Da de politiske poster blev fordelt efter valget i november, vidste det nyvalgte konservative byrådsmedlem ikke, at hun ville få ekstra travlt efter nytår.
Men byrådspolitikeren, der blev valgt på det 4. konservative mandat med 193 personlige stemmer, har fået nyt job, og derfor anmoder Charlotte Saxil byrådet om at drosle en anelse ned.
Hun vil gerne udtræde af bestyrelsen for Nordsjællands Park og Vej (NSPV), hvilket byrådet skal tage stilling til mandag den 24. januar.
Normalt bliver man udpeget til bestyrelsen for NSPV for hele byrådsperioden, men bestemmelsens bemærkninger og den kommunale praksis giver byrådet frirum til et betydeligt skøn, når en sådan sag skal afgøres.
Hvis der er en rimelig grund til, at en folkevalgt vil fritages for dele eller hele sit politiske hverv, plejer byrådskollegerne at sige ja til det. Selve pladsen i bestyrelsen for NSPV er øremærket en konservativ politiker.
– Charlotte er startet nyt job i december, og det er en stor mundfuld at starte i byrådet. Vi har i Konservative den holdning, at man skal kunne være et helt menneske hele livet, og derfor siger vi selvfølgelig ja til, at Charlotte Saxil træder ud af bestyrelsesposten i Nordsjællands Park og Vej, siger gruppeformand Jesper Tvilde (K) og uddyber:
– Hun fortsætter i alle sine andre poster, og hun sidder i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget. Det var oprindeligt derfor, at vi fordelte posterne, så vi får en synergi mellem PTK og NSPV. Mange sager går delvist igen, men nogle gange må vi sige ”kill your darlings”. Det bliver ikke Charlotte, der sidder i begge udvalg, men jeg træder så til, så vi stadig får den synergi.
Folketingsmedlem skal nu få 2762 stemmer til at vokse for at blive genvalgt

Louise Mehnke ved godt, at det bliver en kamp om at få flere personlige stemmer, hvis hun skal opnå valg til Folketinget senere på året. Læs mere






