Se godt på maleriet tilknyttet denne artikel. Det er smukt, ikke? Livsglad, lattermildt, men også ængsteligt. Det sidste maleri, som Kaari Upson malede i den samme serie, er mørkt og dystert. To runde pletter lyser som rovdyrets øjne i natten. Eller måske er det bare den sidste livskraft, der ses?
Jeg ved det ikke, fordi jeg altid har veget fra døden, når den kom tæt på hos mennesker, jeg har kendt. Jeg har altid haft det svært med det sidste besøg. Kunstneren Kaari Upson malede på værket ”Foot Face” helt frem til sin alt for tidlige død som 51-årig af kræft i 2021.
I kan se værkets 140 dele på kunstmuseet Louisiana i udstillingen ”Doll House”, der på samme tid er fortryllende, mørk og meget, meget smuk. Min anbefaling er at gå til rummet øverst i udstillingen i museets sydfløj, tættest på himlen og se de 140 værker, hvor de sidste er fulde af øjne og tænder, der synes ustyrlige på lærredet.

Tænderne er noget af det, der skræmmer mig mest ved døden. Man kan kontrollere dem, om muligt skjule dem med sine læbers kraft. Men ikke hvis man er død. Døden er et monster, især hvis den kommer tidligt, men gå nu forbi og kig på øjnene i det allersidste værk. Er de alligevel fulde af liv? Ser de noget? De er under alle omstændigheder fantastisk malet.
Dukkehus og barndommens lege
Kaari Upson malede værket som en seriel gentagelse af et ansigt og en fod, hvor ansigtet er Kaaris og foden moderens. Ideen var at skabe en slags journal og dagbog, et værk om dagen, og hun stoppede med at male, da hendes mor var død og hendes egen kræftsygdom havde meldt sig påny.
Louisiana skriver dette i en af præsentationerne af udstillingen:
”Kaari Upson stod, ved sin alt for tidlige død af kræft i 2021, som en af de mest markante og alsidige amerikanske kunstnere med en praksis på tværs af skulptur, tegning, performance, film og maleri. Hun nåede kun at blive 51 år, men har efterladt et rigt, intenst og stærkt personligt værk, der kredser om identitet, krop, relationer, følelser, sygdom og tab.”
Den kan anbefales, og der er også mere muntre indslag. Et kæmpestort dukkehus, hvor kunstneren og en barndomsveninde delvist genopfører barndommens lege. Sjovt og tankevækkende er det også at følge kunstnerens besætteles af en tidligere nabo, der havde boet i et hus, der brændte og lå forladt over for kunstnerens barndomshjem.
Vilde fester og en besættelse
Manden, der boede i huset, var berygtet for sine vilde fester, og Kaari Upson navngav manden ”Larry” i sine værker. I latex har hun – baseret på sine erindringer – genskabt et af rummene i mandens forladte hjem.
Bag den åbne dør ligger skrald, og dørens væg hænger ned fra loftet, imens et par sko står på museets gulv, selvom det burde være en væg, og den simple pære i loftet driller også øjet og hjernen, for loftet i det forladte hjem er blevet til en væg i virkeligheden.
Kaari Upson har selv givet en guide til sine værker og har sagt:
– Der er ingen faste grænser i min kunst, det er mere en slags fragmenteret fortælling fuld af sprækker og åbninger, som man kan gå ind og ud af lige, hvor man vil.
Kaari Upson – Dollhouse – A Retrospective. Kunstmuseet Louisiana, Humlebæk. Frem til den 26. oktober.




