Hvilken betydning har en horisontlinje for vores blik? Kan papir være en scene for begær – måske endda et særligt mandligt? Og hvordan kan ’systemer’ skabe nye veje i tegnekunsten?
Udstillingen ’At se nærmere’ er netop åbnet på Louisiana og præsenterer et stort udvalg af værker på papir fra museets samling. Værkerne spænder fra Picassos ‘Baigneuses’ (Badende kvinder) fra 1921 og frem til i dag.
Onsdag den 11. juni klokken 17.30 og 19.30 kan man opleve udstillingen med museets kurator Anders Kold, der fortæller om værkerne og samlingen. Få et unikt indblik i den kunstneriske proces og tankerne bag udvalget, når Anders Kold giver en levende introduktion til udstillingen, lyder opfordringen fra museet i en pressemeddelelse.
Udstillingen ’At se nærmere’ rummer 73 enestående værker, der strækker sig over mere end 100 år. Værkerne er organiseret tematisk, hvilket åbner nye tværgående forbindelser og udfordrer den klassiske kunsthistoriske kronologi.
Arrangementet varer 40 minutter og er gratis for museets gæster, men kræver pladsreservation via Louisiana-event.dk (gebyr 20 kroner). Der afholdes to oplæg i løbet af aftenen – klokken 17.30 og klokken 19.30 – nummererede pladser til begge.




