Når Emil Monty Freddie tager de gamle negativer op og lader sine fingre følge kanten på en af de lange sider, kan han pludselig mærke, at der er lavet et lille klip, et hak. Så ved han, at Jørn Freddie i sin storhedstid som modefotograf har signaleret, at lige netop det billede skulle fremkaldes.
På de måde er der pludselig en kontakt mellem Jørn Freddie og barnebarnet Emil Monty Freddie, der i de seneste to-tre år har kortlagt sin farfars efterladte negativer i et forsøg på at få omverdenens øjne op for, at Jørn Freddie var mere end ”bare” en kreativ modefotograf for datidens magasiner. Men hvad Jørn Freddie var – ja, det er Emil Monty Freddie stadig ved at undersøge og sætte ord på.
Han er selv fotograf, bosiddende i Humlebæk, og på bordet i hans atelier i den nordlige del af København ligger et printet portræt af den svenske skuespiller Max von Sydow. Klassisk, smukt med ansigt og skuldre. På væggen hænger et indrammet portræt i samme format, hvor skuespillerens hænder og ansigt spejler sig i den blanke, sorte bordflade – let forvrænget, en anelse smeltet i kanterne.
Hvad er bedst af de to?
Det med hænderne, ubetinget, mener Emil Monty Freddie, og det er netop de billeder, som han opsøger i sin gennemgang af de 10.000 efterladte negativer, som familien har beholdt og de næsten 140.000 negativer, der ligger på Det Kongelige Bibliotek.
Det er motiver, hvor Jørn Freddie har haft et særligt blik for at tilføre modellen, scenen, personen et ekstra pift, der gør forskellen på at være god – og at være i selskab med tidens helt store kunstfotografer.
Heri ligger nogle dilemmaer og spørgsmål. For er fotografen Emil Monty Freddie den rette til at genopdage sin farfar? Var Jørn Freddie virkelig så god, som mange af fotografierne giver grundlag for at sige? Og kan Jørn Freddie tåle at blive trukket ud af arkivskufferne lige i disse år, hvor mange mandlige kunstnere bøvler en del med at møde nutidens moralske kodeks?
De korte svar er ”måske”, ”ja” og ”ja, intet tyder på andet”.
En slags arkæologisk udgravning i negativer
I atelieret er den ene bagvæg prydet af et kæmpestort genoptryk af et fotografi fra Tunesien i 1968, hvor Jørn Freddie har fotograferet modellen Marianne Tholsted posere i ørkensandet med en hvidklædt skikkelse på kamel i baggrunden. Bag dem står endnu en skikkelse ved siden af en kamel.
– Jeg var på rejse i Indien og havde reddet på kameler med min daværende kæreste, da min far ringede og fortalte, at min farfar var død. Vi rejste rundt i Asien i fire måneder, og imens gik min far derhjemme og ryddede op i Jørns efterladte ting. Jeg er selv blevet fotograf, men da han døde i 2008, havde jeg aldrig rigtig talt med min farfar om fotografi, fortæller Emil Monty Freddie, der som ung fotograf også havde brug for at finde sin egen stil.
Derfor har han i mange år kun brugt efternavnet Monty når han præsenterede sig selv, selvom han også hedder Freddie til efternavn. Han ønskede ikke at lukrere på sin farfar, der offentligt stort set var glemt, men stadig kendt i fotografkredse.
For knap tre år siden begyndte Emil Monty Freddie at interessere sig for, hvad de gamle negativer gemmer, og derfor begyndte han med lidt hjælp at indscanne alle negativerne. Ja, I læser rigtigt – at scanne stort set alle de omtrent 150.000 negativer.
Først i en grov scanning, der giver et overblik, og derefter med bedre scanninger af de billeder, der fortæller historien om Jørn Freddies kunstneriske virke.
– Man har en tendens til at adskille modefotografi og kunstfotografi, men det er en fejl, synes jeg. Der er ikke stor forskel, og min farfar var inspireret af mange af datidens store fotografer, Richard Avedon og Helmut Newton. Det kan jeg jo se i billederne, siger Emil Monty Freddie.
Lad værkerne genopstå for at blive genopdaget
Jørn Freddies eftermæle er, at han blev en af de danske pionerer inden for modefotografi, og at han havde en enestående evne til at finde nye modeller. I de bedste år i 1960’erne og 1970’erne kørte han i Jaguar E-Type og boede i en villa i Rungsted, og han var gift to gange.
Den anden gang med Lotte Freddie, model og modeskribent, der stadig lever. Emil Monty Freddie er søn af Jørn Freddies søn fra det første ægteskab med Agnete Freddie.
På en anden væg i Emil Montys atelier hænger en udstillingsplakat fra Aalborg Kunstmuseum, der har udstillet værker af Wilhelm Freddie, der var Jørn Freddies far.
Om ham er der skrevet langt mere. Han var maler og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, og han var surrealist og desuden fortaler for pornografiens frigivelse i Danmark.
Oldefars valg gennem livet har sandsynligvis inspireret farfar Jørn Freddie til at lægge en vis surrealisme ind i sine motiver, især i de projekter, hvor Jørn Freddie kunne lege mere frit og ikke var så bundet af en opgave til et magasin.
Begejstret viser Emil Monty Freddie eksempler fra Jørn Freddies tidlige år, hvor han har fotograferet en kvinde med en baggrund, der meget vel kunne være taget ud af et surrealistisk maleri. Det er bærende billede på denne artikel.
