I den iscenesættelse af operaen ”Peter Grimes”, som man kan opleve på storskærm på Fredensborg Bibliotek, er scenen og publikum placeret på en strand, som vækker den maritime skæbnefortælling og tragedie til live, mens mørket falder på, og bølgerne skvulper i baggrunden.
’Peter Grimes’ er den mest succesfulde britiske opera efter 2. verdenskrig og er baseret på digtet ’The Borough’ fra 1810 af George Crabbe, fortæller Fredensborg Bibliotekerne i en pressemeddelelse.
Det sker torsdag den 19. februar fra klokken 18.30 til 21.00 på Fredensborg Bibliotek.
Storskærmsvisningen af ’Peter Grimes’ er blevet mulig gennem Fredensborg Bibliotekernes abonnement på streamingtjenesten Medici.tv, som tillader offentlig fremvisning.
– Men man kan også selv benytte sig af Medici.tv med sit bibliotekslogin. Dette får deltagerne ved aftenens arrangement også en introduktion til, så man kan gå hjem og nyde udvalget af ikke bare operaer, men klassiske koncerter, balletter, dokumentarer og master classes med musik af nogle af de største navne inden for den klassiske musik, fortæller Fredensborg Bibliotekerne.
Det er gratis at komme med til operaaftenen, men man skal være tilmeldt på forhånd, hvilket kan ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Man skal i øvrigt være opmærksom på, at operaen er på engelsk og bliver vist med engelske undertekster.




