jægere. Efter en ultrakort pause tilføjer Tinne Borch Jacobsen, at hun egentlig godt kan forstå, at jægerne lader sig mærke af ordet.
– For det lyder jo ikke rart…
Sprogligt set er det ikke ordets skyld, argumenterer hun en mandag formiddag, hvor kaffen er skænket i farverige metalkopper med sorte prikker.
Ordet beskriver en aktivitet, hvor jægerne – lystplafferne – tager livet fra et dyr ”for sjov”, som en hobby, uden selv at have noget på spil. Hun har overvejet at bruge andre ord og har i byrådsdebatter brugt ordet ”skyderikker”, hvilket er en variation af skiderik; et ord der bruges nedsættende.
Men sprogligt er ”skyderikker” ikke raffineret nok, konkluderer byrådsmedlemmet Tinne Borch Jacobsen, der gentagne gange i byrådssalen har argumenteret imod jagt på kommunale arealer.
Det ulige magtforhold
En ting er at dissekere et ord og objektivt argumentere for, at det sprogligt holder. Noget andet er at bruge det i en kontekst, hvor Tinne Borch Jacobsen jo godt ved, at det bliver opfattet som en rød klud, der viftes foran jægerne.
Egentlig kunne de bare ignorere det, jægerne, ligesom en tyr ikke burde hidse sig op over den røde klud. Men tyrefægteren ved, at det sker – og står alligevel og tirrer med kluden…
Er Tinne Borch Jacobsen ikke en slags tyrefægter med et ansvar for den måde, hvor hun som sprogmenneske bruger et ord?
– Nu er der jo en grund til, at tyren reagerer, som den gør, og det har intet at gøre med kludens farve. Det er den måde, som tyren pines på, allerede inden den kommer i arenaen, og så er der den detalje, at det er tyren, der mishandles til døde. Det bliver jægeren jo ikke, svarer Tinne Borch Jacobsen og signalerer dermed, at hun finder analogien, eksemplet, irrelevant.
Der bruges helst mindre blodige og mere ”spiselige” ord som ”regulering” og ”forvaltning” af naturen
– Men ja, du mener, at tyren er jægerne, og at jeg vifter med en klud. Men modsat tyren har jægerne jo intet på spil. Magtforholdet er komplet ulige.
– Mit ærinde er at give jægerne noget at tænke over. Der er mange jægere, der ikke har et problem med ordet og anerkender, at det beskriver aktiviteten, uddyber Tinne Borch Jacobsen og påpeger, at jagt i Danmark ikke handler om at få mad på bordet til familien, og hun anerkender heller ikke argumentet om, at jagt reducerer bestanden til glæde for dyrene selv.
– Der bruges helst mindre blodige og mere ”spiselige” ord som ”regulering” og ”forvaltning” af naturen, men naturen regulerer jo sig selv, så afskydningen er overflødig, siger hun, der ikke mener at man skal tage livet fra nogen, der gerne vil beholde det.
Lad det være en øjenåbner
Om det er rigtigt eller forkert, skal ikke beskrives i denne artikel, og ærindet er heller ikke at skabe en større debat om berettigelsen af jagt. Fokus er på ét ord og hvordan det bruges.
Her skaber ordet ”lystplaffere” en konflikt, som ifølge Tinne Borch Jacobsen fik Venstres generalsekretær til i midten af marts at ringe til hende og ømme sig over hendes brug af ordet i private opslag på Facebook.
– Er det kampen værd at bruge ordet?
– Ja, vi skal sætte tingene på spidsen engang imellem, fordi det kan fungere som en øjenåbner. Jeg gør det fordi jeg synes, at det er nødvendigt. Det ville være nemmere at lade være, siger Tinne Borch Jacobsen.
Hvis der skulle være en jæger, der læser med og er kommet hertil i artiklen, kan der være brug for at tage luft ind et øjeblik til overvejelse af modpartens bevæggrunde og argumenter, trods uenighed
Først sejlbåd, så kikkertsigte
Samme spørgsmål går til politikeren, der flittigt bruger ordet ”lystplaffere”. Hvad er jægernes bedste argument for at gå på jagt?
– Det er nok især, at der i Danmark er en lang tradition for jagt, og så er det kulturelt betinget. I øvrigt ligesom tyrefægtning.
– Hvis man er vokset op på en gård, gik alle på jagt, fordi det ”plejer vi”. Og hvad betød det at tage liv – det gjorde man jo også med dyrene ude i stalden?
– Jagt er desuden en statusmarkør. Først har man råd og tid til at spille golf. Siden køber man måske en sejlbåd, og til sidst køber man sig ind i et jagtkonsortium, køber den fedeste riffel med kikkertsigte og viser med trofæerne på væggen, at man har gjort det godt.
Og hvis man ikke stopper samtalen i samme sekund, kommer fortsættelsen.
– Men jeg siger ”adr”.
Fakta
- Kaffe og snak foregår altid en mandag morgen eller formiddag, og det er en interviewserie, hvor interviewet tager udgangspunkt i ét ord. Det kan være et ord, der er hyppigt brugt i tiden eller det kan være et ord, der betyder meget for et enkelt menneske.
- ”Lystplaffere” er ordet i denne artikel, og det er byrådsmedlemmet Tinne Borch Jacobsen fra Fredensborg, der byder på kaffe og snak.
- Tinne Borch Jacobsen har siddet i byrådet for Venstre siden 2001, og hun har været medlem af Venstre i 32, indtil hun i april meldte sig ud, da hun ikke mere kunne stå ved partiets politik på landsplan i blandt andet Venstres indsats i Grøn Treparts-aftalen. I byrådet er hun nu “Uafhængig liberal”.
Fik du læst? Her har din hjerne brug for, at du ikke skyder genvej
Vi risikerer at pantsætte evnen til selv at tænke og erkende, advarer Anette Prehn.
