Hvert fjerde barn i Danmark undervises nu uden for den almene folkeskole. I 2008 var det 19 procent. I dag er det 26 procent. I Gribskov gik 38 procent af eleverne i 2024 ikke i en almen folkeskoleklasse.
Hvis udviklingen fortsætter, vil vi snart stå med en folkeskole, der ikke længere er folkets skole.
Bag tallene gemmer sig også børn, der ikke vil i skole. Forældre, der sidder hjemme i stedet for at arbejde. Familier, der er slidt ned af et system, der møder deres barn med kassetænkning i stedet for løsninger. Det koster trivsel. Og det koster økonomisk. For regningen bliver kun større, jo længere vi venter.
Jeg kender den virkelighed indefra. Jeg havde selv skolevægring. Jeg ved, hvad det koster, når systemet møder et barn med kassetænkning og ikke med løsninger i øjenhøjde. Jeg havde f.eks. ikke brug for en klasse med 13 andre elever. Jeg havde brug for differentieret undervisning og en tolærerordning. Universalløsninger findes kun på Christiansborg, ikke i virkeligheden.
Folkeskolen bruger næsten 28 procent af sine samlede udgifter på de 7 procent af eleverne i specialtilbud. Det er netop prisen for årtiers fejlprioritering, kassetænkning og detailstyring fra Christiansborg.
Moderaternes svar er frihedsskolen. En skole, der sættes fri til at finde løsningerne lokalt. Tolærerordninger der, hvor de giver mening. Intensive forløb til dem, der har brug for det.
Beslutninger truffet af dem, der kender børnene. Frihedsskolen er ikke kun svaret for de mest udsatte. Det er et løft for alle børn. For faglighed og trivsel forudsætter hinanden.
