Efter dialogmøder i mere end et år er der nu en form for afklaring på projektet med et seniorbofællesskab i Sørup. Præmisserne er blevet mere klare, og det glæder Sørup-gruppen, der står bag boligprojektet.
– Vi ser frem til samarbejdet med forvaltningen og øvrige involverede om Søruplund projektet, med afsæt i præmisserne som de foreligger, lyder det i en kort kommentar fra Kirsten og Bjørn Drachmann på vegne af Søruplund-gruppen med en vigtig tilføjelse.
– Vi vil vurdere mulighederne for at udvikle Søruplund projektet optimalt, set i lyset af afklaringen, og vi holder fast i vores proaktive, konstruktive og løsnings-orienteret tilgang overfor samtlige interessenter baseret på fakta, understreger de.
Endnu er det for tidligt at sige, hvad det konkret kommer til at betyde for projektet, der har været planlagt og diskuteret i de seneste tre år. I første omgang med et skitseprojekt, der viste 22 boliger.
Den seneste skitse, der blev drøftet mellem ejerne af arealet og beboerne i Sørup, beskrev efter sigende 10 nye boliger på arealet samt seks boliger i de eksisterende bygninger.
Næste skridt er en lokalplan
Nu er rammen reduceret til 12 nye boliger samlet set, men det skete først efter en længere debat i byrådsalen før jul.
Det er vigtigt her at indskyde, at et projekt først er muligt, når der vedtages en lokalplan – og den kan yderligere opsætte begrænsninger eller særlige krav til arkitekturen og placeringen af boligerne.
Da Kommuneplan 2025 for Fredensborg Kommune blev vedtaget på byrådsmødet, foreslog SF, Fredensborg SocialKonservative, DF og Enhedslisten at droppe alle planer om boliger på arealet, men det fik ikke flertal.

Imidlertid var der flertal for at begrænse bebyggelsesprocenten til 15 procent og begrænse boligantallet til 12 nye boliger, og her var det kun Ulla Hardy-Hansen og Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale), der stemte imod – sidstnævnte i en principiel protest over, at processen kortsluttes før en lokalplan.
Debatten begyndte med Lars Simonsen (R), der kort tegnede en vej mod et kompromis mellem 22 boliger og ingen boliger – nemlig et ændringsforslag stillet af Konservative, Radikale Venstre og Tinne Borch Jacobsen (Uafhængig Liberal), det med de 12 boliger.
Her kommer et udpluk af debatten i citatform:
– Der er parcelhuse hele vejen rundt om arealet, og selvfølgelig ønsker naboerne ikke nødvendigvis nye naboer. Vi er oppe på løsningsforslag nummer ni i dialogen mellem parterne, og det ser fornuftigt ud med 10 boliger på den tegning, jeg har set – med et bredt randområde omkring boligerne. Selvom der er råbt højt, er det jo ikke voldsomt.
Mie Stattau (V), der gerne havde set flere boliger end de 12 på arealet og derfor med størstedelen af sin partigruppe stemte imod kompromisforslaget.
– Engang imellem må vi sætte os og diskutere det principielle – hvordan vi styrer kommunen. Da vi for fire år siden vedtog den gældende kommuneplan, havde den været i offentlig høring, og der kom ingen høringssvar fra Sørup.
– Vi skal tænke os grundigt om, inden vi ændrer en gældende kommuneplan, hvis vi samtidig skal fremstå som en troværdig partner, der kan sige, at kommuneplanen holder lidt tid fremover. Siger jeg så at det hele skal bygges til? Nej, jeg holder mig til det principielle: At hvor meget, der skal bygges, hvor mange etager – det er efter min menig ikke kommuneplan, men lokalplanen, der skal beskrive det.
Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale).
– Jeg er enig, men nu er tandpastaen ude af tuben. Vi er nødt til at forholde os til antallet af boliger. Med 12 boliger er jeg dog i tvivl om det økonomiske i at gennemføre projektet, og det vil være ærgerligt, synes jeg. Det vil jeg bare sige.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
– Efter SF’s mening kan man godt indrette de eksisterende bygninger til nye boliger, hvor der kan indrettes seks lejligheder, så man ikke går ud og bygger i naturen omkring landsbyen. Vi synes ikke, at stedet er velegnet til et seniorbofællesskab. De skal ligge nær natur og butikker. Men hvis kompromisforslaget betyder, at det er 12 boliger i alt, inklusiv boliger i det eksisterende, så kan vi godt gå ind for det, når vores eget forslag nok bliver stemt ned.
Bent Fischer-Nielsen (SF), der helst havde set, at der ikke bliver åbnet for boliger på det areal, der nu er landzone.
– En bebyggelsesprocent på 15 procent og 12 boliger er kompromisset. Efter vores opfattelse er det midterlinjen, og jeg tror ikke på, at det økonomisk bæredygtige skrider. Beslutningen er et vigtigt eksempel på noget af det, vi holder fast i – vi skal have dialog mellem naboer og udvikler.
Thomas von Jessen (K), der afviste, at den nye ændring i kommuneplanen var en kortslutning, men tværtimod en korrektion af den seneste plan, der både taler om 22 boliger og en nænsom udbygning i eksisterende bygninger.
– FSK kan støtte SF’s forslag. Foreningen i Sørup er ikke bare ”njet, njet, njet”, de kan godt leve med de 12 boliger.
Christian de Jonquiéres (FSK), der først stemte for SF’s forslag og derefter bakkede op om kompromisforslaget. Partifællen Ulla Hardy-Hansen stemte som den eneste direkte imod kompromisforslaget, da hun altid har været modstander af boliger på det areal.
– Det er vigtigt, at vi sikrer naturen og landet. Det er årsagen til, at vi er flyttet hertil. Jeg bekymrer mig med de mange borgere i Sørup, der ikke vil have, at der bygges i landzone.
Heidi Boss Nyby (V), der stemte for kompromisforslaget.
– Vi er imod byggeri i naturen, og vi generelt imod at bygge, fordi vi er nået til det punkt, hvor vi er nok borgere og boliger. Projektet er flot, og det er State of The Art – men det ligger bare det forkerte sted.
DF’s Steen Løfstrøm.
– Jeg har talt med begge parter i sagen, en af gangen, jeg må bare konstatere, at vores gamle værktøjskasse, dialogen, den er blevet saboteret. Når jeg går fra et møde med fornemmelse af, at der er bevægelse, konstaterede jeg senere, at den bevægelse er gået fløjten. Man vil ikke have, at der bygges i Sørup, men Sørup er jo ikke den gamle landsby, den var for 80 år siden. Masser af huse fra alle årtier fra dengang og til nu er blevet bygget.
Carsten Nielsen (S), der særligt var ude efter modstanderne af projektet i sin kritik af den manglende bevægelse. Han stemte derfor imod kompromisforslaget.
Herunder kan I se et udvalg af de tidligere artikler om sagen, hvor parterne præsenterer deres synspunkter.
Vær opmærksom på, at artiklerne er fra denne sommer, og at Søruplund-gruppen siden har imødekommet synspunkterne fra naboerne med nye skitser og tilpasninger.
Har I læst? De har en indhegnet mark, og på den vil de bygge et fællesskab for mange

