Når vi taler om bæredygtig udvikling, taler vi ofte om klima, CO₂ og grøn omstilling. Og det er vigtigt. Men bæredygtighed er mere end vindmøller og affaldssortering. Det handler også om mennesker. Om hvordan vi indretter vores kommune, så den passer til dem, der bor her – også i morgen.
Vi bliver flere ældre. Heldigvis lever vi længere, og mange har gode, aktive seniorår. Men det stiller nye krav til vores lokalsamfund. For hvis vi vil være en bæredygtig kommune, skal vi tænke i helheder. Boliger, nærmiljø og sundhed skal hænge sammen i hverdagen.
I dag bor mange ældre i huse, der er blevet for store og for besværlige at holde. Trapper, havearbejde og høje varmeregninger kan gøre hverdagen unødigt tung. Samtidig kan det være svært at finde en mindre bolig, man rent faktisk har råd til på en folkepension.
Derfor har vi brug for flere mindre seniorboliger i trygge omgivelser og til at betale. Boliger, hvor man kan blive boende, også når benene ikke er helt så stærke som før. Det vil give ældre mere tryghed og livskvalitet – og samtidig frigive familieboliger til børnefamilier, der står og mangler plads.
Men det stopper ikke ved boligen. Vores byrum skal også kunne bruges af alle. Flere bænke langs stierne og i bymidterne er ikke en lille detalje – det er en forudsætning for, at man kan komme rundt og være en del af fællesskabet. Og vores stier skal være ordentlige at gå på. Ingen huller – heller ikke på stierne. Små, konkrete forbedringer kan gøre en verden til forskel for den, der går med stok eller rollator.
Sundhedstilbud bør også tættere på borgerne. Forebyggelse og tidlig indsats er både menneskeligt og økonomisk klogt. Når hjælpen er i nærheden, skaber det tryghed. Et bud på fremtidens løsning kunne være fremskudte hospitalssengepladser i et alment boligområde. Så kan kronisk syge blive observeret tæt på deres eget hjem og netværk, uden at skulle indlægges langt væk på et hospital.
Her er den almene boligsektor en helt central samarbejdspartner. Almene boligselskaber har erfaringen med at bygge gode, betalelige boliger og skabe blandede boligområder med plads til seniorer, sundhedstilbud og fællesskab. De bliver en vigtig del af løsningen.
Bæredygtighed handler om ansvar. Ikke kun for klimaet, men også for hinanden. Hvis vi planlægger klogt nu, kan vi sikre, at det er trygt og værdigt at blive ældre i vores kommune. Det er også bæredygtig udvikling.




