

Bymidterne er under forandring i disse år, og vi skal vænne os til at tænke på dem som et slags servicecentrum. Den tid, hvor vi gik i de lokale indkøbscentre for at købe skjorter, brødristere og legetøj er forbi, og derfor kommer nye funktioner ind i bymidterne.
– Vi skal se bymidter som steder, hvor vi blander mange funktioner – også fitness, men ingen af os kan stå alene, siger Jan Martin Hansen, der sammen med sin hustru Helle etablerede fitnesscentret Letsmove i Humlebæk Centret tilbage i 2010.
Siden er fitnesscentret vokset, imens mange andre af Humlebæk Centrets forretninger er lukket som følge af ændrede indkøbsvaner hos forbrugerne. Og den del hvor man kunne købe skjorter, babyudstyr og dyner helt lokalt er endegyldigt væk, konstaterer Jan Martin Hansen, der glæder sig over, at der kommet andre ting i stedet.
– Vi blander nu funktioner som dagligvarer, daginstitutioner, apoteket, Matas og steder, hvor man kan købe personlig pleje, fodterapeuten og fitness. Nu er det de ting, som vi samler i centrum, så man ikke behøver fare hele byen rundt, og selvfølgelig giver det også synergi mellem os alle, understreger Jan Martin Hansen, der også er formand for Humlebæk Centerforening.
Han glæder sig over, at der nu også er kommet pakkeshops i Humlebæk Centret, så der nu kan hentes pakker i både Coop365 og Matas. I Letsmove er forretningen stadig i en god gænge med mange lokale brugere og dertil 23 procent af kunderne, der kommer udefra – Helsingør, Dronningmølle og naturligvis nærområder som Nivå og Kokkedal.
Letsmove ligger på adressen Humlebæk Center 26 med knopskydninger adskillige steder i centret.
Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver
- I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
- Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
- I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
- Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.
Låge nummer 1: Når kunder har fødselsdag, sker det, at han bliver inviteret på kaffe

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Her med ord om honningtomater og glæden ved at tale om blomster med kunderne. Læs mere






