Byggeriet af en ny bymidte i Humlebæk er så stort et projekt, at ejerne af Humlebæk Centret ikke kan skabe det alene. Det kræver medinvestorer, og der er en række årsager til, at de er svære at finde i øjeblikket.
For to år siden, da lokalplanen for fornyelsen af Humlebæk Centret blev vedtaget, var markedet forsigtigt og renten høj. Heldigvis er det ved at ændre sig.
– Vi oplever, at markedet er mere positivt, end det har været de seneste to et halvt år, siger John Olsen, økonomidirektør i TT Partners, der ejer Humlebæk Centret.
Udfordringen har været renten, og at de store investorer og pensionskasser i en periode har haft projekter liggende, som de først skulle realisere. Desuden bygges der meget i nærområdet et par kilometer mod syd.
Når der bygges nyt, bliver en bymidte også interessant for nye koncepter og cafeer
– Vores projekt ligger i det samme område, og derfor har det betydning, at der kommer et kæmpe udbud af boliger i Nivå. Min vurdering er, at boligerne i Nivå nok skal blive absorberet i markedet, fordi det er et projekt med gode størrelser på lejlighederne, men det skal jo lige ske, forklarer John Olsen, der også er opmærksom på, at politikerne i Fredensborg Kommune er positive over for at øge andelen af boliger syd for rådhuset i Kokkedal.
– Det kan også få betydning for investorernes interesse i Humlebæk, siger han og tilføjer, at bymidten i Humlebæk er et ambitiøst projekt, hvor politikerne har ønsket, at parkeringspladserne til boligerne etableres i parkeringskældre, og det gør byggeprocessen dyrere.
– Vi er gået ind i det med åbne øjne, og det bliver godt, men det kræver en stor investering. Selve boligerne bliver et miks af ejeboliger og lejeboliger. Når pensionskasser er involveret i et projekt, ønsker de opførsel til udlejning, men det er oplagt, at vi også opfører ejerboliger i de ”Townhouses”, der kommer til at ligge over supermarkederne i den nye bymidte, forklarer han.
Ny bymidte giver nye muligheder
I dag er fitnesscentret Letsmove en markant del af Humlebæk Centret, og det bliver Letsmove også i den kommende bymidte. Der bliver plads til træningsmaskinerne, instruktørerne og de mange træningshold, og de får omkring 1000 kvadratmeter, der er tænkt ind i bygningerne ud mod Fredensborgvej.
Terrænet skråner en del, og det betyder, at Letsmove set fra selve bymidten kommer til at ligge i kælderplan, men med store vinduespartier i væggene mod syd ud mod en cykelsti og længere nede Fredensborgvej.

– Apoteket bliver selvfølgelig, og Matas vil heller ikke lukke i Humlebæk. Når der bygges nyt, bliver en bymidte også interessant for nye koncepter og cafeer, og vi forventer, at nye muligheder åbner sig, fortæller John Olsen og fortsætter:
– Mange vil gerne have en pakkeshop, men det er meget svært at få til at løbe rundt som forretning. Hvis du eller jeg sender en pakke, koster det mellem 49 og 69 kroner, og det er kun omkring fem kroner, som pakkeshoppen får per pakke. Indtil DHL og de andre selskaber ændrer på det, kommer der ikke en pakkeshop, for der skal udleveres 500-1000 pakker om dagen, for at det kan løbe rundt. Så det er ikke huslejens skyld, men lønninger og pakkeselskabernes høje andel.
Han tilføjer:
– Lønninger er generelt i dag en større faktor en husleje, og det er jo derfor, at Blå Kors kan have så stor en butik. Fordi den drives af frivillige. Og så er det nogle gange svært at forudsige markedet. Vi troede selv på Play Creative, da den åbnede, fordi konceptet fungerer andre steder, men den fik aldrig fat i Humlebæk.
Markedet kan overraske
Med det henviser han til det lille, hyggelige værksted i cafe-omgivelser, hvor man kunne male på keramik, arbejde med ler og deltage i fællesskab med andre deltage i kreative arrangementer.
TT Partners har et tæt samarbejde med Humlebæk Centerforening om at finde de butikker til centret, der passer bedst ind og har størst chance for at få kunder.
– Omvendt troede vi ikke, at det ville gå så godt, da vi skulle finde ny forpagter til Humlepubben. Men det ser ud til at gå rigtig godt, fortæller John Olsen.
– Bliver der plads til Humlepubben i den nye bymidte?
– Ja, der er plads til den. Til den tid må vi se, om pubben i nye rammer også bliver lidt anderledes, lyder det en anelse forsigtigt fra John Olsen.
Efter faktaboksen kan I se skitser, der viser, hvordan den nye bymidte i Humlebæk kommer til at se ud.
Fakta
- For knap 10 år siden blev Humlebæk Centret opkøbt af TT partners, der gerne vil udvikle centret, og for to år siden blev der vedtaget en lokalplan, der beskriver rammerne for en helt ny bymidte med markant flere boliger.
- Lokalplanen gør det muligt at nedrive eksisterende center- og dagligvarebygninger og omdanne arealet til en fortættet bymidte med butikker, boliger, erhverv, institutioner, byrum og grønne arealer.
- De nye bygninger er 2-3 etager med udnyttet tagetage. Højden tilpasser sig facaderne på de tilstødende bygninger. Lokalt i den sydøstlige del falder terrænet, så bygningens hjørne helt lokalt fremstår i 4 etager med udnyttet tagetage, fremgår det af lokalplanen, der blev vedtaget i foråret 2023.










