Hvis der går for mange dage, hvor den 90-årige Jørgen Simonsen ikke har været ude af huset for at være i selskab med andre, begynder han at dvæle ved de negative sider i det han hører, møder og læser. Så siger hustruen Birgitte til ham, at han skal se at komme ud mellem mennesker.
– Og hun har ret. Jeg har brug for at være i selskab med andre, snakke med dem, fortæller den 90-årige Jørgen Simonsen, der er kendt for mange ting – herunder at have en glimrende sangstemme, når han synger med sin nye ven Jørgen i Øresundshjemmets lokaler for balancetræning nær hjemmet i Humlebæk.
For nylig holdt han sin 90 års fødselsdag for over 50 mennesker, heraf langt størstedelen familie, fordi han altid har værnet om, at familien kunne mødes og hygge sig på tværs af generationer.
Festen var ikke som den årlige tradition i fjernsynet, hvor den tørstige butler må spille rollerne for alle Miss Sophies afdøde venner til hendes 90 års fødselsdag. Tværtimod har Jørgen fået nye venner i de seneste år, men en ting ærgrer ham ved alderen.
– Jeg savner spiritus, men jeg kan ikke tåle det mere. Da jeg var ved lægen sidste gang, sagde jeg det til ham. Ingen af os kan tåle spiritus, svarede han. Heldigvis kan jeg tage en af de nye, gode alkoholfrie øl engang imellem, smiler Jørgen, og han vil givetvis protestere lidt imod, at netop denne bemærkning kommer så tidligt i artiklen.
80-årige kan også sparke dæk
I interviewet faldt ordene om spiritus nemlig sent og som en munter afrunding af nogle af de mere alvorlige emner, som det tidligere konservative byrådsmedlem fortalte om i anledning af sin 90 års fødselsdag tilbage i november.
I mere end 20 år har han været medlem af Seniorrådet, og han er blandt andet far til byrådsmedlemmet Lars Simonsen, der netop er udtrådt af byrådet. Jørgen er gift for anden gang, og hustruen Birgitte er yngre end han selv er, og det er med til at udfordre ham og holde ham i gang, erkender han med taknemmelighed.
Lige så munter som han kan være i selskab med andre, kan det negative krybe ind på ham, når han er alene, fortæller han, da han skal forklare, hvorfor han er så glad for et citat fra det gamle Kina og taoisterne.
Jeg smiler hele tiden til mig selv / Så bliver jeg rask / Jeg soler mig i kærlighed / Jeg bliver min egen bedste ven / Jeg bliver i harmoni med mig selv / Så smil til dig selv
Han læste citatet i årene op til sin 90 års fødselsdag, og det var en påmindelse om at smile til sig selv og andre, at opsøge livsglæden og de lyse sider ved at være i selskab med andre. Ud af det vokser endda nye venskaber, hvoraf flere var med til hans 90 års fødselsdag – blandt andre Jørgen og hustruen Anne Lise.
Jørgen skulle have en ny ID3, og det talte vi lidt om, og da han fik den, skulle jeg også lige ud for at prøve at køre den
– Jeg går til træning på Øresundshjemmet to gange om ugen, og der skete pludselig det, at vi var fire, der hed Jørgen. Vi begyndte at drille hinanden lidt og snakke sammen, og den ene Jørgen og jeg er blevet rigtig gode venner.
– Det er meget nemt. Der sker det, at vi begynder at snakke sammen, og det udvikler sig til, at vi finder ud af, at vi også synger godt sammen, så vi har sunget julesange for de andre, når vi træner. Vi taler også om biler, fortæller Jørgen og her må journalisten lige afbryde.
For Jørgen har en gammel blå Skoda, som han har haft i mange år…?
– Jo, men Jørgen skulle have en ny ID3, og det talte vi lidt om, og da han fik den, skulle jeg også lige ud for at prøve at køre den. Og da jeg sprang akillessenen og ikke kunne gå i mange måneder, kom Jørgen og Anne Lise for at besøge mig. Nu kan vi heldigvis igen mødes for at spise en god frokost, fx på Rungsted Havn.
Glem ikke det gode humør og det ekstra skub
Historie om akillessenen får et afsnit for sig selv, eftersom familien og selv hustruen Birgitte havde svært ved at tro, at Jørgen ville komme til at gå igen efter den sene aftentid, hvor han fik ”helvedes ondt” på vej ud på toilettet.
Akillessenen var næsten revet over, og han tilbragte de næste mange måneder i sengen med foden i gips, og pludselig skulle han endda have hjemmehjælp. Det har lært det genvalgte medlem af Seniorrådet to ting, hvoraf han nok vidste den ene i forvejen.