Foreningen Søruplund er ikke ude på at ødelægge Sørups landsbymiljø. De ser et seniorbofællesskab som en styrkelse af lokalsamfundet. Læs mere
Har I læst? Landsbyen er under pres, og det er nu, at grænsen skal sættes, lyder opråbet

Der er mange grunde til, at der ikke skal bygges 20-22 boliger i et seniorbofællesskab på naturarealet mellem landsbyen og golfbanen, lyder det fra foreningen Bevar Sørup Landsby. Læs mere
Tidslinje med de politiske beslutninger i sagen
- Den 28. september 2020 besluttede Byrådet, i forbindelse med vedtagelsen af Planstrategi 2032, at man ønskede at ”afsøge om Sørupvej 23 som ligger i landzone, kan inddrages i byområdet med henblik på etablering af seniorbofællesskab”.
- Den 20. juni 2022 traf byrådet med vedtagelsen af Kommuneplan 2021 beslutning om, at området skal overføres fra landzone til byzone ved vedtagelse af en lokalplan for et seniorbofællesskab med ca. 22 boliger.
- Den 11. april 2023 besluttede Plan-, Trafik- og Klimaudvalget at prioritere et lokalplanarbejde, der skulle give mulighed for et seniorbofællesskab med ca. 22 boliger i Sørup.
- Den 8. januar 2024 blev lokalplanarbejdet for et seniorbofælleskab med ca. 22 boliger i Sørup igangsat af Plan-, Trafik- og Klimaudvalget.
- Den 5. november 2024 besluttede Plan-, Trafik- og Klimaudvalget at udskyde lokalplanarbejdet for at få dialogmøder mellem kritikerne af projektet og projektgruppen Søruplund. Det lykkedes ikke at finde et kompromis.
- Den 10. marts 2025 var status, at udviklergruppen af Søruplund seniorbofællesskab er villige til at gå ned fra 21 boliger til 16 nye boliger i dobbelthuse samt 4 lejligheder i de eksisterende bygninger. Foreningen Bevar Sørup Landsby ønsker, at områdets kommuneplanramme ændres således, at området fastholdes i landzone.
- Med vedtagelsen af Kommuneplan 2025 den 22. december er status, at den overordnede ramme er 12 nye boliger på arealet inklusiv boliger i de eksisterende bygninger. Det bliver først realiseret efter udarbejdelse af en lokalplan.





