Når Musikteatergruppen Ragnarock den 4. og 5. februar kl. 19.30 slår dørene op på Baunebjergscenen i Humlebæk, er det med en forestilling, der sætter fællesskabet i centrum og markerer Ragnarocks 50 års jubilæum.
Herfra Hvor Vi Står samler syv unge fra vidt forskellige baggrunde i en fortælling om at skabe – og ikke mindst at skabe sammen.
– Udgangspunktet er konkret: De unge vil renovere et teater. Men undervejs bliver det tydeligt, at projektet handler om mere end mursten og maling. Forestillingen udfolder sig som en rejse mod forståelsen af, at fællesskab, håb og samhørighed opstår i mødet mellem mennesker, der tør dele drømme, tvivl og ambitioner, fortæller Ragnarock i deres præsentation af forestillingen.
– Musikken spiller en bærende rolle. Numrene er genbesøgt, finpudset og fortolket på ny for at spejle ungdommens mange facetter – fra sårbarhed og mod til kreativ kraft. Samtidig fungerer forestillingen som en hyldest til de mange unge kreative sjæle, som Ragnarock har støttet og opmuntret gennem fem årtier, uddyber de.
Forestillingerne spilles onsdag den 4. februar og torsdag den 5. februar klokken 19.30 på Baunebjergscenen, Baunebjergvej 401 i Humlebæk.
Entréen er sat til 50 kroner, med mulighed for at støtte arbejdet yderligere via donationsbilletter på 100 eller 150 kroner. Billetter kan bestilles via dette link.