Han fremhæver også et portræt af Margit Brandt, hvor hun er fotograferet ved et bord med en lodret plade og en buet plade, der skaber en sort grafisk ramme.
Undervejs i samtalen om Jørn Freddies fotografier fortæller Emil Monty Freddie ganske kort historien om den amerikanske Vivian Maier, der igennem sit liv tog 150.000 fotografier af arkitektur og gadeliv i amerikanske storbyer, men først efter sin død i 2009 blev hun for alvor opdaget.
Efter 150.000 negativer træder kunstneren frem
Emil Monty har en ambition om, at det samme kan ske for Jørn Freddie, og derfor arbejder han på at få lavet udstillinger med udvalgte værker og få solgt værker til danske samlinger.
Statens Kunstfond har allerede købt to værker, og de sælges i særlige tryk, hvor der af de store formater kun sælges 10 eksemplarer, af de lidt mindre sælges der 20 eksemplarer. Men er barnebarnet den rette til det arbejde? Kan han se tingene nøgternt?
Emil Monty smiler, for selvfølgelig har han tænkt på det samme. For det første er der en masse ulønnet arbejde forbundet med at skabe et overblik, og den del tager han gerne på sig, helt grundlæggende.
– Men jo, i begyndelsen så jeg jo min farfar, når jeg arbejdede med negativerne, men jo mere tid jeg har brugt på det, jo mere distance får jeg til ham som fotograf og kunstner. Jeg tænker mindre på ham som farfar og mere på det, han kunne, forklarer han og fremhæver, at det ofte ligger i detaljerne og kompositionen.
– Det er helt afgørende for billedet, synes jeg, og det var også det eneste sted på negativerne, hvor der var et hak, bemærker Emil Monty.
Tiden er moden til at se det menneskelige greb
På et tidspunkt tager han sin mobiltelefon frem og vifter lidt med den. Han gør det indledningsvist som svar på et spørgsmål om timingen i forsøget på at genskabe interessen for Jørn Freddie.
Men først skal vi lige forbi et emne, der kort skal berøres. Jørn Freddie fotograferede smukke kvinder, og de var ofte unge, og han arbejdede med nøgenhed – også i sine mere personlige projekter. Kan han holde til et eftersyn her godt 50 år senere?
Vi søger og har brug for, at vi kan fornemme et menneske bag billedet
Emil Monty Freddie indrømmer, at han var lidt spændt, da han delte de første indscannede billeder på Facebookgrupper, hvor en del af de nulevende aktører fra dengang også er med.
– Jeg har ikke hørt andet, end at Jørn var sjov at arbejde sammen med. Pia Sørensen, der også var muse for Salvador Dali, har sagt, at Jørn var på top 3 over fotografer, hun har arbejdet med, fordi han lod hende folde sig ud og altid var respektfuld og underholdende.
– Han var meget sådan ”Strit lige med benet”, og ”Prøv lige at…”. Det var også en tid med frigørelse, og hvis du kigger i datidens magasiner, vil du blive overrasket over, hvor meget nøgenhed, der faktisk er, påpeger Emil Monty, inden han finder et billede frem fra en julefrokost i Jørn Freddies Atelier på Gråbrødre Torv.
Et bord er fyldt med øl, snaps og madvarer, og der er ingen ledige stole omkring bordet. Alle sidder tæt, griner og smiler, og ved den ene ende af det næsten firkantede bord sidder Jørn Freddie.
– Prøv at se. Der var Jørn og pigerne. Sådan var det – de havde det sjovt midt i alvoren med at tage gode billeder, konstaterer Emil Monty.
Og så er vi tilbage ved mobiltelefonen i den viftende hånd. Siden Emil Monty Freddie rejste i Asien og Jørn Freddie døde, har vi alle fået et kamera i lommen. Det har dæmpet interessen for det professionelle fotografi, mener han, og først nu er tidevandet ved at vende. Måske tilmed båret af bølgen af AI, der kan skabe kunstige billeder.
– Vi søger og har brug for, at vi kan fornemme et menneske bag billedet – et menneske, der tager ansvar og fornemmer personen og rummet, og som har et klart formsprog.
Undervejs har Emil Monty mange gange skævet til plakaten med oldefar Wilhelm Freddie. Han kan se inspirationen, men han er stadig i en undersøgelsesfase for at sætte ord på Jørn Freddies fotografer – og er aktiv i møder med mennesker, der kan hjælpe ham med at gøre det.
Men en knivsæg surrealisme – det kan man ikke fjerne Jørn Freddies værker.
Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og få ugens nyhedsbrev med overblik over lokale nyheder og inspiration til oplevelser i dit nærområde.
Nysgerrig? Her kan du læse mere om Jørn Freddie
- En række af Jørn Freddies bedste fotografier sælges i øjeblikket i nummererede udgaver, hvor de største på 100×100 sælges i 5 eksemplarer, de mindre på 60×60 sælges i 10 eksemplarer og 40×40 sælges i 20 eksemplarer.
- Hvis man er interesseret i at udstille Jørn Freddies værker eller købe nogle af de nummererede værker, kan man kontakte Emil Monty Freddie via contact@montyfreddiestudio.com
- På Instagram lever Jørn Freddie videre med en profil, der kan findes via dette link. Man kan læse mere om Emil Monty Freddie via dette link.
