Det bør ikke komme som en overraskelse, fordi byrådsmedlemmet Bjørn Svensson (EL) bor med sin hustru i en ægtefællebolig på et plejecenter og ser, hvordan beboerne betaler 3700 kroner om måneden for mad, som de ofte ikke har lyst til at spise.
Tålmodigheden er opbrugt, og Bjørn Svensson presser nu politisk massivt på for, at de ældre borgere på plejehjem skal have en valgmulighed. I dag er der kun den kommunale biks ”Mad og Måltider” til at levere maden, men på byrådsmødet før jul forsøgte Bjørn Svensson at få politisk opbakning til at give borgerne mulighed for at vælge mellem mindst to leverandører.
Han bad om, at det blev vedtaget som principbeslutning efter en valgkamp, hvor mange kandidater havde maden på plejehjemmene som en af deres mærkesager. Hvorfor ikke på byrådsmødet inden nytår give hinanden håndslag på, at de ældre på plejehjemmene skal have en valgmulighed?
Allerede i valgkampen havde Bjørn Svensson, der begyndte sin politiske karriere som kommunist, varslet, at han ønsker at konkurrenceudsætte ”Mad og Måltider”. Fik han så flertal for det? Nej, er den korte version.
– Der er sket en ændring til det værre, og vi er nødt til at presse en udvikling i gang med konkurrence på dette her området. Jeg synes, at det er nødvendigt, men vi bliver ved med at trampe rundt i den ene analyse efter den anden, argumenterede Bjørn Svensson, inden der skete det sædvanlige, som altid sker, når en politiker bruger sin initiativret til at få en debat i byrådssalen.
Tomgang i snart to år eller…?
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) stillede forslag om, at sagen skal diskuteres grundigt i det politiske udvalg, og derefter siger styrelsesloven, at politikerne skal forholde sig til det spørgsmål – og ikke selve forslaget.
Carsten Bo Nielsen (Aktive Liberale) tog Bjørn Svenssons forslag i forsvar og sagde:
– Jeg ved godt hvorfor. Fordi for halvanden år siden kom Bjørn med et lignende forslag, og den eneste, der støttede, var Bjørn, Steen, Mikkel og mig. Vi var fire, der stemte for, men det endte jo med, at sagen skulle druknes i udvalget…

– Jeg må bare sige, at vi kan træffe den principbeslutning engang i februar. Vi skal have tillid til, at vores fagudvalg kan behandle sagerne, lød kommentaren fra borgmesteren, inden Louise Mehnke (S), formand for Social- og Sundhedsudvalget i den seneste byrådsperiode, påpegede en række nuancer.
Hun fremhævede, at emnet er budgetforligsstof, og at der er lagt en plan for at lave en madanalyse, og den er fremrykket, ligesom emnet ikke er helt enkelt.
Tidligere har en forsøgsordning vist, at der ikke var den store interesse for valgfrihed, og at det skabte uro på de afdelinger med mange demente, hvis beboerne ikke fik det samme at spise. Desuden er det mere kompliceret for medarbejderne at fordele og servere mad fra flere leverandører.
18 stemmer udskød beslutningen
Louise Mehnke hører til de politikere, der længe har argumenteret for bedre mad på plejehjemmene – hun syntes blot ikke, at en principbeslutning om valgfrihed er den rette vej at gå, før fordele og ulemper er bedre belyst.
Dansk Folkeparti stemte for Bjørn Svenssons forslag.
– Vi støtter, og ja – vi har sat en analyse i gang, men vi kan analysere fra Pilatos til Herodes. Nu er det altså bare at komme i gang, sagde Steen Løfstrøm.
– Vi har prøvet at beslutte det én gang, og nu prøver vi det igen. Jeg støtter Bjørns forslag, sagde Mie Stattau (V) og lagde vægt på, at det var et konkret forslag om at tilbyde valgfrihed.
Konservative stemte derimod med flertallet i byrådsalen. Celine Lind Jakobsen (K), kommende næstformand i Social-, Ældre- og Sundhedsudvalget, forklarede, at partiet støtter ideen, men at sagen skal være mere oplyst, inden der træffes beslutninger.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, SF og Fredensborg SocialKonservative stemte for at sende sagen til videre behandling i udvalget.
DF, Enhedslisten, Venstre samt Aktive Liberale og Uafhængig Liberale stemte imod, da de ni medlemmer ville have sagen afgjort i byrådssalen med en principbeslutning.
Fik I læst? 416 underskrifter trak tæppet væk under erhvervsområde

Kan en mobilisering i sidste øjeblik flytte et flertal i byrådet? Ja, og det skete endda, selvom politikerne i flere måneder har kunnet læse protesterne i høringssvarene til kommuneplanen. Læs mere





