Det er billigere og hurtigere at sikre Hillerøds vandforsyning ved at lægge en ny vandledning langs Isterødvejen, men alligevel er den planlagt i en zigzaglinje ind over markerne og langs småveje syd for Karlebo, og det har længe undret flere politikere.
– Jeg ønsker, at vi skal hjælpe Hillerød med at få trukket deres vandledning på bedst mulig måde, understreger byrådsmedlemmet Mie Stattau (V), der imidlertid har en række forbehold, som hun deler med Dansk Folkeparti.
Emnet blev diskuteret i Udvalget for Natur, Klima og Bæredygtig Udvikling tilbage i december, hvor sagen blev udskudt første gang.
Den planlagte linjeføring går fra Hørsholm langs Isterødvejen, og når Damholtevej krydser ind under Isterødvejen, stikker linjeføringen af fra Isterødvejen og følger Damholtevej ind over Gunderød og derpå et lille stykke nordpå.
Et godt stykke syd for Karlebo planlægges ledningen at gå mod vest under markerne syd om Karlebo Mølle for derefter at ramme Karlebovej, hvis linje den følger op mod Hillerød.
Det er på markerne syd for Karlebo, at hele sagen er stødt på den udfordring, at en lodsejer afviser at indgå en frivillig aftale.
Hvorfor ikke gøre det billigst og hurtigst
Derfor er politikerne i Fredensborg Kommune blevet bedt om at foretage en ekspropriation, således at der kan lægges en vandledning knap 300 meter under en mark med den begrænsning for ejendommen, at der ikke må bygges eller plantes skov i det fire meter brede bælte.
På mødet tidligere i januar i Udvalget for Natur, Klima og Bæredygtig udvikling stemte Dansk Folkeparti og Venstre imod at ekspropriere, men de to partier var i mindretal, og sagen gik videre til Økonomiudvalget, hvor politikerne mandag besluttede at sende sagen tilbage til endnu en politisk behandling.
Mie Stattau (V) forklarer, at politikerne først på måneden havde besøg af Hillerød Forsyning og deres rådgiver.
– Der fik vi oplyst, at det ville være billigere og hurtigere at anlægge vandledningen langs banen eller Isterødvejen. På det første stykke fra Hørsholm indtil den rammer Fredensborg kommune kører den langs Isterødvejen, siger hun med opfordring til at nærstudere kortet over den planlagte linjeføring.

Hun anerkender, at der kan være et trafikmæssigt hensyn, hvis der skal arbejdes længe langs Isterødvejen. Hendes pointe er blot, at det aspekt ikke er belyst og forklaret ordentligt for politikerne.
– Så det er ikke så meget spørgsmålet om gennem den mark, men et spørgsmål om at fortsætte ledningsføringen resten af vejen til Hillerød langs Isterødvejen i stedet, som skulle være hurtigere og billigere, siger hun efter mandagens møde i Økonomiudvalget.
I den tilknyttede artikel kan I læse mere om, hvorfor man ikke lader vandledningen følge vejene ind over selve Karlebo.
Fakta
- Den kraftige udbygning af industri og boliger og etableringen af et supersygehus i Hillerød betyder, at Hillerød Forsyning ikke selv kan dække behovet for drikkevand.
- Frem til 1. januar 2028 har Hillerød en aftale om at kunne importere 1,4 millioner kubikmeter vand fra HOFOR, der har accepteret en midlertidig reduktion i egen forsyningssikkerhed i den periode.
- Aftalen er betinget af, at der sikres en anden vandforsyning til Hillerød, der allerede nu ”overudnytter” grundvandsressourcerne i Hillerød-området.
- Hillerød Forsyning oplyser, at de uden den nye vandledning vil mangle ca. 0,5 mio. m3 vand årligt efter 1. januar 2028, fremgår det af sagen, og det er en mængde af vand, der svarer til knap 4000 familieboliger.
- Det er således Hillerød Forsyning A/S, der har brug for at trække en vandledning ind over landområderne nord for Isterødvejen, og samlet set omkring seks kilometer af vandledningen går igennem Fredensborg Kommune.
- Projektet kommer ikke til at koste borgerne i Fredensborg Kommune noget, men hvis en uenighed skal løses med ekspropriation på en lodsejers areal i Fredensborg Kommune, skal beslutningen tages af politikerne i Fredensborg Kommune.
Fik I læst? Hillerød mangler vand, men lodsejer afviser rør under sin mark

Parterne har to år til at anlægge 12,9 kilometers vandledning, der kan forbinde Hillerød med Sjælsø Vandværk. Ellers kommer borgerne i Hillerød Kommune til at mangle vand. Læs mere





