Under en vandforurening har biofilm intet at gøre med hygge og popcorn i en biografsal. Biofilm er betegnelsen for noget, der normalt er en god ting, men under en vandforurening kan biofilmen drille og forklare, hvorfor en vandforurening tager tid at skylle ud af systemet.
For de fleste var der noget uforståeligt i, at det tog Fredensborg Forsyning over 14 dage at få skylle plumret vand fra et formodet gravearbejde ud af vandledningerne, når de fleste kan vaske op derhjemme på 10-15 minutter. Her får I forklaringen fra Aalborg Universitet, hvor Morten Dueholm forsker i netop biofilm.
– Biofilm er noget, der altid er i en vis mængde på indersiden af vandrør, forklarer Morten Dueholm, ekspert i mikrobiel økologi og biofilm på Aalborg Universitet.
Han forholder sig ikke til de konkrete sager med forurening i Fredensborg Kommune, men forklarer blot overordnet, hvorfor biofilm normalt er en god ting på indersiden af vandrørene – og hvorfor det kan drille så ganske grusomt under en vandforurening.
– Biofilm i vandrør har som udgangspunkt ingen negativ betydning for vandkvaliteten, så længe de domineres af naturlige, ikke-sygdomsfremkaldende bakterier. Man kan endda sige, at de kan have en beskyttende effekt, da de naturlige bakterier kan udkonkurrere uønskede eller sygdomsfremkaldende bakterier, fortæller han og fortsætter:
– Begrebet biofilm dækker over bakterier, der vokser indlejret i en slimagtig matrix, som de selv producerer. Den slimagtige matrix bruger bakterierne dels til at fæstne sig til overflader, fx indersiden af vandrør, og dels som beskyttelse mod ydre påvirkninger som fx kemikalier og rengøringsmidler.
Det er rørenes snu snyltegæster
I en situation hvor man pludselig måler coliforme bakterier i drikkevandet, skal man selvfølgelig koncentrere sig om at identificere kilden til forureningen og fjerne den.
Derefter kan der opstå et sekundært problem, fordi de coliforme bakterier kan sætte sig fast på indersiden af rørene, hvor der fx er ujævnt, et knæk eller steder med lavere gennemstrømning.
De ubudne gæster i vandledningerne gør, som bakterier nu engang gør – danner den slimagtige overflade for at beskytte sig.
– Hvis uønskede bakterier har etableret sig i eksisterende biofilm eller på ujævne overflader, hvor der endnu ikke er dannet biofilm, kan bakterier overleve og i nogle tilfælde formere sig beskyttet inde i biofilmen. Det kan ske hvis vækstbetingelserne er gunstige. Løsningen er enten at forsøge at fjerne biofilmen med de uønskede bakterier eller at afvente, at de naturlige bakterier over tid udkonkurrerer dem, uddyber han.
Man kan ikke bruge tandbørste i vandrør
Man kender til den klistrede biofilm, hvis man lader et glas vand stå længe, og inden man om aftenen børster tænder, møder man også en slags biofilm.
Bakterier fra dagens mad og drikkelse vil sætte sig på samme måde på tænderne, hvorefter man børsterne tænderne og dermed fjerner bakterierne mekanisk.
– Vi ved jo godt, at det ikke er nok bare at skylle munden med tandpasta. Så skal man i al fald skylle længe, siger Morten Dueholm og forklarer, at det netop er udfordringen inde i vandrørene.
– Det er svært at få vasket bakterierne ud af den klistrede biofilm. Hvis det er meget slemt med fx legionella vil man bruge klor for at slå bakterierne ihjel, men selv med klor er det svært at få skyllet bakterierne af biofilmen, fordi klor ofte kun virker på overfladen.
– Der kan sidde bakterier længere inde i biofilmen, og selvom man stresser bakterierne med klor i en kort periode, får de muligheden for at vokse igen, når kloren er ude, og så har man igen problemet med bakterier, forklarer Morten Dueholm.
Nej, klor er ikke løsningen
Så kan man selvfølgelig gøre som vi kender fra ferierne sydpå eller storbyer som New York: Tilsætte klor hele tiden. Men det ønsker vi ikke i Danmark, fordi det giver vandet en dårlig smag, og det er normalt ikke nødvendigt.
Desuden vil man ikke slå de gode bakterier ihjel.
– Vi vil gerne have, at de gavnlige bakterier, som ikke er skadelige for os, sidder i vandrørene og udkonkurrerer de andre bakterier som fx de coliforme bakterier. Derfor vil vi helst vaske fx coliforme bakterier ud af vandledninger, hvis der er en forurening, og det gør man ved at øge trykket og gennemstrømningen i vandledningerne ved udskylninger, fastslår Morten Dueholm og tilføjer, at det er træls og udfordrer tålmodigheden på den korte bane, men på den lange bane er det bedste løsning.
Helt generelt gælder, at bakterier er svære at slippe af med, når de sætter sig på industrielt forarbejdede overflader og beskytter sig med klisterceller.
– Vi ved fra sundhedssektoren, at hvis fx en protese ikke er helt steril, når den indopereres, risikerer vi at bakterier formerer sig. Der er også eksempler på, at bakterier i vores krop sætter sig på protester, laver biofilm og kan få proteserne til at løsne sig. Vi kan bekæmpe med antibiotika, men den type af infektioner er ofte mere resistente og svære at fjerne, siger han.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.
Med ekspertens ord: Fakta om coliforme bakterier
- Coliforme bakterier er en samlebetegnelse for en række bakteriearter, som er relativt lette at påvise ved dyrkning, og som derfor ofte anvendes som indikator for mulig forurening.
- Mange coliforme bakterier findes i tarmsystemet hos mennesker og dyr, men gruppen omfatter også bakterier, der lever naturligt i jord, vand, på planter og i biofilm.
- Man finder oftere coliforme bakterier end E. coli i drikkevandssystemer, fordi coliforme bakterier, kan forekomme naturligt og overleve i biofilm i rørsystemet.
- E. coli er en delmængde af de coliforme bakterier og stammer primært fra frisk fækal forurening og overlever dårligt uden for tarmen.
- I den seneste forurening blev der ikke fundet E. coli, men alene coliforme bakterier, der stammer fra plantemateriale.
Den store opsamling: Få svar på 7 af de vigtigste spørgsmål om vandet
Hvorfor tager det så lang tid? Er de dygtige nok? Kom tættere på svarene i denne opsamlingsartikel om den store vandforurening i Nivå og Humlebæk. Læs mere