– Når man får hjælp af hjemmeplejen, skal man også hjælpe sine hjælpere med at hjælpe en, siger Jørgen en anelse underfundig, og med det mener han, at hvis man skaber et rart sted at komme for hjemmehjælperne, bidrager man til deres arbejdsglæde, og det smitter og skaber en positiv spiral.
Igen er det noget med, at livet bliver lysere i selskab med mennesker… Men selv når han var alene, så han lige i denne situation positivt på fremtiden.
– Jeg var aldrig i tvivl om, at når senen var helet, ville jeg rejse mig og gå igen. Ligesom når man har haft influenza. Og hjemmehjælperne og Birgitte var også gode til hele tiden at skubbe til mig, så jeg gjorde mere og mere selv, fortæller han.
Man kunne lige så godt tro på det bedste
Jørgen Simonsen er ikke bange for døden, og han tænker kun sjældent på den. Han ved, at der er en højere risiko for, at han ikke vågner i morgen, end da han var yngre.
Men han kan jo ikke gøre noget ved det, konstaterer han – bortset fra at holde sig i gang og opsøge selskabet med andre mennesker.
Du kan også vælge at lade være med at tro, og så kan du gå igennem livet og spekulere på, om der alligevel er noget efter døden
For en del år siden talte han om døden med en mand, der var præst.
– Du kan vælge at tro på gud og det evige liv, og når du dør, kommer du enten i himlen eller også sker der ingenting, sagde præsten. Du kan også vælge at lade være med at tro, og så kan du gå igennem livet og spekulere på, om der alligevel er noget efter døden, smiler Jørgen i sin gengivelse af samtalen, inden han tilføjer:
– Man kan lige så godt tro på det bedste.
– Tror du selv på gud?
– Jeg er opdraget til at tro på kristendommen, og så har jeg i mange år ikke troet på noget. Men får nogle år siden begyndte jeg at se gudstjenester i fjernsynet, og en dag havde Birgitte været til en barnedåb og spurgte mig, hvorfor jeg ikke gik derned – i kirken.
– Og det er jeg begyndt på. Det er noget helt andet, end jeg forventede. Præsten står og byder velkommen, og det er mere som at gå i teater. Helt anderledes end jeg huskede det, og vi drikker kaffe bagefter og snakker.
Selv kommunister kan være gode venner…
I mødet med nye mennesker kan man i sagens natur blive overrasket over, at det andet menneske har synspunkter, som man ikke selv billiger. Det kan være inden for politik eller religion, og de kan på enkeltsager være meget markante.
For eller imod kvindelige præster? Borgerlig eller socialist? Kan man blive venner trods uenigheder? Bestemt, lyder det med fornyet entusiasme og mimik i Jørgens ansigt.
– En af mine bedste venner var kommunist. Eller havde været det. Hans Timmermann, der var formand for Seniorrådet, da jeg første gang blev valgt ind. Vi blev meget gode venner og havde det sjovt sammen. Han var opvokset på Nørrebro, og jeg kunne godt forstå, at han blev kommunist – og han at jeg, en dreng fra Hellerup, selvfølgelig måtte blive konservativ.
På vej ud spørger journalisten, om han må se bogreolerne, og Jørgen Simonsen griner afvæbnende, for de er ikke store. I huset bliver der læst meget, men det er ofte biblioteksbøger, og de har ryddet ud i de mange bøger.
Men ikke alle er væk – på en af reolerne står en ældre samling af Shakespeares værker, og Jørgen fremhæver sit yndlingscitat, der er fra skuespillet Hamlet:
“There is nothing either good or bad, but thinking makes it so”.
Citatet er ukendt for denne journalist, og det udløser et par drillende bemærkninger, for journalisten har slet ikke læst Shakespeare.
At kæmpe med trolde i hjernens hvælv
Samtalen vender for en stund tilbage til det med at livet også handler om at smile til sig selv, og at vi som mennesker har det valg, at vi kan trække det gode ud af en situation eller nogle gange dvæle ved det dunkle og negative.
På vej ud ad hoveddøren får journalisten en anelse revanche for sit manglende kendskab til Shakespeare, eftersom han nævner et citat fra Henrik Ibsen.
”At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv. At digte – det er at holde dommedag over sig selv.”
Jørgen Simonsen nikker eftertænksomt og røber, at han ikke kendte citatet.
– Det overrasker mig, at du fortæller, at du har haft så svært ved at smile til dig selv. Du altid har en underliggende latter i stemmen, når vi har talt sammen, siger journalisten.
– Hmm… Det er fordi, at så er jeg i selskab med andre, og det har jeg brug for at være, svarer den 90-årige Jørgen Simonsen.
