Skuespiller og pianist Anders Ahnfelt-Rønne og cellist Kirstine Elise Pedersen opfører en glad og bevægende musikforestilling i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio om alle de forhindringer, vi snubler over gennem livet.
Men også om alt det smukke, der holder os oprejst. Der er dømt både Shakespeare og Pusjkin, HC Andersen, Scott Fitzgerald, Ludvig Holstein og Inger Christensen i teaterkoncerten “Noget om at undgå at få ting galt i halsen”.
Publikum kan glæde sig til skøn musik i mange genrer af Rachmaninov og Piazzolla, af jazz-trompetisten Clifford Brown og et nyt arrangement af Cornelis Vreeswijk’s rørende vise ‘Cecilia Lind’.
– Tempo’et er dejligt gammeldags. Tænk sig, at der kan gå flere sekunder, hvor der ikke bliver sagt noget, men hvor man får chancen for at fordøje det talte ord. Det er jo en sjælden luksus. Ordene bliver suverænt svøbt ind i Kirstine Elise Pedersens sikre cello, lyder den rosende omtale fra en tidligere deltager, Hans Christian Davidsen, Eckernförde.
Fakta
- Forestillingen spiller torsdag de 5. marts og fredag den 6. marts fra klokken 19.30. Dørene åbnes klokken 19.00. Der er unummererede pladser.
- Forestillingen varer 1 time og 45 minutter inklusiv en pause, hvor publikum kan indtage lidt godt til halsen.
- Billetprisen kan holdes på 50 kroner på grund af tilskud fra Fredensborg Kommunes Kulturudvalg.
- Børn og unge på 24 år og derunder gratis. Køb billetter via dette link.




